EN UNG KONGE EROBRER VERDEN

FOR omkring 2300 år siden stod en lyshåret hærfører i tyverne på en strandbred ved Middelhavet. Hans blik var rettet mod en øby der lå omkring en kilometer borte. Han var blevet nægtet adgang til byen, og rasende besluttede han at erobre den. Hvordan ville han angribe den? Hans plan var at bygge en dæmning ud til byen og ved hjælp af den føre sine styrker derud. Bygningen af dæmningen var allerede påbegyndt.

Men et budskab fra Perserrigets store konge afbrød den unge hærfører. Ivrig efter at slutte fred fremsatte den persiske hersker et usædvanligt tilbud: 10.000 talenter guld (svarer til en nutidig værdi af mellem 12 og 13 milliarder kroner), ægteskab med en af kongens døtre og herredømmet over hele den vestlige del af Perserriget. Alt dette mod udlevering af kongens familie, som hærføreren havde taget til fange.

Feltherren som skulle tage stilling til om han ville tage imod eller afvise tilbudet, var Alexander III af Makedonien. Skulle han tage imod tilbudet? „Det var et skæbnesvangert øjeblik for hele oldtidens verden,“ siger den tyske historiker Ulrich Wilcken. „Eftervirkningerne af hans afgørelse har faktisk kunnet mærkes gennem hele middelalderen frem til vor tid, både i øst og vest.“ Før vi ser på hvad Alexander svarede, lad os da betragte de begivenheder der førte frem til dette afgørende øjeblik.

EN EROBRER BLIVER TIL

Alexander blev født i Pella i Makedonien i 356 f.v.t. Hans far var kong Filip II, og hans mor hed Olympias. Hun fortalte Alexander at de makedoniske konger nedstammede fra Herakles, som var søn af den græske gud Zeus. Ifølge Olympias var en af Alexanders forfædre Achilleus, helten i Homers digt Iliaden. Således formet af sine forældre til at gøre erobringer og indlægge sig kongelig hæder interesserede den unge Alexander sig kun lidt for andre beskæftigelser. Da han blev spurgt om han ville deltage i De Olympiske Lege, svarede han at det ville han godt hvis han skulle konkurrere med konger. Hans mål var at gøre større gerninger end hans far havde gjort, og at vinde berømmelse ved at udføre store bedrifter.

Da han var 13, fik han som lærer den græske filosof Aristoteles, der gav ham interesse for filosofi, lægekunst og naturvidenskab. Hvor meget Aristoteles’ filosofiske lære bidrog til at forme Alexanders tankegang, kan diskuteres. „Man kan dog roligt sige, at der ikke var særlig meget de to kan have været enige om,“ siger filosoffen Bertrand Russell. „Aristoteles’ politiske synspunkter var baseret på den græske bystat, der var lige ved at være på vej ud af sagaen.“ Forestillingen om en lille bystat kan næppe have appelleret til en ærgerrig prins der ville opbygge et stort imperium med et centralt styre. Alexander må også have været skeptisk over for den aristoteliske lære at ikkegrækere skulle behandles som slaver, for han så i ånden et imperium hvor der eksisterede et frugtbart partnerskab mellem sejrherrer og besejrede.

Der kan dog næppe være megen tvivl om at Aristoteles gav Alexander interesse for at læse og at tilegne sig viden. Alexander var hele sit liv en ivrig læser, med særlig forkærlighed for Homers digte. Det fortælles at han kunne hele Iliaden — 15.693 verslinjer — udenad.

Aristoteles’ undervisning af Alexander sluttede brat i 340 f.v.t. da den sekstenårige prins måtte rejse tilbage til Pella for at regere i sin fars fravær. Kronprinsen udmærkede sig hurtigt ved at udføre militære bedrifter. Til kong Filips store glæde nedkæmpede han hurtigt en oprørsk stamme, maiderne, i Thrakien, stormede deres vigtigste by og gav den navnet Alexandroúpolis efter sig selv.

DET STORE EROBRINGSTOGT

Mordet på Filip II i 336 f.v.t. førte til at den tyveårige Alexander overtog Makedoniens trone. I foråret 334 f.v.t. begav han sig ud på et erobringstogt. Han gik over Hellespont (nu Dardanellerne) og ind i Asien med en lille, men veltrænet hær på 30.000 mand fodfolk og 5000 ryttere. Ingeniører, landmålere, arkitekter, videnskabsmænd og historikere ledsagede hæren.

