De babyloniske elementer i den græske mytologi kom uden videre til at indgå i den tidlige form af græsk religion, der, ifølge opslagsværket The Encyclopedia of Religion, „ikke havde nogen hellig bog hvori sandheden var endeligt fastlagt . . . Det var tilstrækkeligt for en religionsudøver at tro på en lang række sagn der var indlært i barndommen. Hvert af disse sagn fandtes i flere forskellige udgaver hvilket gav rige fortolkningsmuligheder.“

Typiske eksempler på sådanne sagn findes i de episke digte Iliaden og Odysseen af den berømte græske digter Homer, der muligvis levede i det 8. eller 9. århundrede før vor tidsregning. Homers værker, som især belyser forholdet mellem mennesker og Olympens mytiske guder samt de dødelige halvguder, blev en bekvem kilde for græsk religion at øse af. Det er grunden til at „religion og mytologi overlapper hinanden,“ forklarer skribenten G. S. Kirk.

Men græsk religion hentede også sit indhold fra andre kilder. Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica gør opmærksom på at „den hellenistiske verden, med sin forkærlighed for mysteriereligioner, optog [de ægyptiske] kulter omkring Osiris, Isis og Horus“. Derfra „blev de spredt ud i hele det romerske rige“.

Ja, fra Homers tid og omkring tusind år frem øvede græsk mytologi så stærk indflydelse på religionen i både Grækenland og Rom at The New Encyclopædia Britannica siger: „Den græske mytologis betydning for den vestlige verdens intellektuelle, kunstneriske og emotionelle historie kan næppe overvurderes.“ I det mindste hvad religion angår havde den romerske digter Horats ret når han sagde: „Det fangne Grækenland tog Rom til fange.“