Dyrkelsen af modergudinder vinder udbredelse

Édouard Dhorme omtaler også „Isjtardyrkelsens udbredelse“. Den bredte sig til hele Mesopotamien, og Isjtar selv eller gudinder med andre navne men med de samme attributter, blev dyrket i Ægypten, Fønikien, Kana’an, Anatolien (Lilleasien), Grækenland og Italien.

Mod nordvest, i Anatolien, modsvaredes Isjtar af Kybele, der var kendt som gudernes Store Moder. Hun blev også benævnt Den Der Undfanger Alle, Den Der Nærer Alle og Alle Velsignedes Moder. Fra Anatolien bredte Kybelekulten sig til Grækenland og derfra til Rom, hvor den holdt sig indtil lang tid efter vor tidsregnings begyndelse. Denne frugtbarhedsgudinde blev dyrket med ekstatisk dans, hendes præster lemlæstede sig selv, vordende præster kastrerede sig selv, og gudindens statue blev båret i procession under stor pragtudfoldelse.b

De første grækere tilbad en gudinde ved navn Gaia, også en „Moder Jord“. Men i deres gudekreds indlemmedes med tiden gudinder der mindede om Isjtar, for eksempel Afrodite, frugtbarhedens og kærlighedens gudinde; Athene, krigsgudinden; og Demeter, agerdyrkningens gudinde.

I Rom var Venus kærlighedsgudinde og svarede således til grækernes Afrodite og babyloniernes Isjtar. Romerne tilbad imidlertid også gudinderne Isis, Kybele og Minerva (grækernes Athene), som alle havde arvet et eller flere træk fra det babyloniske forbillede Isjtar.