Den 18. marts 1950 kastede en gruppe missionærer fra forskellige lande anker ud for øen Carriacou, den største af Grenadinerne. Blandt besætningsmedlemmerne var Arthur Worsley, Stanley Carter, Ronald Parkin og Gust Maki, der tjente som kaptajn — alle sammen nidkære forkyndere af den gode nyhed. Inden længe var det første organiserede vidnesbyrd blevet aflagt for de 7000 indbyggere på denne ø på 34 kvadratkilometer.

Brødrene opdagede at der blandt disse forholdsvis isolerede mennesker rådede en varm og hjertelig ånd. De ejede ikke meget i materiel henseende, men det betød kun lidt for missionærerne, som var der for at give og dele ud. For at hjælpe disse mennesker byttede missionærerne ofte bibler og andre publikationer med lokale afgrøder som jordnødder, majs og grøntsager. Den 29. august 1950 blev det første lokale vidne, en søster, døbt. Den 22. september 1952 blev der oprettet en menighed. I dag har denne menighed over 40 forkyndere, for ikke at tale om de snesevis af forkyndere der er flyttet fra øen og som nu bor i Europa, Nordamerika og på andre øer i Det Caraibiske Hav.

Hjælp efter orkanen Janet

I september 1955 fejede orkanen Janet hen over øerne Barbados, Bequia, Carriacou, Grenada og St. Vincent. Som en rasende tyr rev vinden træer og huse op, med en hastighed som beboerne i området ikke kunne mindes nogen sinde før at have oplevet. Før Janet bevægede sig videre nordpå udløste den i en hel uge billioner af hestekræfters destruktive energi over disse øer. Halvfems procent af bygningerne på Carriacou blev revet omkuld eller ødelagt.

Brødrene viste en enestående kærlighed mod dem der var blevet berørt af orkanen. „Under orkanen befandt vi os om bord på båden Light i området omkring Puerto Rico,“ fortæller Gust Maki. „Brødrene og søstrene på Puerto Rico gav os en mængde tøj og mad til brødrene på Carriacou.“ Han mindes hvordan folk reagerede: „Eftersom alle kirkerne på Carriacou var blevet ødelagt, blev der ikke afholdt nogen gudstjeneste i flere måneder. Man så den katolske præst gå rundt og besøge sine kirkemedlemmer for at tilbyde dem kommunionen før han forlod øen. Den anglikanske præst besøgte et af sine sognebørn for at bede om penge til at reparere kirken; den pågældende boede på det tidspunkt i et interimistisk køkken. Man hørte hende sige: ’Min biskop kommer for at bede om penge, mens Jehovas Vidner kommer for at hjælpe deres medlemmer.’“