JEG kom til verden i 1926 som det syvende barn i en børneflok på otte. Mine hårdtarbejdende forældre boede i den lille by Karitsa i Grækenland.

Et år tidligere havde mine forældre mødt Ioannis Papparizos, en ihærdig og snakkesalig Bibelstudent, som Jehovas Vidner blev kaldt dengang. Ioannis’ logiske måde at argumentere på ud fra Bibelen gjorde indtryk på dem, og de begyndte at komme til Bibelstudenternes møder i landsbyen. Min mor havde en urokkelig tro på Jehova Gud, og selvom hun ikke kunne læse, forkyndte hun Bibelens budskab ved hver en lejlighed. Min far fokuserede desværre for meget på andres ufuldkommenheder og holdt med tiden op med at komme til de kristne møder.

Mine søskende og jeg havde respekt for Bibelen, men vi gik mere op i fornøjelser. I 1939, da Anden Verdenskrig bredte sig i Europa, skete der imidlertid noget der rystede os. Vores fætter Nikolaos Psarras, der boede ved siden af os og lige var blevet døbt som Jehovas Vidne, blev indkaldt til militæret, 20 år gammel. Nikolaos gav modigt militærmyndighederne dette svar: “Jeg kan ikke kæmpe i hæren, for jeg er soldat for Kristus.” Han blev stillet for en militærdomstol og idømt ti års fængsel. Vi var chokeret!

Til vores store glæde blev Nikolaos løsladt i begyndelsen af 1941, da allierede styrker kortvarigt gik ind i Grækenland, og han vendte tilbage til Karitsa. Min storebror, Ilias, overdængede ham med spørgsmål om Bibelen, og jeg fulgte ivrigt med i samtalen. Fra den dag begyndte Ilias og jeg og vores yngste søster, Eymorfia, at studere Bibelen og komme til Vidnernes møder. Året efter indviede vi os alle tre til Jehova og blev døbt. Senere blev fire andre af vores søskende også Jehovas Vidner.

I 1942 var vi ni unge brødre og søstre i alderen 15 til 25 i Karitsa Menighed. Vi var alle klar over at der ventede os nogle svære prøver, så vi mødtes så ofte vi kunne, for at studere Bibelen, synge åndelige sange og bede. Det var virkelig med til at styrke vores tro.

BORGERKRIG

Lige som Anden Verdenskrig var ved at slutte, gjorde græske kommunister oprør mod regeringen, hvilket førte til en frygtelig borgerkrig. Oprørsgrupperne spredte skræk og rædsel i landområderne og forsøgte at tvinge landsbyboere til at slutte sig til dem. Da de kom til vores by, bortførte de tre af menighedens unge – Antonios Tsoykaris, Ilias og mig. Vi forklarede at vi var politisk neutrale på grund af vores tro; alligevel tvang de os til at gå med dem hele vejen til bjerget Olympos, der lå omkring 12 timer væk.