Fra og med 1961 begyndte familier fra Danmark at flytte til Grønland for at tjene hvor behovet var større. De gjorde en beundringsværdig indsats for at lære det uhyre vanskelige grønlandske sprog og for at klare at være afskåret fra samvær med trosfæller. De holdt regelmæssigt møder og bevarede en stærk tro og nidkærhed. Deres slid har bestemt ikke været forgæves. Samme år blev de første to menigheder i Grønland dannet, den ene i hovedstaden Nûk (Godthåb) og den anden i Qaqortoq (Julianehåb) i syd.

I dag er der 117 forkyndere fordelt på syv menigheder og en isoleret gruppe, rundt om i dette land med is og sne. Lad os træffe nogle af dem.

Rundt i det grønlandske distrikt

Den sydligste menighed, Qaqortoq (Julianehåb), er et naturligt udgangspunkt. Her tjener fem familier, der er kommet fra Danmark. Nogle af dem har virkelig lagt sig i selen for at lære grønlandsk så de kan forkynde for de grønlændere som ikke forstår dansk. Flemming, der er familiefader og pioner (heltidsforkynder) i denne menighed, fortæller: „Vort vidtstrakte distrikt omfatter de mange fiskebygder og fåreavlsstationer der ligger gemt langs sydkystens utallige fjorde.“ I egne motorbåde sejler forkynderne helt op til 640 kilometer for at besøge deres medmennesker på disse fjerne udsteder.

Efter tre timer med båd gennem maleriske fjorde kommer vi til Narsaq. Her bor én familie med fire forkyndere. Selv om de bor isoleret opmuntrer og opbygger de hinanden åndeligt gennem gode studievaner og ved regelmæssigt at holde møder og deltage i forkyndelsen.

Vi går nu om bord på et passagerskib som lægger til her én gang om ugen i sommermånederne. Efter 24 timers sørejse vil vi nå Paamiut (Frederikshåb), hvor der er ti forkyndere. Men på halvvejen passerer vi en bygd hvor der bor to isolerede forkyndere. Den ene, Ane Marie, har en søn i Nûk som lærte sandheden at kende for et par år siden og som begyndte at forkynde for hende pr. telefon og pr. brev. Hun satte stor pris på det han fortalte. Efter at have læst alt hvad Vagttårnsselskabet havde udgivet på grønlandsk og efter at have lyttet til bånd hvor grønlandske forkyndere fortalte deres oplevelser, tog Ane Marie standpunkt for sandheden. Til trods for at hun var over 60 år og ikke havde en lokal menighed at støtte sig til, lykkedes det hende at holde op med at ryge efter at hun havde røget i 50 år. Hun holdt også op med at fejre jul og fødselsdag, og begyndte at forkynde i hele bygden. Som følge af hendes tålmodige indsats og gode eksempel er der nu ti interesserede der samles for at studere Bibelen og lytte til båndoptagelser af møder.

Vi forlader Paamiut, og efter 14 timers sejlads i hård sø anløber vi hovedstaden Nûk. Den har 13.000 indbyggere, og der er 43 forkyndere i menigheden, hvoraf over en tredjedel er grønlændere. De ugentlige møder holdes dels på dansk og dels på grønlandsk, hvilket er noget af en udfordring for begge sproggrupper.

Efter yderligere otte timers rejse med kystskibet kommer vi til Maniitsoq (Sukkertoppen). Her virker fire familier fra Danmark foruden nogle få lokale forkyndere. De har gennemgået distriktet i byen så grundigt og har afsat så mange bibelske publikationer at der i hvert andet hjem findes et eksemplar af Min bibelhistoriebog på grønlandsk. De tager også regelmæssigt på forkynderture i motorbåd til afsidesliggende bygder.

Efter yderligere ti timers rejse mod nord gør vi holdt i Sisimiut (Holsteinsborg). I menigheden her er der fem danske familier og nogle få lokale forkyndere. Et specialpionerægtepar herfra tager med mellemrum over til østkysten. Først må de flyve en halv time med helikopter til lufthavnen, så to timer med fly tværs over indlandsisen, for til slut at flyve en kort tur med helikopter over en bugt til byen Ammassalik. Her er et imponerende natursceneri — knejsende, vildsomme bjerge gennemskåret af isbræer. Folk er modtagelige for budskabet, men kun få har taget standpunkt for sandheden.

Efter at vi er kommet tilbage over indlandsisen, fortsætter vi mod sidste stop på rejsen, Ilulissat (Jakobshavn), den nordligste menighed. Ilulissat betyder på grønlandsk „isbjerg“, et meget velvalgt navn. I nærheden ligger nemlig den nordlige halvkugles mest produktive isbræ, og bugten og fjordene er fyldt med isbjerge, hvilket gør området betagende naturskønt. Den meget aktive menighed består af seks familier fra Danmark og flere grønlændere.

Mange grønlændere har lært dansk for at kunne få udbytte af menighedens møder. Men stadig flere møder bliver holdt på grønlandsk, så flere kan få del i den åndelige føde.

Ved områdestævnet „Guds retfærdighed“ i 1988 blev programmet for eksempel holdt på dansk i Nûk, men en tredjedel af foredragene blev tolket til grønlandsk. Der var i alt 163 til stede. Delegerede fra den nordligste menighed i Ilulissat og den sydligste i Qaqortoq måtte rejse hele to døgn hver vej.