Alexander vandt sit første slag mod perserne ved floden Granikos i det nordvestlige hjørne af Lilleasien (nu Tyrkiet). Vinteren efter erobrede han det vestlige Lilleasien. Det andet afgørende slag mod perserne fandt sted det følgende efterår ved Issos i det sydøstlige hjørne af Lilleasien. Den store perserkonge Darius III mødte her Alexander med en hær på omkring en halv million mand. Den selvsikre Darius havde også taget sin mor, sin hustru og andre medlemmer af sin familie med så de med egne øjne kunne se det der skulle have været en eklatant sejr. Men perserne var ikke forberedte på den pludselighed og voldsomhed hvormed det makedoniske angreb fandt sted. Alexanders styrker tilføjede den persiske hær et stort nederlag. Darius måtte flygte og efterlade sin familie i Alexanders hænder.

I stedet for at forfølge de flygtende persere marcherede Alexander mod syd langs Middelhavets kyst og erobrede de støttepunkter der blev brugt af den mægtige persiske flåde. Øbyen Tyrus holdt imidlertid stand over for Alexander. Han var dog besluttet på at erobre byen og indledte en belejring der varede i syv måneder. Under belejringen kom det tidligere nævnte fredstilbud fra Darius. Indrømmelserne var så fordelagtige at Alexanders tro rådgiver, Parmenion, skal have sagt: ’Hvis jeg var Alexander, ville jeg tage imod tilbudet.’ Hvortil den unge general skal have svaret: ’Det ville jeg også hvis jeg var Parmenion.’ Alexander afslog at forhandle, fortsatte belejringen af øbyen og ødelagde denne havets stolte herskerinde i juli 332 f.v.t.

Alexander fortsatte mod syd, skånede Jerusalem, som overgav sig til ham, og erobrede Gaza. Ægypten, som var træt af det persiske styre, hilste ham velkommen som befrier. I Memfis ofrede han til Apistyren og vandt således de ægyptiske præster for sig. Han grundlagde også byen Alexandria, som stadig bærer hans navn, og som kom til at kappes med Athen om at være det store lærdomscenter.

Derefter vendte Alexander sig mod nordøst og marcherede gennem Palæstina mod floden Tigris. I 331 f.v.t. kom det til det tredje store slag mod perserne, ved Gaugamela, ikke langt fra Nineves ruiner. Her besejrede Alexanders hær på 47.000 mand en reorganiseret persisk hær på mindst 250.000 mand. Darius flygtede og blev senere myrdet af sine egne.

Sejrsberuset marcherede Alexander mod syd og indtog de persiske kongers vinterhovedstad, Babylon. Han besatte også hovedstæderne Susa og Persepolis, bemægtigede sig de enorme persiske skatte og nedbrændte Xerxes’ store palads. Endelig indtog han hovedstaden Ekbatana. Derefter underlagde denne hurtige erobrer sig resten af det persiske rige og nåede så langt mod øst som til Indusfloden i vore dages Pakistan.

Da Alexander gik over Indus i det område der grænsede op til den persiske provins Taxila, mødte han en formidabel modstander, den indiske fyrste Poros. Mod ham kæmpede Alexander sit fjerde og sidste store slag. Det var i juni 326 f.v.t. Poros’ hær bestod af 35.000 soldater og 200 elefanter, som skræmte makedoniernes heste. Kampen var hård og blodig, men Alexanders styrker gik af med sejren. Poros overgav sig og sluttede forbund med Alexander.

Der var gået mere end otte år siden den makedoniske hær var gået over Hellespont, og soldaterne var trætte og led af hjemve. Den hårde kamp mod Poros havde tappet dem for kræfter, og de ville hjem. Alexander var først modvillig, men efterkom til sidst deres ønske. Grækenland var nu blevet en verdensmagt. Græsk sprog og kultur spredtes til hele riget ved hjælp af de græske kolonier der oprettedes i de erobrede områder.

