Kort tid efter kom min morbror fra Amerika på besøg, og med sig havde han tilfældigvis et bind i serien Studier i Skriften, som var skrevet af Charles Taze Russell og udgivet af bibelstudenterne, der i dag er kendt som Jehovas Vidner.

Da Dimitris åbnede bogen, faldt hans blik på en redegørelse for et emne han havde spekuleret over lige siden han var barn: „Hvad sker der med mennesket når det dør?“ I gymnasiet havde han bedt en græsk-ortodoks teolog om at svare på netop dette spørgsmål, men han havde ikke fået et tilfredsstillende svar. Dimitris blev så glad for den klare og logiske forklaring i bogen at han gik lige hen på landsbyens café, her som i det øvrige Grækenland mændenes traditionelle tilholdssted, og fortalte om de ting han havde lært fra Bibelen.

Vi tager standpunkt for sandheden

På det tidspunkt — i begyndelsen af 1920’erne — var Grækenland i fuld gang med at udkæmpe en anden krig, og Dimitris blev udskrevet til militærtjeneste og sendt til det tyrkiske fastland. Han blev såret og vendte hjem. Da han atter var rask, fulgte jeg med ham til Smyrna (nu Izmir, Tyrkiet). Krigen endte pludselig i 1922, og det betød at vi måtte flygte. Med nød og næppe kom vi om bord i en stærkt medtaget båd der sejlede os til Samos. Efter hjemkomsten knælede vi ned og takkede Gud — en Gud vi ikke rigtig kendte endnu.

Snart fik Dimitris en stilling som skolelærer i øens største by, Vathy. Han læste fortsat bibelstudenternes publikationer, og en regnfuld aften fik vi besøg af to af dem fra øen Chios. De var vendt tilbage fra Amerika for at tjene som kolportører, som heltidsforkynderne dengang blev kaldt. Vi gav dem ly for natten, og de fortalte os mange ting vedrørende Guds hensigt.

Bagefter sagde Dimitris til mig: „Penelope, jeg er blevet klar over at dette er sandheden, og at jeg må leve efter den. Det betyder at jeg må holde op med at synge i den græsk-ortodokse kirke, og at jeg ikke kan gå til gudstjeneste sammen med eleverne i skolen.“ Vores kundskab om Jehova var begrænset, men vort ønske om at tjene ham var meget stærkt. Jeg svarede ham derfor: „Jeg vil ikke hindre dig i at lære mere om Gud.“

Han fortsatte lidt tøvende: „Nej, men hvis folk finder ud af hvad vi er i gang med, mister jeg mit arbejde.“

Min mand var imponeret over kolportørens kundskab og spurgte ham: „Hvordan har du lært at bruge Bibelen så godt?“

„Vi læser Bibelen systematisk,“ svarede han, åbnede sin taske, tog studiehåndbogen Guds Harpe frem og viste os hvordan man kunne bruge denne bog i et sådant studium. Min mand og jeg var så ivrige efter at lære at vi straks fulgte med butiksindehaveren hjem sammen med kolportøren og to andre mænd. Kolportøren rakte hver af os et eksemplar af Guds Harpe, og vi begyndte at studere lige på stedet. Vi fortsatte til langt ud på natten, og da daggryet nærmede sig, begyndte vi at lære nogle af bibelstudenternes sange.

og den følgende sommer symboliserede min mand og jeg vores indvielse ved vanddåben.

På det tidspunkt blev Dimitris afskediget fra sin stilling som lærer, og det var næsten umuligt at finde arbejde på grund af folks fordomme imod os. Jeg kunne imidlertid sy, og Dimitris var en dygtig maler, så vi tjente lige akkurat nok til at dække vore behov. I 1928 blev min mand og fire andre kristne brødre på Samos idømt to måneders fængsel fordi de forkyndte den gode nyhed. Jeg var den eneste bibelstudent på fri fod, så jeg sørgede for mad til dem i fængselet.

Dimitris solgte en jordlod så vi kunne klare os og jeg kunne fortsætte behandlingen.

Kort tid efter fik vi besøg af den rejsende tilsynsmand. Det bedrøvede ham meget at se at min tilstand var så dårlig og at Dimitris var uden arbejde. Venligt hjalp han os med at ordne det sådan at vi kunne bo i byen Mitylene på øen Lesbos. Vi flyttede dertil i 1934, og snart havde Dimitris fundet arbejde.

Alt i alt har min mand tilbragt næsten et år i fængsel. Når vi tog ud i tjenesten, var vi forberedt på at skulle tilbringe natten i arresthuset. Men Jehova lod os aldrig i stikken. Han gav os altid tilstrækkeligt med mod og styrke til at vi kunne holde ud.

Men når min mand sad i fængsel, blev jeg nødt til at gå gennem denne bydel for at kunne besøge ham. En regnfuld dag blev jeg inviteret indenfor af en dame der ville vide hvorfor min mand var i fængsel. Jeg forklarede at det var fordi han forkyndte den gode nyhed om Guds rige, og at han blev forfulgt som Kristus var blevet forfulgt.

Jehova har igennem årene belønnet min mands og mine anstrengelser for at tjene Ham. Den håndfuld forkyndere der var på Samos i 1920’erne, er nu øget til cirka 130 forkyndere fordelt på to menigheder og en gruppe. Og på Lesbos virker cirka 430 forkyndere i fire menigheder og fem grupper. Min mand forkyndte aktivt om Guds rige til sin død i 1977. Det er et stort privilegium at se at de mennesker vi hjalp åndeligt, stadig er nidkære i tjenesten! Sammen med deres børn, børnebørn og oldebørn udgør de en stor skare der er forenet om tilbedelsen af Jehova.

Søster Makris og hendes mand i 1955