Den græske læge Hippokrates, der levede i det femte og fjerde århundrede f.v.t., vendte sig imidlertid imod overtroen. Han har lagt navn til den hippokratiske ed, lægeløftet som fastslår lægegerningens etik. I bogen Moments of Discovery — The Origins of Science siges der at Hippokrates også var „en af de første der udfordrede præsternes monopol på at finde årsagen til menneskets sygdomme“. Med sin videnskabelige behandling af emnet søgte han at finde naturlige forklaringer på sygdommene. Religiøs overtro og gætteværk måtte vige for fornuft og erfaring.

Ved at adskille de religiøse idéer fra lægekunsten, tog Hippokrates et skridt i den rigtige retning. Den dag i dag bliver vi imidlertid stadig mindet om lægevidenskabens religiøse baggrund. Dens symbol, den græske lægegud Asklepios’ stav der er omslynget af en slange (den såkaldte Æskulapstav se GX 10:333), kan spores tilbage til oldtidens templer hvor man holdt hellige, undergørende slanger. Ifølge The Encyclopedia of Religion mentes disse slanger at kunne „give nyt liv og genfødsel i sundhed“.

Hippokrates kaldes også lægekunstens fader. Men på flere punkter tog han fejl. The Book of Popular Science bemærker at nogle af hans fejlagtige forestillinger „virker groteske i vore øjne“. Men opslagsværket advarer imod lægelig arrogance, og tilføjer: „Nogle af de medicinske teorier der nu er særdeles velunderbyggede vil en fremtidig generation finde groteske.“

De allestedsnærværende grækere

Uanset om man beskæftiger sig med religiøs, politisk eller økonomisk historie, støder man på grækerne. De fostrede mange berømte filosoffer, et ord der for øvrigt kommer af det græske ord filosofiʹa, der betyder „kærlighed til visdom“. Grækernes kærlighed til visdom og deres kundskabstørst var almindeligt kendt dengang den kristne apostel Paulus i det første århundrede besøgte landet. Han henvendte sig til de epikuræiske og stoiske filosoffer, der, ligesom alle ’athenerne og de fremmede som var på besøg dér, ikke brugte deres fritid til andet end at fortælle eller at høre nyt’. — Apostelgerninger 17:18-21.

Det kan derfor ikke overraske at grækerne er det oldtidsfolk som har efterladt videnskaben den største arv. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Græsk filosofis forsøg på at fremstille en teori om universet til erstatning for de mytiske kosmologier, førte slutteligt til reelle videnskabelige opdagelser.“

Faktisk kom nogle af de græske filosoffer med betydelige bidrag til vor forståelse af vore omgivelser. De forsøgte at luge deres forgængeres fejlagtige tanker og idéer ud, samtidig med at de byggede på et grundlag som de fandt korrekt. (I rammen ses nogle eksempler på dette.) Oldtidens græske filosoffer var dem som kom nutidens videnskabelige tankegang nærmest. En mere spekulativ form for naturvidenskab blev faktisk kaldt for „naturfilosofi“.

Med tiden blev det filosofielskende Grækenland imidlertid overskygget af Romerriget. Hvilken betydning fik det for videnskaben? Og hvilke følger fik kristendommens komme? Disse spørgsmål vil blive besvaret i tredje del af denne serie.

[Ramme på side 22]

Antikkens „videnskabsmænd“

THALES fra Milet (sjette århundrede f.v.t.), især kendt for sit virke inden for matematik og for sin teori om at alt stof stammer fra et urstof, vand. Søgte en naturlig forklaring på fænomenerne i kosmos, hvilket ifølge The New Encyclopædia Britannica var „afgørende for udviklingen af den videnskabelige tankegang“.

Sokrates (femte århundrede f.v.t.) kaldes i The Book of Popular Science „skaberen af diskuterekunsten — dialektikken — som faktisk er noget nær kernen i den videnskabelige metode“.

Demokrit fra Abdera (femte til fjerde århundrede f.v.t.) lagde grundlaget for atomteorien om universet samt teorierne om stofs uforgængelighed og energiens konstans.

Platon (femte til fjerde århundrede f.v.t.) oprettede Akademiet i Athen som center for metodisk studium af filosofi og videnskab.

Aristoteles (fjerde århundrede f.v.t.), dygtig biolog, grundlagde Lykeion, en institution med mange videnskabelige discipliner. I over 1500 år dominerede hans tanker videnskaben, og han blev betragtet som den øverste videnskabelige autoritet.

Euklid (fjerde århundrede f.v.t.), antikkens største matematiker, bedst kendt for sit omfattende studium af geometrien, et græsk ord som betyder „landmåling“.

Hipparchos fra Nikæa (det andet århundrede f.v.t.), fremragende astronom og trigonometriens grundlægger, klassificerede stjernerne efter lysstyrke, et system der i det store og hele stadig bruges. Var forløber for Ptolemæus, en dygtig geograf og astronom der levede i det andet århundrede e.v.t. og som byggede videre på Hipparchos’ resultater og lærte at Jorden er universets centrum.