Legeme og sjæl

18. Hvordan reagerede nogle græske filosoffer da Paulus sagde at Jesus var blevet oprejst, og hvorfor?

¹⁸ Da apostelen Paulus var i Athen, forkyndte han den gode nyhed for en skare mennesker, deriblandt nogle græske filosoffer. De lyttede til det han sagde om den eneste sande Gud og hørte hans opfordring til at ændre sind. Men hvad skete der så? Paulus sluttede sin tale med ordene: „[Gud] har . . . fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ Disse ord skabte uro. „Da de hørte om en opstandelse fra de døde, begyndte nogle at gøre nar.“ (Apostelgerninger 17:22-32) Teologen Oscar Cullmann skriver: „For grækerne, der troede på sjælens udødelighed, var det måske sværere at acceptere den kristne forkyndelse af opstandelsen end det var for andre. . . . De store filosoffer Sokrates’ og Platons lære kan på ingen måde bringes i overensstemmelse med Det Nye Testamentes lære.“

19. Hvordan har kristenhedens teologer forsøgt at få læren om opstandelsen til at stemme med læren om den udødelige sjæl?

¹⁹ Efter det store frafald som indtraf da apostlene var døde, anstrengte teologerne sig ikke desto mindre for at forene den kristne lære om en opstandelse med Platons tro på den udødelige sjæl. Med tiden blev nogle enige om en helt ny forklaring: I dødsøjeblikket adskilles („frigøres“, som nogle siger) sjælen fra legemet. Derefter skal, ifølge Outlines of the Doctrine of the Resurrection af R. J. Cooke, „hvert legeme [på Dommedag] igen blive forenet med sin sjæl, og hver sjæl med sit legeme“. Legemets fremtidige forening med dets udødelige sjæl siges at være opstandelsen.

20, 21. Hvem har uden vaklen holdt fast ved sandheden om opstandelsen, og hvordan har det været til gavn for dem?

²⁰ Denne teori er stadig de store kirkesamfunds officielle lære. Den lyder måske logisk i teologers ører, men de fleste kirkegængere kender den ikke. De tror blot at de vil komme direkte i himmelen når de dør. Som skribenten John Garvey hævdede i Commonweal-udgaven for 5. maj 1995: „De fleste kristnes tro [angående livet efter døden] synes at være meget nærmere beslægtet med nyplatonismen end med noget egentlig kristent, og den finder intet grundlag i Bibelen.“ Ja, ved at udskifte Bibelen med Platon har kristenhedens præsteskab frataget deres hjorde det bibelske håb om en opstandelse.

12. Hvorfra stammer kristenhedens lære om den udødelige sjæl?

¹² Hvorfor lærer kristenheden sine tilhængere noget der adskiller sig så meget fra Bibelens ord? I dets artikel om menneskesjælens udødelighed skriver New Catholic Encyclopedia at de første kirkefædre ikke fandt støtte for troen på en udødelig sjæl i Bibelen, men hos „digterne og filosofferne og den almindelige tradition i græsk tankegang . . . Senere foretrak skolastikerne at benytte Platon eller principperne fra Aristoteles.“ Værket nævner at „indflydelsen fra den platoniske og nyplatoniske tænkning“ — deriblandt troen på den udødelige sjæl — til sidst trængte ind i „selve kernen af den kristne teologi“.

13, 14. Hvorfor ville det være ulogisk at søge sandheden hos hedenske, græske filosoffer?

¹³ Skulle de der hævdede at være kristne, have vendt sig til hedenske, græske filosoffer for at lære om noget så grundlæggende som håbet om et liv efter døden? Naturligvis ikke. Da Paulus skrev til de kristne i Korinth i Grækenland, sagde han: „Denne verdens visdom er nemlig tåbelighed i Guds øjne; for der står skrevet: ’Han fanger de vise i deres underfundighed.’ Og endvidere: ’Jehova ved at de vises tanker er forgæves.’“ (1 Korinther 3:19, 20) De gamle grækere dyrkede afguder. Hvordan skulle man da kunne finde sandheden hos dem? Paulus spurgte korintherne: „Hvad overensstemmelse er der mellem Guds tempel og afguder? Vi er jo en levende Guds tempel; som Gud har sagt: ’Jeg vil bo iblandt dem og vandre iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ — 2 Korinther 6:16.

¹⁴ I begyndelsen blev de hellige sandheder åbenbaret gennem Israels folk. (Romerne 3:1, 2) Efter år 33 skete det gennem den salvede, kristne menighed. Med henblik på de kristne i det første århundrede skriver Paulus: „Det er os Gud har åbenbaret [det han har beredt dem der elsker ham] gennem ånden.“ (1 Korinther 2:10; se også Åbenbaringen 1:1, 2.) Kristenhedens lære om sjælens udødelighed stammer fra græsk filosofi. Det var ikke en lære Gud havde åbenbaret til Israel eller til menigheden af salvede kristne i det første århundrede.