Vi erfarede at vi skulle anbringes på den golde fangeø Makronisi ud for Attikas kyst. Alene navnet Makronisi var nok til at fylde enhver med rædsel, eftersom denne fangelejr blev forbundet med tortur og slavearbejde. På vejen dertil gjorde vi holdt i Piræus. Det var til stor opmuntring for os at nogle af vores trosfæller kom ned til båden og omfavnede os, mens vi sad der i håndjern. — Apostelgerninger 28:14, 15.

Opholdet på Makronisi var et mareridt. De indsatte var underlagt soldaternes hårdhændede behandling fra morgen til aften. Mange som ikke var Jehovas Vidner, gik fra forstanden, andre døde, og mange blev invaliderede. Om natten hørte vi skrig og stønnen fra dem der blev torteret. Mit tynde tæppe gav mig ikke megen varme i de kolde nætter.

Efterhånden vidste alle i lejren besked med hvem der var Jehovas Vidner, eftersom det hver morgen blev nævnt i navneopråbet. Derved fik vi mange muligheder for at forkynde. Jeg havde endda den glæde at døbe en politisk fange som ønskede at indvi sit liv til Jehova.

Under mit fangenskab blev jeg ved med at skrive til min kone — uden nogen sinde at få svar tilbage. Alligevel gav jeg udtryk for ømhed, gjorde hvad jeg kunne for at trøste, og prøvede at forsikre hende om at det kun var noget midlertidigt, og at vi kunne blive lykkelige igen.

Der blev stadig sendt brødre til øen, så vi blev flere og flere. Eftersom jeg arbejdede på kontoret, kom jeg i kontakt med den oberst der havde kommandoen i lejren. På grund af hans respekt for Vidnerne tog jeg mod til mig og spurgte ham om vi kunne få lov til at modtage noget bibelsk læsestof fra vores kontor i Athen. „Det kan slet ikke lade sig gøre,“ sagde han, „men hvorfor sender jeres folk i Athen det ikke bare med din bagage, skriver mit navn udenpå og sender det til mig?“ Jeg var fuldstændig stum af forbavselse. Da vi få dage senere lossede en båd der var ankommet, hilste en politimand på obersten og oplyste ham om at hans bagage var ankommet. „Hvilken bagage?“ spurgte obersten. Jeg var tilfældigvis i nærheden og overhørte samtalen, så jeg hviskede til ham: „Det er sikkert vores der er sendt i dit navn som du foreslog.“ På sådanne måder sørgede Jehova for at vi fik åndelig føde.

[Ramme på side 27]

Makronisi — en rædselsø

På ti år, fra 1947 til 1957, blev der sendt mere end 100.000 fanger til den golde og ubeboelige ø Makronisi. Deriblandt var mange trofaste vidner som blev sendt dertil som følge af deres kristne neutralitet. Forvisningen af dem skete sædvanligvis på foranledning af det græsk-ortodokse præsteskab som falskeligt beskyldte Jehovas Vidner for at være kommunister.

Med hensyn til de „forbedringsmetoder“ der blev brugt på Makronisi, nævner det græske leksikon Papyros Larousse Britannica: „De uhyggelige torturmetoder . . . leveforholdene, der er uacceptable for et civiliseret land, og vagternes nedværdigende behandling af de indsatte . . . er en skamplet på Grækenlands historie.“

Nogle vidner fik at vide at de ikke ville blive løsladt medmindre de fornægtede deres tro. Vidnernes loyalitet over for Gud var imidlertid ubrydelig. Og dertil kommer at nogle politiske fanger som følge af kontakten med Vidnerne tog imod sandheden fra Bibelen.

[Illustration på side 27]

Minos Kokkinakis (tredje fra højre) og jeg (fjerde fra venstre) på straffeøen Makronisi