Misgerning, overtrædelse og forseelse. I Bibelen forbindes „misgerning“ eller „brøde“ (hebr.: ‛awonʹ), „overtrædelse“ (hebr.: pæʹsja‛; gr.: paraʹbasis), „fejltrin“ (gr.: paraʹptōma) og lignende ord ofte med „synd“ (hebr.: chatta’thʹ; gr.: hamartiʹa). Alle disse beslægtede udtryk betegner syndens forskellige aspekter, de forskellige måder synden kan ytre sig på.

Overtrædelse. Synd kan tage form af en „overtrædelse“. Det græske ord paraʹbasis (overtrædelse) betegner det at overskride visse grænser eller begrænsninger, navnlig ved at bryde en lov. Mattæus brugte det tilsvarende udsagnsord (parabaiʹnō) da han berettede om farisæernes og de skriftlærdes spørgsmål om hvorfor Jesu disciple ’overtrådte overleveringen fra mænd i tidligere tider’, og om Jesu modspørgsmål om hvorfor disse modstandere ’overtrådte Guds bud på grund af deres overlevering’, hvorved de gjorde Guds ord ugyldigt. (Mt 15:1-6) Ordet betyder egentlig „at træde ved siden af“, og derfor „fravige“, og bruges i forbindelse med Judas der „fraveg“ sin tjeneste og sit apostelhverv. (Apg 1:25) I nogle græske tekstudgaver bruges det samme udsagnsord om en der „går videre og ikke forbliver i den Salvedes lære“. — 2Jo 9, ED.

Lignende udtryk anvendes i De Hebraiske Skrifter om mennesker der har syndet ved at ’overtræde’ (hebr.: ‛avarʹ) Guds pagt eller udtrykkelige bud. — 4Mo 14:41; 5Mo 17:2, 3; Jos 7:11, 15; 1Sa 15:24; Es 24:5; Jer 34:18.

Paulus fremhæver den særlige forbindelse mellem paraʹbasis og overtrædelse af en bestående lov idet han siger: „Hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse.“ (Ro 4:15) Altså, hvis der ingen lov fandtes, kunne synderen ikke betegnes som „overtræder“. Paulus og andre kristne skribenter bruger derfor altid paraʹbasis (og parabaʹtēs, „lovovertræder“) i forbindelse med overtrædelse af en lov. (Jf. Ro 2:23-27; Ga 2:16, 18; 3:19; Jak 2:9, 11.) Adam, der havde fået en direkte befaling fra Gud, gjorde sig skyldig i en „overtrædelse“ af en klart formuleret lov. Hans hustru var, selv om hun blev bedraget, skyldig i overtrædelse af den samme lov. (1Ti 2:14) Lovpagten, som blev givet til Moses gennem engle, blev føjet til Abrahamspagten „for at gøre overtrædelserne kendt“ så ’alt kunne spærres inde under synd’, det vil sige så alle Adams efterkommere, israelitterne indbefattet, juridisk kunne erklæres for skyldige i synd og det kunne blive tydeligt at alle havde behov for tilgivelse og frelse gennem tro på Kristus Jesus. (Ga 3:19-22) Hvis Paulus igen havde underlagt sig Moseloven, havde han atter gjort sig selv til en „overtræder“ af denne lov og var blevet fordømt af den, og han havde derved tilsidesat Guds ufortjente godhed som åbnede mulighed for en frigørelse fra denne fordømmelse. — Ga 2:18-21; jf. 3:1-4, 10.