På et tidligere tidspunkt i år har præsteskabets modstand ført til at en domstol på Kreta har nægtet at give Jehovas Vidner juridisk anerkendelse.

I sagsresumeet ved domstolen hævdede den ortodokse kirke at Jehovas Vidner ikke er et „udbredt og anerkendt trossamfund“ og „ikke med rette kan kalde sig kristne“. Af den grund hævder kirken at Jehovas vidner ikke bør have ret til at eje deres egne bygninger til tilbedelse eller til at tale med andre om religion. Men denne mentalitet er middelalderlig. Den genspejler inkvisitionstidens ånd og burde ikke findes i ’demokratiets vugge’.

Jehovas Vidner forsøger ikke at nægte den ortodokse kirke sin ret til at have sine egne kirkebygninger og prædike det den ønsker. Men bør denne kirke i vor moderne tidsalder have lov til med magt at påtvinge alle andre sin religiøse overbevisning? Især når det drejer sig om et demokratisk samfund hvor der i forvejen hersker store meningsforskelle? Noget sådant sker ikke inden for noget andet demokrati i den vestlige verden.

Lande i hele verden anerkender Jehovas Vidner som et kristent trossamfund. Regeringer med forskellige politiske opfattelser har givet dem lov til at bygge deres egne mødesteder og beholde deres tro. At de er et internationalt kendt kristent trossamfund kan ses af at der findes mere end tre millioner aktive forkyndere og fem millioner der overværer deres møder. Der findes 50.000 menigheder i over 200 lande.

Det er derfor absurd når præsteskabet hævder at Jehovas Vidner ikke er et ’kendt kristent trossamfund’. Præsteskabets indstilling bringer Grækenlands demokratiske regering i vanry. Den er også en fornærmelse mod de millioner af oprigtige kristne Jehovas vidner verden over der ved at mange af deres medtroende har lidt martyrdøden på grund af deres tro.

’Et hemmeligt samfund’?

Kirkens påstand ved domstolen på Kreta om at Jehovas Vidner er en „hemmelig“ organisation, er lige så absurd. Kirken siger: „Jehovas Vidners tro kendes ikke til fulde og er ikke blevet helt afdækket . . . De har intet ’bedested’ og heller ingen offentlige tilbedelsessteder hvor man frit kan komme. Heller ikke deres tilbedelsesritualer er fuldt klarlagt.“

Enhver der blot har det mindste kendskab til Jehovas Vidner ved at sådanne beskyldninger er fuldstændig forkerte. Alle der ønsker at undersøge deres lære kan få den på tryk, og alle fredelige mennesker kan vederlagsfrit overvære deres møder. Faktisk underviser Jehovas vidner ud over hele jorden millioner af mennesker i folks egne hjem for at gøre dem bekendt med Bibelens lære. Verden over modtager Vagttårnsselskabets afdelingskontorer i tusindvis af besøgende hver uge.

Men her er der et paradoks. Hvorfor er Jehovas vidner i Grækenland ikke i stand til at mødes i „bedehuse“? Fordi man har nægtet dem retten til at bygge dem! Og da man har nægtet dem dette, er de tvunget til at samles i private hjem. Og så siger kirken at de holder hemmelige møder! Jehovas Vidner har i hele verden bygget i tusindvis af store bygninger hvor de samles til møder. Men dette kan de ikke gøre i Grækenland.

Man kan derfor bedre forstå hvorfor John Manoledakis, professor i strafferet ved universitetet i Thessalonika, mener at kirkens påstande „aldeles ikke er flatterende for den græsk-ortodokse kirke, hverken hvad kirkens hensigt eller kirkemedlemmernes forstandsevner angår“.

Er de „antikrister“?

Den græsk-ortodokse kirke hævder også: „Det er ikke blot sådan at Jehovas vidner ikke med rette kan kaldes kristne, hvilket vil sige Kristi disciple, men de er det modsatte . . . antikrister.“

Hvad siger Bibelen om „antikrist“? I Første Johannesbrev 2:22 siges der: „Hvem er løgneren om det ikke er den der fornægter og siger at Jesus ikke er Messias? Denne er antikrist, den der fornægter Faderen og Sønnen.“

Guds inspirerede ord siger altså rent ud at antikrist er en der ikke godkender Jesus. Men det gør Jehovas vidner! De har en urokkelig tro på Jesus og følger hans lære! I virkeligheden kan man ikke blive et Jehovas vidne uden at anerkende Jesus som Guds søn der kom ned fra himmelen, blev pælfæstet og oprejst for atter at stige til himmelen.

