En ydmyg lærer ved navn Manolis Lionoudakis gjorde imidlertid fremskridt i sandheden. Han blev smidt ud af sit hjem, opgav sit arbejde som lærer og begyndte i pionertjenesten i Heraklion. Han gik fra hus til hus i hele byen. På grund af sine aktiviteter blev han stillet for retten og idømt et års eksil på øen Amorgos i øgruppen Kykladerne. Han fortæller: „Efter at jeg havde været dér i seks måneder, kom der pludselig en mand fra Kreta ved navn Kokkinakis. Jeg havde forkyndt for ham på Kreta. Han havde været interesseret og var blevet forvist på grund af sin nye overbevisning! Nu havde jeg en jeg kunne studere Vagttårnet med. Min nye trosfælle blev døbt i havet ved Amorgos.“

Broder Kokkinakis er i dag 84 år gammel og har tjent Jehova trofast i 54 år. I 1938 var han det første Jehovas vidne i Grækenland som blev arresteret for at have overtrådt loven om hvervning af proselytter. Hans seneste retslige kamp er omtalt i begyndelsen af denne beretning. I alt har han været arresteret over 60 gange for fredeligt at udøve sin religion.

Fra den ringe begyndelse er der nu 13 menigheder på Kreta, et vidnesbyrd om brødrenes og søstrenes udholdenhed og flittige indsats i mange vanskelige år.

Samos

En af de første forkyndere på øen Samos, Dimitris Makris, fortæller hvordan han lærte sandheden at kende: „I januar 1926 hørte jeg en af bibelstudenterne forkynde i en butik og præsenterede mig. Næste dag var Penelope og jeg til stede ved en debat. Jeg spurgte brødrene hvordan de så hurtigt kunne svare ud fra Bibelen. ’Man må studere Bibelen,’ sagde de til mig. De viste mig bogen Guds Harpe og fortalte mig hvordan man skulle læse den. Derefter var vi en gruppe på fem som hver aften studerede bogen — ofte lige til den lyse morgen. Sidst på året blev vi døbt da der kom en pilgrim, broder Koukoutianos, på besøg. I 1927 holdt vi et lille stævne på Samos, og der kom 40 personer fra øen.

Vi besluttede at besøge alle landsbyerne på øen med den eneste publikation vi havde, en brochure med titlen Helvede. Nogle af de spørgsmål den besvarede, var: „Hvad er det? Hvem er der? Kan de slippe ud?“ I den ene landsby efter den anden fik vi prygl. I marts 1928 slæbte en præst mig for retten sammen med en søster fra De Forenede Stater — skønt det var ham der havde slået os. Under retsmødet spurgte dommeren præsten: ’Havde I ikke [et træ] i byen hvor I kunne hænge ham?’ Jeg blev idømt to måneders fængsel. Det år holdt jeg mindehøjtiden helt alene.“

Jehova har velsignet brødrenes slid og udholdenhed. Der er nu tre stærke menigheder på Samos.

Små begyndelser på Korfu

I 1923 var der fire brødre på den smukke ø Korfu, der ligger ved Grækenlands vestkyst, over for det italienske fastland. Georgios Douras og Christos Papakos husker hvordan arbejdet foregik i disse år: „Vi bestemte os for at holde et offentligt foredrag i et teater i hovedstaden. Klokken 10 var alle siddepladser besat, der var omkring tusind til stede. Forrest sad nogle medlemmer af advokatstanden. Imidlertid kom politimesteren og oplyste at foredraget ikke kunne holdes. En advokat i forsamlingen blev vred og udbad sig en forklaring. Efter at have fået at vide at ærkebiskoppen stod bag, råbte han: ’Mine herrer, jeg er fransk konsul. Det er forbudt at høre foredraget i dette teater. Kom med mig til det franske konsulat. Dér er det tilladt.’ Foredragsholderen, broder Douras, fulgte som den første konsulen; derefter kom resten af publikum. Forestil jer hvilket optrin det var da folkemængden banede sig vej gennem Korfus gader til det franske konsulat for at høre foredraget!“

En kolportør (heltidsforkynder) ved navn Charalampos Beratis løb også ind i modstand på Korfu i 1923. Han fortæller: „I landsbyen Pagi samlede alle indbyggerne sig på torvet. Jeg viste dem Selskabets publikationer, og mange tog imod bøgerne. Men så dukkede landsbypræsten op. Han hev i min frakke og proklamerede: ’I lovens og kongens navn: Jeg arresterer Dem!’ Han forsøgte at tilkalde politiet pr. telefon, men den virkede ikke. Jeg bad inden i mig selv til Jehova om at han ville lede mig. Til sidst tog jeg min bogtaske og råbte: ’I Jehovas navn: Jeg tager min bogtaske og går!’ Der var åndeløs stilhed; ingen mælede et ord. Jeg gik blot min vej og fortsatte i forkyndelsen!“

Der er nu 47 menigheder med 2500 forkyndere på de spredte øer omkring Grækenland.

