Kommunistiske grupper og lokale ledere arresterede engang brødrene og befalede dem at stå vagt. Da de nægtede, blev de ført til en nærliggende landsby og overgivet til myndighederne, som besluttede at Nicos Papageorgiou, Costas Christanas og Costas Papageorgiou skulle henrettes. Kun én af de syv dommere gik ikke ind for henrettelse. Brødrene blev ført til en bjergby. Dødsstraffen blev læst op for dem, og de blev bundet og pryglet. Under pryglingen rullede Nicos Papageorgiou, bundet på hænder og fødder, ned ad en bjergside, og blev først stoppet af et fremspring umiddelbart inden floden. Brødrene blev pryglet igen og igen i de næste otte dage og blev derefter løsladt.

Nicos Papageorgiou fortæller: „Delingsføreren fra Den Nationale Befrielsesfront tog mig med til sit kontor og fortalte mig at han var ked af at skulle sige at han havde fået befaling til at henrette mig. Han sagde at han ville forsøge at hjælpe mig men at jeg også måtte hjælpe ham. Jeg tog hans højre hånd og sagde: ’Hvis du holder af mig, så henret mig med det samme. Først hvis jeg fornægter min tro, har du grund til at græde på mine vegne.’“ Delingsføreren var tydeligt bevæget og satte broder Papageorgiou på fri fod.

Den 24. august 1944 blev fire af vore brødre anklaget for forræderi og dømt til døden af guerillaerne i Tourkolekas, en landsby nær byen Megalópolis. Da de blev ført til henrettelsespladsen indledte det tyske artilleri et overraskelsesangreb, og guerillasoldaterne blev spredt. Brødrene slap fri!