Hvorfra stammer læren om at menneskesjælen er usynlig og udødelig?

Vanskeligheden ligger i at de forestillinger man i dag normalt forbinder med ordet „sjæl“, ikke stammer fra De Hebraiske eller De Kristne Græske Skrifter, men fra oldtidens græske filosofi, altså i virkeligheden fra hedensk religiøs tankegang. Den græske filosof Platon citerer for eksempel Sokrates for ordene: „Hvis Sjælen renset frigør sig fra Legemet og ikke fører noget legemligt med sig, . . . drager den dog vel bort til Usynlighedens Land, som er beslægtet med den selv, det guddommelige og uforgængelige Tankens Land, hvor den finder den lykkelige Fred, frigjort fra al Uro og Uforstand, fra Frygt og vilde Lidenskaber og alle andre menneskelige Ulykker; og dér vil den . . . hele den kommende Tid i Sandhed fortsætte sin Tilværelse i Samliv med Guder.“ — Faidon, 80, D, E; 81, A; Platons Skrifter ved Carsten Høeg og Hans Ræder, København 1934, bd. 3, s. 201.

Da sådanne ordbøger hovedsagelig bygger på klassiske græske værker, medtager de naturligvis også alle de betydninger som de hedenske græske filosoffer gav ordet, deriblandt „henfaren ånd“, „den immaterielle og udødelige sjæl“, „universets ånd“ og „det immaterielle bevægelses- og livsprincip“. Øjensynlig fordi nogle af de hedenske filosoffer lærte at sjælen forlod legemet ved døden, blev psychēʹ også brugt i betydningen „møl eller sommerfugl“, skabninger der gennemgår en metamorfose, en forvandling fra larve til vinget insekt. — Liddell og Scotts Greek-English Lexicon, revideret af H. Jones, 1968, s. 2026, 2027; Donnegans New Greek and English Lexicon, 1836, s. 1404.

De klassiske græske forfattere anvendte psychēʹ på forskellige måder og var ikke altid konsekvente, da de lod sig influere af deres personlige og religiøse opfattelser. Om Platon — hvis filosofi den almindelige opfattelse af „sjælen“ kan føres tilbage til — siges der: „Mens han undertiden siger at den ene af sjælens [påståede] tre dele, den ’intelligible’, nødvendigvis må være udødelig, mens de to andre dele er dødelige, taler han også som om der er to sjæle i legemet, den ene udødelig og guddommelig, den anden dødelig.“ — The Evangelical Quarterly, London 1931, bd. III, s. 121, „Tanker om læren om menneskenaturens trikotomi“ af A. McCaig.