RÆDSLERNES Ø

Den blege og udtørrede klippeø Makronisos ligger ud for Attikahalvøens kyst, cirka 50 kilometer sydøst for Athen. Øen er 13 kilometer lang og 2,5 kilometer på det bredeste punkt. Fra 1947 til 1958 blev mere end 100.000 fanger sendt dertil, deriblandt aktive og formodede kommunister, tidligere oprørskæmpere og adskillige trofaste Jehovas Vidner.

Da jeg ankom i begyndelsen af 1949, blev vi fanger fordelt i forskellige lejre. Jeg blev placeret i en lejr med flere hundrede andre mænd, hvor overvågningen ikke var så skrap. Vi var omkring 40 der måtte sove på jorden i et kanvastelt beregnet til 10 personer. Vi drak råddent vand og levede nærmest kun af linser og auberginer. Det blæste konstant, og der var støv overalt. Men i det mindste var vi ikke blandt dem der skulle slæbe klippestykker frem og tilbage i en uendelighed – en sadistisk form for tortur der nedbrød mange fanger fysisk og psykisk.

En dag da jeg gik langs vandet, mødte jeg nogle Jehovas Vidner fra andre lejre. Ord kan ikke beskrive den glæde vi følte ved at være sammen! Vi mødtes så ofte vi kunne, og var meget forsigtige med ikke at blive opdaget. Vi forkyndte også diskret for andre fanger, og nogle af dem blev senere Jehovas Vidner. Disse aktiviteter og inderlige bønner var med til at holde os oppe åndeligt.

FRA ASKEN I ILDEN

Efter ti måneders “rehabilitering” mente man at tiden var inde til at jeg trak i en militæruniform. Fordi jeg nægtede, blev jeg stillet for lejrkommandanten. Jeg rakte ham en skriftlig erklæring og sagde: “Jeg vil kun være soldat for Kristus.” Efter at have truet mig overlod kommandanten mig til den næstkommanderende, en græsk-ortodoks ærkebiskop klædt i fuldt ornat. Da jeg uden omsvøb besvarede hans spørgsmål ved at citere fra Bibelen, råbte han vredt: “Før ham væk. Han er jo fanatiker!”

Den følgende morgen beordrede soldaterne mig igen til at tage en militæruniform på. Da jeg stadig ikke ville, bankede de mig og slog mig med en kølle. Derefter tog de mig med til sygeafdelingen for at få tjekket at jeg ikke havde brækket noget, for så at slæbe mig tilbage til mit telt. Sådan fortsatte det hver dag i to måneder.

Eftersom jeg stadig ikke ville gå på kompromis med min tro, tog de frustrerede soldater en ny metode i brug. De bandt mine hænder på ryggen og slog mig brutalt med reb under fødderne. Mens jeg blev udsat for denne ulidelige smerte, tænkte jeg på Jesus’ ord: “Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer ... Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene; på den måde forfulgte man jo profeterne før jer.” (Matt. 5:11, 12) Til sidst, efter hvad der føltes som en evighed, mistede jeg bevidstheden.

Jeg vågnede i en iskold celle. Der var hverken vand eller brød og heller ikke noget tæppe, men jeg følte en dyb indre ro. Som lovet i Bibelen ‘beskyttede Guds fred mit hjerte og mit sind’. (Fil. 4:7) Dagen efter var der en venlig soldat der gav mig vand og brød og en frakke. Og en anden soldat gav mig noget af sin mad. På disse og mange andre måder mærkede jeg Jehovas kærlige omsorg.

Myndighederne anså mig for at være en uforbederlig oprører og sendte mig til Athen, hvor jeg blev stillet for en militærdomstol. Her blev jeg idømt tre års fængsel på Gyaros, en ø cirka 50 kilometer øst for Makronisos.