Grækenland omfattede den sydlige del af den bjergrige Balkanhalvø samt øerne deromkring i Det Joniske Hav mod vest og Det Ægæiske Hav mod øst. Mod syd lå Middelhavet. Nordgrænsen kan ikke fastslås med sikkerhed, især fordi de tidlige javanitter i Grækenland ikke var sammenknyttet som et egentligt folkeslag. I senere perioder har det der kaldtes „Grækenland“, imidlertid strakt sig til landskaberne Illyrien (der grænsede op til Adriaterhavet) og Makedonien. Makedonierne har muligvis været af samme afstamning som de senere grækere.

Javanitterne i Grækenland blev tidligt et søfarende folk. Italiens „støvlehæl“ lå kun ca. 160 km fra Nordvestgrækenland, på den anden side af Otrantostrædet. I havet mod øst tjente de mange øer (undersøiske bjerge hvis toppe ragede op over havet) som vældige vadesten over Det Ægæiske Hav til Lilleasien. I Ægæerhavets nordøstlige hjørne førte det snævre Hellespontstræde (også kaldet Dardanellerne) ind til Marmarahavet og videre gennem Bosporusstrædet til Sortehavet. Og ved at sejle langs Lilleasiens sydkyst nåede græske skibe tidligt til Syriens og Palæstinas kyster. Et skib kunne tilbagelægge op til 100 km i løbet af dagens lyse timer. Overbringelsen af Paulus’ breve til thessalonikerne i Makedonien (sandsynligvis skrevet i Korinth) kan derfor have taget en uge eller mere, afhængigt af vejrforholdene og antallet af havne der blev anløbet undervejs.

Den græske befolkning og dens indflydelse bredte sig langt ud over fastlandets grænser. De mange øer i Det Joniske og Det Ægæiske Hav blev regnet for hørende til det egentlige Grækenland, og Syditalien og Sicilien blev medregnet til det såkaldte Storgrækenland (lat.: Graecia Magna). De historiske vidnesbyrd viser at javanitterne i Grækenland havde kontakt og handelssamkvem med javanitterne i Tarsis (Spanien), hvorved de langt overgik fønikierne. Og de havde tilsvarende forbindelser med javanitterne på Cypern.