Men den 25. maj 1993 blev der vundet en stor sejr for religionsfriheden! Denne dag fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg i Frankrig, at græske borgere har ret til at fortælle andre om deres tro. Hermed viste denne domstol at den ønsker at beskytte religionsfriheden, hvilket kan få stor betydning for alle mennesker, uanset hvor de bor.

Hvordan gik det til at disse grove uretfærdigheder mod Jehovas vidner i Grækenland omsider blev indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol?

Prøvesagen

Det begyndte den 2. marts 1986 med at Minos Kokkinakis, der dengang var en pensioneret forretningsmand på 77 år, sammen med sin hustru aflagde besøg hos fru Georgia Kyriakaki i Sitia på Kreta. Fru Kyriakakis mand, der var kantor i den lokale ortodokse kirke, meldte dem til politiet. Politiet kom og arresterede hr. og fru Kokkinakis, og tog dem med på den lokale politistation. Her blev de tvunget til at tilbringe natten.

Hvad anklagede man dem for? For det samme som man i de foregående 50 år har anklaget i tusindvis af Jehovas vidner for, nemlig hvervning af proselytter. I artikel 13 i den græske grundlov af 1975 hedder det: „Det er forbudt at hverve proselytter.“ Endvidere gør loven i paragraf 4, stykke 1363/1938 og 1672/1939 det til en kriminel handling at hverve proselytter. Her siges:

„Med udtrykket ’hvervning af proselytter’ hentydes der i særdeleshed til ethvert forsøg på, direkte eller indirekte, at antaste en person af en anden religiøs overbevisning . . . i den hensigt at fratage denne person de religiøse opfattelser som vedkommende nærer, hvad enten det sker ved overtalelse, ved løfter, ved moralsk støtte eller økonomisk ydelse, ved falsk foregivende eller ved udnyttelse af den andens tillid, behov, godtroenhed, manglende erfaring eller ringe forstandsevner.“

Kriminalretten i Lasithi på Kreta påhørte sagen den 20. marts 1986 og kendte hr. og fru Kokkinakis skyldige i at hverve proselytter. De blev begge idømt fire måneders fængsel. I domsafsigelsen over ægteparret erklærede retten at de anklagede havde antastet „ortodokse kristnes troslære . . . ved at benytte sig af disses godtroenhed, manglende erfaring og ringe forstandsevner“. De anklagede blev desuden beskyldt for „ved hjælp af deres kloge og dygtige forklaringer at have opfordret [fru Kyriakaki] . . . til at opgive sin kristne ortodokse tro“.

Afgørelsen blev appelleret til Kretas appeldomstol. Den 17. marts 1987 frikendte denne domstol fru Kokkinakis, men stadfæstede dommen over hendes mand; den nedsatte dog fængselsstraffen til tre måneder. I domsafsigelsen hævdede man at hr. Kokkinakis havde „benyttet sig af [fru Kyriakakis] godtroenhed, manglende erfaring og ringe forstandsevner“. Det blev sagt at han „havde læst skriftsteder fra Bibelen som han analyserede på så dygtig en måde at den kristne kvinde, på grund af mangelfuld religiøs oplæring, ikke kunne gendrive dem“.

En af appeldommerne afgav dissentierende votum og skrev at hr. Kokkinakis „også burde have været frifundet, eftersom der ikke blev fremlagt vidnesbyrd der viste at Georgia Kyriakaki . . . var særlig uerfaren med hensyn til den kristne ortodokse lære, eftersom hun var gift med en kantor, ejheller at hun havde særlig ringe forstandsevner eller var særlig godtroende, sådan at den anklagede kunne udnytte hende . . . og [derved] presse hende til at blive medlem af sekten Jehovas Vidner.“

Hr. Kokkinakis appellerede sagen til den græske kassationsret, Grækenlands højesteret. Men denne domstol afviste appellen den 22. april 1988. Den 22. august 1988 anmodede hr. Kokkinakis derfor Den Europæiske Menneskerettighedskommission om at behandle sagen. Anmodningen blev imødekommet den 21. februar 1992, og sagen blev indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Stridsspørgsmålet

Eftersom Grækenland er medlem af Europarådet, er det forpligtet til at overholde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I artikel 9 i konventionen hedder det: „Enhver har ret til at tænke frit, til samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller overbevisning såvel som frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller overbevisning gennem gudstjeneste, undervisning, religiøse skikke og overholdelse af rituelle forskrifter.“

Det var altså den græske regering der blev sagsøgt. Den blev anklaget for åbenlyst at have krænket en græsk borgers grundlæggende ret til at udøve sin religion i overensstemmelse med Jesu Kristi bud om at ’lære og gøre disciple’. (Mattæus 28:19, 20) Apostelen Peter sagde endvidere: „[Jesus] pålagde os at forkynde for folket og at aflægge et grundigt vidnesbyrd.“ — Apostelgerninger 10:42.