Så enhver der siger at Jehovas Vidner er „antikrist“ er enten forkert informeret, er blændet af fordom, eller også har vedkommende ondt i sinde.

’Arbejder for et jødisk styre på jorden’?

En anden af den ortodokse kirkes påstande går ud på at Jehovas Vidner arbejder for et jødisk styre på jorden. Kirken siger: „Deres egentlige men skjulte hensigt, som er hemmeligholdt for størstedelen af tilhængerne, er oprettelsen af et ’verdensomspændende jødisk teokrati’ med hovedsæde i Jerusalem.“

Spørg millioner af Jehovas vidner om det er det de tror! Ikke én vil svare ja. På et tidspunkt mente nogle at visse profetier skulle opfyldes i det bogstavelige Palæstina i dette århundrede, men denne forståelse er man gået bort fra for mere end 50 år siden!

Ordsprogene 4:18 siger at „de retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser“. Dette voksende lys, bestyrket af opfyldelsen af Bibelens profetier, viser tydeligt at republikken Israel i dag aldrig vil anerkende Jesus Kristus som Messias. At hævde at Jehovas kristne vidner prøver at skabe et jødisk rige her på jorden med hovedsæde i Jerusalem er derfor endnu en absurditet. De går tværtimod ind for et himmelsk styre ved Guds rige, sådan som Jesus lærte. — Mattæus 4:17; 6:10.

Ubibelske læresætninger

Når præsteskabet ophidser folk mod Jehovas vidner, benytter de sig af det at Jehovas vidner ikke godkender visse af kirkens læresætninger. Dette drejer sig først og fremmest om treenighedslæren. Men hvad har det med Grækenlands demokrati at gøre? Hvorfor er det nødvendigt at tro på treenighedslæren for at kunne nyde sine borgerrettigheder i Grækenland?

Jehovas vidner benægter ikke Jesu guddommelighed. De tror på Johannes 1:1, der siger om ham at han er „en gud“. Kirken lærer imidlertid at Jesus ikke bare er „en gud“ men at han er den almægtige Gud, en del af tre lige evige og lige mægtige personer.

Guds inspirerede ord, Bibelen, lærer ikke dette. Den siger ligeud: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn.“ (Johannes 3:16) På intet tidspunkt hævdede Jesus at være den almægtige Gud. Han sagde at han var ’Guds enestefødte søn’. Enhver der fordomsfrit læser Bibelen vil kunne bekræfte dette. — Johannes 3:18; 10:34-36.

Den ene gang efter den anden sagde Jesus: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ „Jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ „Faderen er større end jeg.“ Og Guds ord tilføjer: „Sønnen selv [vil] underlægge sig [Gud].“ — Johannes 5:19; 6:38; 7:16; 14:28; 1 Korinther 15:28.

Treenighedslæren er altså ubibelsk. Hvorfra stammer den da? Den blev antaget ved kirkemødet i Nikæa i 325 e.v.t., hvor frafaldne indlemmede en hedensk idé der havde sin oprindelse i det gamle Ægypten og Babylon. Som historikeren Will Durant har skrevet i værket The Story of Civilization: Part III: „Kristendommen udslettede ikke hedenskabet; den antog det. . . . Tanken om en guddommelig treenighed stammer fra Ægypten.“ Og The New Encyclopædia Britannica siger: „Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det nye Testamente . . . Læren udviklede sig gradvis i løbet af flere hundrede år og under megen strid.“

Hvis den græsk-ortodokse kirke ønsker at tro på treenighedslæren har den lov til det. Men den har ingen ret til at forfølge Jehovas vidner, ophidse til pøbeloverfald og arrestationer eller nægte dem deres rettigheder i et demokratisk land, blot fordi de ikke tror på treenighedslæren.

Lad Grækenlands demokrati stå ved magt

Grækenlands grundlov er klar: „Trosfriheden er ukrænkelig. . . . Alle kendte trossamfund skal være frie og deres tilbedelseshandlinger skal foregå uhindret og under lovens beskyttelse.“

Jehovas Vidner, der er et velkendt trossamfund og nyder juridisk anerkendelse verden over, retter sig efter disse demokratiske principper. De ønsker også at Grækenland skal rette sig efter dem, og ikke lade nogen kirke påtvinge andre sin inkvisitoriske mentalitet ved at forfølge dem der ikke erklærer sig enige i dens synspunkter.