Pionergerningen

Selv i disse vanskelige år var der nogle nidkære grækere som ønskede at gøre tjenesten til deres livsgerning. Michalis Kaminaris, en af de første pionerer, vendte i 1934 hjem til Grækenland, med et brændende ønske om at forkynde den gode nyhed på heltidsbasis. Inden længe fik han følgeskab af Michalis Triantafilopoulos. Disse to gennemgik mange distrikter i Grækenland. Broder Kaminaris fortæller: „Efterhånden som arbejdet havde fremgang intensiveredes modstanden. I byen Magouliana mødte vi en pøbelskare, og i landsbyen Prasino anførte den lokale præst et angreb på os. I Messenia-præfekturet og Aetolia og Akarnia-præfekturet førtes der mange retssager angående spørgsmålet om proselythvervning.

For at begrænse antallet af arrestationer anbefalede Selskabet os at arbejde hver for sig. Det var hårdt at arbejde helt alene uden nogen at tale med, men jeg tog fat uden at dvæle ved farerne og ensomheden, idet jeg havde fuld tillid til Jehova. Tit og ofte sagde folk: ’Vi kan forestille os at du får mange penge for at komme helt ud og besøge os.’ De anede ikke at jeg ofte var sulten og ikke vidste hvor jeg skulle sove. Når jeg nogle gange befandt mig i et fjendtligt område kunne det sikreste være at sove på kirkegården.“ Broder Kaminaris har været medlem af betelfamilien siden 1945. Antallet af almindelige pionerer er steget fra 8 i 1938 til mere end 1800 i 1993.

Forsøg på at standse forkyndelsen

For at støtte det frugtbærende forkyndelsesarbejde installerede Selskabet den 19. februar 1936 sit første trykkeri i Grækenland. Det var i kælderen i Lombardou-gaden 51 i Athen. Maskineriet var en brugt Offenbach-fladtrykpresse. I maj samme år begyndte denne trykkemaskine at trykke Den gyldne Tidsalder (nu Vågn op!). Vagttårnet blev stadig trykt i De Forenede Stater.

Præsteskabet ønskede imidlertid ikke at dette nye blad skulle udbredes. I udgaven for august 1936 blev det derfor meddelt at viceministeren for kommunikation og postvæsen under gejstlig indflydelse havde forbudt postomdeling af bladet. Abonnenterne blev imidlertid forsikret om at de fortsat ville modtage bladet regelmæssigt. Men det værste ventede endnu.

Den 4. august 1936 skete der et regeringsskifte. Ioannis Metaxas blev landets nye præsident, med uindskrænket magt. I 1938, da forkyndertallet var nået op på 212, blev der vedtaget en lov som forbød hvervning af proselytter. Denne lov har lige siden været en af de største hindringer for forkyndelsesarbejdet i Grækenland. Under et møde i Athen i oktober 1939 blev 85 brødre og søstre arresteret. Sikkerhedspolitiet anbragte 35 søstre i ét rum mens de satte brødrene i varetægtsfængsel på forskellige politistationer.

Næste dag blev broder Karanassios, landstjeneren, arresteret på Selskabets kontor. Trykkeriet blev lukket, og Selskabets ejendom konfiskeret. På præsternes foranledning blev alle brødrene udsat for pres til at skrive under på en erklæring om at de ville vende tilbage til den græsk-ortodokse kirke. De blev truet med forvisning til fjerntliggende øer i Ægæerhavet.