På forsiden af en særlig 1992-udgave af tidsskriftet Human Rights Without Frontiers kunne man læse: „Grækenland — Åbenlyse overtrædelser af menneskerettighederne.“ Bladet skrev på side 2: „Grækenland er det eneste land i EF og i Europa som har en straffelov der gør det muligt at idømme personer der motiverer andre til at skifte religion, bøde og fængselsstraf.“

Der herskede derfor stor spænding både inden for og uden for den juridiske verden. Hvad ville man beslutte vedrørende den græske lov der forbyder at man fortæller andre om sin tro?

Retssagen i Strasbourg

Omsider oprandt dagen for retssagen — den 25. november 1992. Der hang tunge skyer over Strasbourg, og kulden gik gennem marv og ben, men inde i retssalen talte advokaterne varmt deres sag. I to timer blev der fremlagt beviser. Professor Phedon Vegleris, der var advokat for Kokkinakis, nåede ind til sagens kerne da han spurgte: ’Bør denne restriktive lov, der har til hensigt at beskytte medlemmer af den græsk-ortodokse kirke imod at blive omvendt til en anden tro, fortsætte med at være i kraft og blive håndhævet?’

Med oprigtig undren fremsatte professor Vegleris sit ræsonnement: „Det undrer mig at denne lov [om hvervning af proselytter] sidestiller den ortodokse tro med dumhed og uvidenhed. Og det har også altid undret mig at medlemmer af den ortodokse tro behøver at blive beskyttet mod dumhed, mod åndelig uvidenhed . . . Det foruroliger og chokerer mig.“ Det er bemærkelsesværdigt at regeringens repræsentant ikke kunne påvise ét eneste tilfælde hvor denne lov er blevet anvendt over for andre end Jehovas vidner.

Den anden advokat for Kokkinakis, hr. Panagiotis Bitsaxis, viste hvor urimelig loven om hvervning af proselytter er. Han sagde: „En forudsætning for en dialog mellem voksne mennesker er at man accepterer at der sker en gensidig påvirkning. I modsat fald ville vi tilhøre et mærkeligt samfund af usle, tavse væsener der ville tænke, men ikke give udtryk for deres tanker, der ville tale men ikke kommunikere, der ville eksistere, men ikke i sameksistens med andre mennesker.“

Hr. Bitsaxis sagde endvidere at „hr. Kokkinakis ikke blev fordømt for ’noget han havde gjort’ men [for] ’noget han er’“. Hr. Bitsaxis viste på denne måde at principperne om religionsfrihed ikke blot var blevet overtrådt men var blevet trådt fuldstændigt under fode.

Den græske regerings repræsentanter forsøgte at tegne et billede der var meget fjernt fra virkeligheden, idet de hævdede at Grækenland var „menneskerettighedernes paradis“.

Dommen

Den 25. maj 1993 oprandt den længe ventede dag hvor dommen skulle afsiges. Med seks stemmer mod tre afgjorde domstolen at de græske myndigheder havde krænket den 84-årige Minos Kokkinakis’ religionsfrihed. Foruden at dette retfærdiggjorde at han i hele sit liv har været en forkynder, blev han tilkendt en erstatning på næsten 100.000 kroner. Domstolen afviste derved den græske regerings påstand om at Kokkinakis og Jehovas vidner bruger pression når de drøfter deres tro med andre.

Skønt den græske grundlov og en gammel græsk lov forbyder hvervning af proselytter, afsagde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den dom at det er forkert at bruge denne lov som undskyldning for at forfølge Jehovas vidner. Det er i modstrid med artikel 9 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I dommen hed det: „Religion er en del af ’den konstant fornyende strøm af menneskelige tanker’, og det er umuligt at forestille sig at den kunne udelukkes fra den offentlige debat.“

En af de ni dommere sagde samstemmende: „Hvervning af proselytter defineret som ’nidkærhed for at udbrede troen’, kan ikke som sådan være strafbart; det er en måde at ’udøve sin religion’ på der i sig selv er fuldt ud berettiget.

I den foreliggende sag er [hr. Kokkinakis] udelukkende blevet dømt for at have vist en sådan nidkærhed, uden at han har foretaget sig noget utilbørligt.“

Afgørelsens konsekvenser

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol påbyder således utvetydigt de græske myndigheders embedsmænd at ophøre med at misbruge den lov der forbyder hvervning af proselytter. Forhåbentlig vil Grækenland følge domstolens afgørelse og indstille sin forfølgelse af Jehovas vidner.