Snart fik Dimitris en stilling som skolelærer i øens største by, Vathy. Han læste fortsat bibelstudenternes publikationer, og en regnfuld aften fik vi besøg af to af dem fra øen Chios. De var vendt tilbage fra Amerika for at tjene som kolportører, som heltidsforkynderne dengang blev kaldt. Vi gav dem ly for natten, og de fortalte os mange ting vedrørende Guds hensigt.

Det var omkring dette tidspunkt vi fik at vide at endnu en bibelstudent, også en kolportør, var kommet til Samos. Da vi hørte at politiet havde nægtet ham tilladelse til at holde et offentligt bibelsk foredrag, begyndte vi at søge efter ham. Vi fandt ham i en butik. Han stod og talte med to græsk-ortodokse teologer. De to teologer forsvandt dog hurtigt, skamfulde over at de ikke havde kunnet forsvare deres tro ud fra Bibelen. Min mand var imponeret over kolportørens kundskab og spurgte ham: „Hvordan har du lært at bruge Bibelen så godt?“

„Vi læser Bibelen systematisk,“ svarede han, åbnede sin taske, tog studiehåndbogen Guds Harpe frem og viste os hvordan man kunne bruge denne bog i et sådant studium. Min mand og jeg var så ivrige efter at lære at vi straks fulgte med butiksindehaveren hjem sammen med kolportøren og to andre mænd. Kolportøren rakte hver af os et eksemplar af Guds Harpe, og vi begyndte at studere lige på stedet. Vi fortsatte til langt ud på natten, og da daggryet nærmede sig, begyndte vi at lære nogle af bibelstudenternes sange.

I tiden derefter læste jeg i Bibelen flere timer hver dag, og bibelstudenter fra udlandet fortsatte med at forsyne os med bibelsk læsestof. I januar 1926 indviede jeg mig til Gud i bøn, idet jeg aflagde et løfte om uforbeholdent at gøre hans vilje, og den følgende sommer symboliserede min mand og jeg vores indvielse ved vanddåben. Vi nærede et stærkt ønske om at tale med andre om de ting vi lærte, og begyndte derfor at tage del i hus-til-hus-forkyndelsen med traktaten Et Haabets Budskab.