4. (a) Hvad betyder det græske ord der oversættes med „godkendt“ i Guds udtalelse? (b) Hvorfor er brugen af ordet særlig interessant i dette tilfælde?

⁴ Disse ord, „jeg har godkendt dig,“ som Gud rettede til Jesus efter hans dåb, finder vi i evangelieberetningerne. Her bruges det græske udsagnsord eudokeʹō. (Mattæus 3:17; Markus 1:11; Lukas 3:22) Det betyder „at være godt tilfreds med, at synes godt om, at se med velbehag på, at beslutte“, og det tilsvarende navneord har betydningen „velvilje, velbehag, gunst, ønske, beslutning“. Eudokeʹō bruges ikke kun i forbindelse med Jehova. For eksempel siges der om de kristne i Makedonien at de ’af god vilje’ gav økonomiske bidrag til andre. (Romerne 10:1; 15:26, Skat Rørdam; 2 Korinther 5:8; 1 Thessaloniker 2:8; 3:1; se The Kingdom Interlinear Translation.) I Jesu tilfælde var det imidlertid Gud der udtrykte sin godkendelse. Eudokeʹō anvendes kun om Jesus efter at han var blevet døbt. (Mattæus 17:5; 2 Peter 1:17)

Da Jesus blev født sagde englene: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje [eudokiʹas].“ (Lukas 2:14) Ifølge en ordret oversættelse af den græske tekst var det „mennesker af god vilje“, det vil sige mennesker der nød Guds velvilje eller „mennesker som Gud godkender“, englene sang om og som skulle opnå fred.a Om ordene en anthrōʹpois eudokiʹas siger professor Hans Bietenhard: „Vendingen sigter til mennesker der har Guds velvilje . . . Der er altså ikke her tale om menneskers gode vilje . . . Der er tale om Guds suveræne og nådige vilje, hvormed han udvælger sig et folk til frelse.“

¹² Paulus skrev senere til de kristne at de skulle ’arbejde på deres egen frelse med frygt og bæven’. Dette er muligt fordi Gud, „for sin gode viljes [eudokiʹas] skyld, virker i [os] både at ville og at virke“. — Filipperne 2:12, 13.

17. Hvilken opfyldelse fik ordene i Lukas 2:14 i det første århundrede?

¹⁷ Tusinder af mennesker hørte den gode nyhed gennem de døbte kristnes offentlige forkyndelse i det første århundrede. Nogle fik tro på det de hørte, ændrede sind og lod sig døbe, hvorved de ’aflagde en offentlig bekendelse til frelse’. (Romerne 10:10-15; Apostelgerninger 2:41-44; 5:14; Kolossenserne 1:23) Der var ingen tvivl om at datidens døbte disciple havde Jehovas godkendelse, for han antog dem som sine åndelige sønner ved at salve dem med sin hellige ånd. Apostelen Paulus skrev: „Han har forudbestemt os til ved Jesus Kristus at opnå antagelse som sønner hos sig, i overensstemmelse med sin viljes beslutning [eudokiʹan].“ (Efeserne 1:5) Inden for samme århundrede begyndte det der var blevet forudsagt af englene ved Jesu fødsel altså at gå i opfyldelse: „Fred blandt mennesker der har Guds velvilje [eller: godkendelse].“ — Lukas 2:14.