Grækenland og Rom

I religiøs henseende „undgik det gamle Grækenland ikke den omfattende og stærke påvirkning fra Babylonien,“ siger Jean Bottéro. Professor Peter Green forklarer hvorfor skæbnetroen blev så udbredt i Grækenland: „I en usikker verden, hvor man i stigende grad var utilbøjelig til at tage ansvaret for sine handlinger og ofte følte sig som en marionetdukke der blev styret af en uudgrundelig og ubøjelig skæbnes krav, var guddommelige orakelkendelser [den skæbne guderne bestemte] en måde hvorpå man kunne få sin fremtid afstukket. Dét skæbnen havde bestemt, kunne forudsiges, forudsat at man havde specielle evner eller en særlig indsigt. Det var måske ikke altid det man ønskede at høre, men man stod i det mindste stærkere når man var forberedt på en fare.“

Skæbnetroen beroligede folk angående fremtiden, men den blev også brugt i en mere underfundig hensigt, nemlig som et middel til at holde masserne nede. „Troen på at verden var fuldstændig styret af forsynet, virkede derfor tiltalende på herskerklassen,“ siger historikeren F. H. Sandbach.

Professor Green forklarer dette nærmere idet han siger at skæbnetroen „var en moralsk, teologisk og semantisk retfærdiggørelse af den bestående sociale og politiske samfundsorden: den var det mest magtfulde og det mest snedige middel til bevarelse af magten som den hellenistiske herskende klasse nogen sinde havde udtænkt. Alt hvad der skete, var, ifølge denne tanke, bestemt til at skulle ske; og eftersom naturen var menneskene gunstigt stemt, måtte det der var bestemt til at skulle ske, være til alles bedste.“ I virkeligheden var skæbnetroen med til at „retfærdiggøre hensynsløs egeninteresse“.

Et tydeligt vidnesbyrd om at skæbnetroen var almindeligt anerkendt, ses i den græske litteratur. Blandt de oldgræske litteraturgenrer finder man eposet, sagnfortællingen og tragedien, i hvilke skæbnetroen spillede en nøglerolle. Ifølge den græske mytologi var menneskets skæbne repræsenteret af tre gudinder kaldet moirerne. Klotho spandt livstråden, Lachesis bestemte trådens længde, og Atropos klippede tråden over når tiden var udløbet.

Da romerne og grækerne var ivrige efter at kende deres ’skæbne’, lånte og videreudviklede de den babyloniske astrologi og spådomskunst.

I det tredje århundrede før vor tidsregning havde astrologien vundet stor udbredelse i Grækenland, og i år 62 f.v.t. så det tidligst kendte græske horoskop dagens lys. Om grækernes store interesse for astrologi siger professor Gilbert Murray: „Astrologien overfaldt den hellenistiske ånd, som en sygdom overfalder beboerne på en fjern ø.“

I deres forsøg på at kende fremtiden gjorde grækerne og romerne udstrakt brug af orakler og medier hvorigennem guderne mentes at meddele sig til menneskene. (Jævnfør Apostelgerninger 16:16-19.) Hvilken indvirkning fik denne opfattelse på folk? Filosoffen Bertrand Russell siger: „Frygten [tog] håbets plads. Livets mål blev snarere at undgå ulykke end at opnå noget positivt gode.“ Lignende tanker gav anledning til kontroverser i kristenheden.