En af de 85, Kostas Christou, husker en underfundig afpresningstaktik de brugte. De sagde: „Hr. Christou, deres hustru har allerede underskrevet en erklæring. Hun vil blive sat fri. Det ville være synd for hende hvis hun skulle være alene mens De er forvist til øen Serifos!“ Broder Christou svarede imidlertid: „Min kone er afhængig af Jehova, ikke af mig. Hun er fri til at træffe sit eget valg. Men jeg er overbevist om at min kone ikke har skrevet under. Og hvad skulle hun desuden skrive under på? At det er forkert at tilbede Skaberen?“

En mand som stod på god fod med præsidenten kendte også Jehovas vidner. Han syntes at beslutningen om forvisning var helt hen i vejret. Derfor sagde han til præsidenten: „Disse mennesker er ikke vore politiske modstandere. Hvad har de gjort? De venter på Guds rige. Det vil være godt når det kommer. Vi venter det også.“ Diktatoren var overbevist og gav befaling om at afgørelsen straks skulle annulleres. Brødrene var glade. Kun 6 ud af de 85 arresterede havde givet efter for presset. Efter et retsmøde blev afdelingskontorets ejendom og penge givet tilbage. Afdelingskontoret og trykkeriet begyndte igen frit at fungere. Men ikke længe!

Krigsårene

Den 28. oktober 1940 erklærede Italien Grækenland krig, hvorved landet blev kastet ud i den anden verdenskrig. Tyske og bulgarske hære invaderede Grækenland og slog mange ihjel. Nitten brødre mistede livet. Der blev indført undtagelsestilstand. Mange brødre blandt de 225 forkyndere risikerede at blive stillet for en krigsret på grund af deres neutrale standpunkt. Nogle blev idømt mellem 7 og 20 års fængsel, andre fik livstidsdomme. I nogle tilfælde blev de, ligesom Emmanuel Paterakis fra Kreta, dømt til døden. Under den tyske besættelse blev der dog ikke henrettet nogen i Grækenland.

Under besættelsen blev Selskabets bøger forbudt, men nogle af dem nåede dog frem til brødrene. Efter april 1941 kom den åndelige føde frem ad underjordiske kanaler. Al kommunikation med brødrene på hovedkontoret ophørte. Artikler fra ældre numre af Vagttårnet blev kopieret på en duplikator, og det samme gjaldt bøgerne Religion og Frelse og brochuren Flygtninge. Brødrene fortsatte med at forkynde, men uformelt. De udlånte brochurer til interesserede og indbød dem der viste yderligere interesse, til at mødes i små grupper. Mange lærte sandheden at kende på denne måde.

Forfølgelse under krigen

I Eleftherohori blev en anden velfungerende menighed udsat for lidt af hvert i krigsårene. Elias Panteras beretter: „Årtiet 1940-50 var en tid med ildprøver. Når brødrene gik fra hus til hus, ringede kirkeklokkerne, og byens overhoved dukkede op sammen med præsterne og politiet for at arrestere brødrene og stille dem for retten. Ved to lejligheder ransagede nationalistiske grupper anført af en politibetjent brødrenes hjem og førte dem til den ortodokse kirke. De forsøgte at tvinge dem til at gøre korsets tegn og kysse ikonerne. Da brødrene nægtede, blev de slået uden skånsel.“

Kommunistiske grupper og lokale ledere arresterede engang brødrene og befalede dem at stå vagt. Da de nægtede, blev de ført til en nærliggende landsby og overgivet til myndighederne, som besluttede at Nicos Papageorgiou, Costas Christanas og Costas Papageorgiou skulle henrettes. Kun én af de syv dommere gik ikke ind for henrettelse. Brødrene blev ført til en bjergby. Dødsstraffen blev læst op for dem, og de blev bundet og pryglet. Under pryglingen rullede Nicos Papageorgiou, bundet på hænder og fødder, ned ad en bjergside, og blev først stoppet af et fremspring umiddelbart inden floden. Brødrene blev pryglet igen og igen i de næste otte dage og blev derefter løsladt.

Nicos Papageorgiou fortæller: „Delingsføreren fra Den Nationale Befrielsesfront tog mig med til sit kontor og fortalte mig at han var ked af at skulle sige at han havde fået befaling til at henrette mig. Han sagde at han ville forsøge at hjælpe mig men at jeg også måtte hjælpe ham. Jeg tog hans højre hånd og sagde: ’Hvis du holder af mig, så henret mig med det samme. Først hvis jeg fornægter min tro, har du grund til at græde på mine vegne.’“ Delingsføreren var tydeligt bevæget og satte broder Papageorgiou på fri fod. Det er værd at bemærke at alle der havde været med til at give ordre til henrettelse, kort efter omkom under krigshandlingerne.

Fire af dem, Timoleon Vasiliou, Thanasis Kallos, og Panagiotis og Nikos Zinzopoulos, blev den 3. oktober 1945 arresteret, udelukkende fordi de var Jehovas vidner. De blev bragt til en politistation, hvor de blev slået uafbrudt i 24 timer — især under fodsålerne. De unge mænd kunne ikke gå i en hel måned.