Lyset bliver klarere

I begyndelsen af det 19. århundrede var en af disse Henry Grew (1781-1862) fra Birmingham i England. Som 13-årig sejlede han med sin familie over Atlanten og ankom til De Forenede Stater den 8. juli 1795. Familien slog sig ned i Providence, Rhode Island. Hans forældre indgav ham kærlighed til Bibelen. I 1807 blev den 25-årige Henry Grew opfordret til at modtage et præsteembede i baptistkirken i Hartford, