Lovstridig fængsling

I henhold til værnepligtsloven ansøgte Dimitrios Tsirlis og Timotheos Kouloumbas, der begge er udnævnte ordets tjenere i Menigheden af Jehovas Kristne Vidner i Grækenland, i slutningen af 1989 og begyndelsen af 1990 hos deres respektive udskrivningskontorer om fritagelse for militærtjeneste. Ansøgningerne var vedlagt dokumentation for at de var udøvende ordets tjenere. Som forventeligt blev ansøgningerne afvist med den søgte begrundelse at Jehovas Vidner ikke er et „kendt trossamfund“.

Broder Tsirlis og broder Kouloumbas stillede ved de respektive forlægninger og blev arresteret, anklaget for lydighedsnægtelse og interneret. I mellemtiden afviste Det Nationale Forsvarshovedkvarter deres appelsag mod udskrivningskontorerne. Militærmyndighedernes argument var at den græsk-ortodokse kirkes Hellige Synode havde oplyst at Jehovas Vidner ikke udgør et anerkendt trossamfund! Dette var i modstrid med talrige domme afsagt af civile domstole der havde stadfæstet at Jehovas Vidner er et kendt trossamfund.

Militærretten dømte både broder Tsirlis og broder Kouloumbas skyldige i lydighedsnægtelse og idømte dem fire års fængsel. De appellerede dommene til Den Militære Appeldomstol, som udsatte behandlingen af appellen tre gange med forskellige begrundelser. Ved hver af udsættelserne nægtede man imidlertid at sætte appellanterne på fri fod mens de ventede på at deres sag skulle komme for, til trods for at græsk lov hjemler mulighed for dette.

I mellemtiden underkendte Den Administrative Højesteret i et andet sagsforløb de domme der var afsagt af Det Nationale Forsvarshovedkvarter, under henvisning til at Jehovas Vidner er et kendt trossamfund.

I løbet af de 15 måneder broder Tsirlis og broder Kouloumbas måtte tilbringe i militærfængselet i Avlona, blev de og andre indsatte Jehovas vidner udsat for særdeles umenneskelig og nedværdigende behandling. En rapport fra dengang omtaler „de uhumske forhold man byder [fanger som er Jehovas vidner], herunder det fordærvede kød og de musehaler der tit serveres til maden, fængselsledelsens vilkårlige indskrænkninger af besøgstiden, pladsmangelen som følge af at cellerne er overfyldte, og den uforholdsmæssigt strenge behandling af fanger som er militærnægtere.“

Langt om længe frifandt Den Militære Appeldomstol broder Tsirlis og broder Kouloumbas, men samtidig afgjorde retten at staten ikke kunne afkræves erstatning eftersom „fængslingen skyldtes grov forsømmelighed fra sagsøgernes side“. Det gav anledning til at man i juristkredse drøftede om det var brødrene eller militærretten der havde været forsømmelige.

Brødrene blev straks sat på fri fod og siden slettet af lægdsrullen med den begrundelse at de var ordets tjenere. Deres løsladelse blev hilst velkommen af Amnesty International, som samtidig udtrykte forhåbning om at Jehovas vidner fremover ville blive fritaget for værnepligt i overensstemmelse med græsk lov. Dette håb skulle dog snart blive gjort til skamme.

Appel til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

Efter frifindelsen og løsladelsen følte alle tre ofre for denne religiøse diskrimination sig etisk forpligtede til at indbringe deres sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. De begrundede deres appel med at de var blevet uretmæssigt fængslet (hvilket i sig selv var uretfærdigt), havde været udsat for mental og fysisk tortur og havde døjet en betragtelig moralsk og social tort ved gentagne gange at blive berøvet deres frihed i så langt et tidsrum. Af disse grunde søgte de en rimelig erstatning.

Den Europæiske Menneskerettighedskommission konkluderede enstemmigt at broder Tsirlis’ og broder Kouloumbas’ ret til frihed og personlig sikkerhed var blevet tilsidesat, at de var blevet ulovligt fængslet, og at de ikke havde fået en uvildig rettergang. Kommissionen nåede til en lignende afgørelse i broder Georgiadis’ sag.

