Kort efter fik jeg følgeskab af Michael Triantafilopoulos, som døbte mig i sommeren 1935 — mere end et år efter at jeg var begyndt i heltidstjenesten. Der var ingen offentlige transportmuligheder, så når vi skulle nogen steder, måtte vi altid gå. Vores største problem var modstanden fra præsterne, som gjorde alt hvad de kunne for at stoppe os. Det resulterede i at vi blev mødt med megen fordom. Trods disse hindringer blev der forkyndt, og Jehovas navn blev gjort kendt vidt og bredt.

En dag forkyndte broder Triantafilopoulos og jeg i landsbyen Mouríki. Vi delte landsbyen op i to distrikter, og eftersom jeg var den yngste, forkyndte jeg på de stejle bjergskråninger. Pludselig hørte jeg råben nedefra. Mens jeg løb derned, tænkte jeg: ’Det er broder Triantafilopoulos der er ved at blive gennempryglet.’ Landsbyboerne havde samlet sig i det lokale kaffehus, og en præst trampede frem og tilbage som en gal tyr. „Disse folk kalder os ’Slangens sæd’,“ råbte han.

Præsten havde allerede brækket en spadserestok på broder Triantafilopoulos’ hoved, og blodet løb ned ad hans ansigt. Efter at jeg havde tørret blodet væk, lykkedes det os at komme derfra. Vi gik i tre timer indtil vi nåede byen Theben. Der gik vi ind på en klinik, hvor broder Triantafilopoulos fik behandlet såret. Vi rapporterede episoden til politiet, og der blev lagt sag an. Præsten havde imidlertid nogle forbindelser og blev til sidst frifundet.

Mens vi forkyndte i byen Leukas, blev vi „arresteret“ af nogle tilhængere af en lokalpolitiker. De førte os til landsbyens kaffehus, hvor vi som anklagede blev stillet for en selvbestaltet domstol. Den politiske leder og hans mænd overfusede os med en uendelig ordstrøm og truede os med knyttede næver. De var alle sammen fulde. Alle disse verbale udfald fortsatte fra omkring middagstid til solnedgang, men vi forblev rolige og smilende og gav udtryk for vores uskyld mens vi stille bad Jehova Gud om hjælp.

I skumringen kom to politibetjente os til hjælp. De tog os med på stationen og behandlede os pænt. For at retfærdiggøre sine handlinger kom den politiske leder dagen efter og beskyldte os for at have spredt propaganda mod Grækenlands konge. Politiet sørgede derfor for at to mænd eskorterede os til Lamía så sagen kunne blive undersøgt. Vi blev holdt i forvaring i syv dage og blev derefter ført i håndjern til Lárisa hvor vores sag kom for retten.

Vore kristne brødre i Lárisa var blevet underrettet i forvejen, og de ventede vores ankomst. Den store hengivenhed de viste os, var et godt vidnesbyrd over for vagterne. Vores advokat, der var et Jehovas vidne og tidligere oberstløjtnant, var meget kendt i byen. Da han talte vores sag i retten, blev anklagerne afvist som falske, og vi blev løsladt.

Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde havde fremgang, og det førte til yderligere modstand. I 1938 og 1939 blev der indført love mod proselythvervning, og Michael og jeg var involveret i snesevis af retssager. Senere rådede afdelingskontoret os til at arbejde hver for sig så vi ikke tiltrak os så stor opmærksomhed.