Hedensk lære trænger ind i menigheden

Kristi rene lære er bevaret i De Hellige Skrifter. Jesus lærte for eksempel at Jehova er „den eneste sande Gud“ og at menneskesjælen kan dø. (Joh. 17:3; Matt. 10:28) Men efter at apostlene var døde og organisationsstrukturen var blevet svækket, blev sådanne rene læresætninger fordærvet. Hedensk lære trængte ind i kristendommen. Hvordan kunne det gå til?

En væsentlig faktor var den snigende påvirkning fra græsk filosofi. I The New Encyclopædia Britannica siges der: „Fra midten af det 2. århundrede efter Kristi fødsel begyndte kristne der havde modtaget en vis oplæring i græsk filosofi, at føle et behov for at udtrykke deres tro i vendinger hentet herfra, både for at tilfredsstille deres eget intellekt og for at omvende lærde hedninger.“ Da mennesker med interesse for filosofi først var blevet kristne, varede det ikke længe før den græske filosofi og „kristendommen“ var blevet uløseligt sammenknyttet.

Som følge af denne sammensmeltning vandt hedenske læresætninger som treenighedslæren og læren om sjælens udødelighed indpas i den besmittede kristendom. Disse læresætningers rødder strækker sig imidlertid meget længere tilbage end til de græske filosoffer. Grækerne fik dem fra ældre kulturer, for der er vidnesbyrd om sådanne læresætninger i gamle ægyptiske og babyloniske religioner.

Efterhånden som den hedenske lære fortsat trængte ind i kristendommen, blev andre bibelske læresætninger også forvrænget eller forkastet.

Håbet om Riget blegner

Jesu disciple var fuldt ud klar over at de måtte holde sig vågne for at forstå hvornår Jesu lovede „nærværelse“ begyndte og hans rige kom. Med tiden indså de at dette rige skal herske over jorden i tusind år og forvandle den til et paradis. (Matt. 24:3; 2 Tim. 4:18; Åb. 20:4, 6) Bibelskribenterne gav det første århundredes kristne vidner stærke tilskyndelser til at holde sig åndeligt vågne og adskilt fra verden. (Jak. 1:27; 4:4; 5:7, 8; 1 Pet. 4:7) Men så snart apostlene var døde, blegnede de kristnes forventninger med hensyn til Kristi nærværelse og hans riges komme. Hvorfor?

Én faktor var den åndelige besmittelse med den græske lære om sjælens udødelighed. Efterhånden som denne lære slog rod blandt de kristne, opgav de håbet om tusindårsriget. Hvorfor? The New International Dictionary of New Testament Theology forklarer: „Læren om sjælens udødelighed blev indført i stedet for den nytestamentlige eskatologi [læren om „de sidste ting“] med dens håb om de dødes opstandelse og en ny skabning (Åb. 21. f.), således at sjælen dømmes efter døden og kommer i et paradis der nu opfattes som hørende til den hinsides verden.“ Sagt med andre ord: de frafaldne kristne troede at sjælen levede videre efter legemets død, og at Kristi tusindårsriges velsignelser derfor måtte høre åndeverdenen til. De „flyttede“ således Paradiset fra jorden til himmelen, hvor de mente at de frelste sjæle kom hen ved døden. Følgelig var der ingen grund til at være opmærksom på Kristi nærværelse og hans riges komme, for alle håbede på at komme op til Kristus i himmelen når de døde.g

[Ramme/illustration på side 36]

Platon og „kristendommen“

Den græske filosof Platon (der blev født omkring 428 f.v.t.) kunne umuligt vide at hans lære med tiden ville finde vej ind i den frafaldne kristendom. Platons væsentligste bidrag til „kristendommen“ har at gøre med treenighedslæren og læren om sjælens udødelighed.

Platons tanker om Gud og naturen havde indflydelse på kristenhedens treenighedslære. Opslagsværket „Nouveau Dictionnaire Universel“ forklarer: „Den platoniske treenighed, der selv kun var en tilpasning af ældre tiders treenigheder som stammede fra tidligere folkeslag, ser ud til at være den rationelle filosofiske treenighed af attributter der blev oprindelsen til de tre hypostaser, det vil sige guddommelige personer, som de kristne kirker lærer. . . . Denne græske filosofs opfattelse af den guddommelige treenighed . . . findes i alle oldtidens [hedenske] religioner.“ — Bind 2, side 1467.

Angående læren om sjælens udødelighed siges der i „New Catholic Encyclopedia“: „Den kristne forestilling om en åndelig sjæl der er skabt af Gud og indgivet legemet ved undfangelsen så mennesket bliver en levende helhed, er et resultat af en lang udvikling af kristen filosofi. Kun Origenes [død ca. 254 e.v.t.] i østen og Augustin [død 430 e.v.t.] i vesten gjorde sjælen til en åndelig substans og udformede en filosofisk teori om dens natur. . . . [Augustins] lære . . . kan i meget (nogle svagheder indbefattet) føres tilbage til nyplatonismen.“ — Bind XIII, side 452, 454.