Der rådes bod på uretfærdigheden

Sagen var berammet til den 21. januar 1997. Der var mange tilhørere i retslokalet, deriblandt studenter fra det lokale universitet, journalister og en del Jehovas vidner fra Grækenland, Tyskland, Belgien og Frankrig.

De tre Jehovas vidners advokat, Panos Bitsaxis, talte om „de græske myndigheders ufravigeligt stædige og forstokkede vægring mod at anerkende en bestemt religiøs mindretalsgruppes eksistens“, nemlig Jehovas Vidners. Han udtalte sig kritisk om de græske myndigheders vane med at hente deres holdning til Jehovas Vidner fra disses hovedmodstander, den græsk-ortodokse kirke. Han fortsatte: „Hvor langt skal dette have lov at udarte? . . . Og hvor længe?“ Han nævnte også at man „forholdt et bestemt trossamfund anerkendelse, hvilket forekommer absurd i lyset af at man derved direkte, åbenlyst og fornuftstridigt trodser i snesevis af afgørelser fra Den Administrative Højesteret“.

Den græske stats sagfører bekræftede de græske myndigheders forudindtagede holdning ved at fremsætte følgende påstand: „Man må ikke glemme at den ortodokse kirke gennem flere hundrede år har haft praktisk taget hele den græske befolkning som medlemmer. En naturlig følge heraf er at denne kirkes organisation, dens gejstliges status og deres rolle i kirken er veldefineret. Trossamfundet Jehovas Vidners gejstliges status er mindre veldefineret.“ Det kan man kalde en indrømmelse af at religiøse mindretal bliver behandlet fordomsfuldt i Grækenland.

Trosfriheden stadfæstet

Dommen faldt den 29. maj. Retsformanden, Rolv Ryssdal, bekendtgjorde at rettens ni dommere enstemmigt havde afgjort at Grækenland havde krænket artikel 5 og 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Domstolen tilkendte også sagsøgerne godt 480.000 kroner i skadeserstatning og til dækning af sagsomkostninger. Det vigtigste er at dommen indeholdt mange bemærkelsesværdige argumenter til støtte for trosfriheden.

I præmisserne hed det at „militærmyndighederne med overlæg havde tilsidesat“ den kendsgerning at Jehovas Vidner i Grækenland har Den Administrative Højesterets dom for at de udgør „et kendt trossamfund“. Videre hed det: „De relevante myndigheders stadige vægring mod at anerkende Jehovas Vidner som ’et kendt trossamfund’ og den deraf følgende tilsidesættelse af sagsøgernes frihedsrettigheder var diskriminerende sammenholdt med vilkårene for at ordets tjenere i den græsk-ortodokse kirke bliver fritaget.“

Sagen fik stor presseomtale i de græske medier. Avisen Athens News skrev: ’Europadomstolen revser Grækenland i sag om Jehovas Vidner.’ Dommen i sagen Tsirlis, Kouloumbas og Georgiadis mod Grækenland giver forhåbning om at den græske stat vil justere sin lovgivning efter Europadomstolens dom, sådan at Jehovas vidner i Grækenland kan nyde trosfrihed uden indblanding fra myndighederne, militæret eller kirken. Det kan nævnes at denne dom er endnu en i rækken af sager om trosfrihed ved Europadomstolen som går det græske retsvæsen imod.a

Jehovas vidner påskønner deres frihed og forsøger at anvende den til at tjene Gud og gavne deres medmennesker. Det var ikke for materiel vindings skyld at de tre ordets tjenere fra Jehovas Vidner førte deres sag helt op til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men udelukkende af moralske og etiske grunde. Som følge heraf har alle tre besluttet at erstatningssummen ubeskåret skal gå til fremme af Jehovas Vidners undervisningsarbejde.

Timotheos og Nafsika Kouloumbas