MANDEN BAG SKJOLDET

Det var Alexanders personlighed der holdt den makedoniske hær sammen i de år erobringerne stod på. Efter slagene plejede Alexander at aflægge besøg hos de sårede. Han undersøgte deres sår, roste soldaterne for deres tapperhed og mod og belønnede dem med gaver der stod i forhold til deres bedrifter. For de faldne arrangerede han storslåede begravelser. Deres forældre og børn blev fritaget for alle skatter og former for tjeneste. Som en adspredelse efter slagene sørgede Alexander for at der var kamplege og konkurrencer. I ét tilfælde sørgede han for at nygifte soldater fik en orlov som tillod dem at tilbringe vinteren i Makedonien sammen med deres hustruer. På denne måde vandt han sine soldaters hengivenhed og beundring.

Om Alexanders giftermål med den baktriske prinsesse Roxane skriver den græske forfatter Plutarch: „Det er rigtigt at ægteskabet blev indgået fordi Alexander havde forelsket sig, men samtidig tjente det også hans eget specielle formål. Det smigrede nemlig det undertvungne folk at se ham vælge en hustru blandt deres egne, og det fik dem til at føle den stærkeste hengivenhed for ham at han, den mest mådeholdne af alle, i den eneste lidenskab han gav efter for, dog holdt sig tilbage til han kunne opnå hende på lovlig og ærbar vis.“

Alexander respekterede også andres ægteskab. Skønt han havde taget kong Darius’ hustru til fange, sørgede han for at hun blev behandlet som det sømmede sig. Og da han hørte at to makedoniske soldater havde krænket nogle fremmede hustruer, gav han ordre til at de skulle henrettes hvis de blev fundet skyldige.

Som sin mor, Olympias, var Alexander meget religiøs. Han plejede at bringe ofre før og efter et slag og at rådspørge sine spåmænd angående betydningen af visse varsler. Han rådspurgte også guden Ammons orakel i Den Libyske Ørken. I Babylon fulgte han kaldæernes anvisninger på hvordan man bragte ofre, især til den babyloniske gud Bel (Marduk).

Alexander var meget mådeholden i sine spisevaner, men med tiden forfaldt han til et umådeholdent drikkeri. Han udbredte sig i lange taler over hvert bæger vin og pralede af sine bedrifter. Et af hans mørkeste øjeblikke var da han i fuldskab dræbte vennen Kleitos. Han var så angerfuld og selvfordømmende at han lagde sig til sengs i tre dage og hverken ville spise eller drikke. Til sidst fik hans venner ham dog overtalt til at tage føde til sig.

Som tiden gik, fik Alexanders begær efter berømmelse andre lidet flatterende karaktertræk til at træde frem hos ham. Han begyndte at fæste lid til falske anklager og at straffe ofrene med den største strenghed. For eksempel blev han forledt til at tro at Parmenions søn Filotas var med i en sammensværgelse som stræbte ham efter livet, og både Parmenion, som tidligere havde været hans rådgiver, og som han havde stolet på, og Filotas blev henrettet.

ALEXANDERS NEDERLAG

Kort efter at Alexander var vendt tilbage til Babylon, fik han malaria og kom sig ikke. Den 13. juni 323 f.v.t. måtte han bukke under for den mægtigste fjende, døden, efter at have levet i blot 32 år og 8 måneder.

Det kom til at passe hvad nogle indiske vismænd havde sagt: „Kong Alexandros, ethvert Menneske ejer kun saa meget af Jorden, som den Strækning er, paa hvilken vi staar; men du, som dog kun er et Menneske, der ganske ligner alle andre paa det nær, at du er rastløs og formastelig i dit Stræv, du iler fra dit eget Land hen over saa stor en Del af Jorden, mens du baade paadrager dig selv Bryderier og forvolder andre det samme. Og dog skal du jo, naar du om en kort Tid er død, kun besidde saa meget af Jorden, som er tilstrækkeligt for dit Legeme til at ligge begravet i.“ — Arrianos: Alexandros’ Bedrifter, VII, Kapitel 1. Oversat af M. C. Gertz, 1913-15.

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ALEXANDERS EROBRINGER

MAKEDONIEN

ÆGYPTEN

Babylon

Indusfloden

[Illustration]

Alexander

[Illustration]

Aristoteles og hans elev Alexander

[Helsides illustration]

[Illustration]

Medalje som menes at bære Alexander den Stores billede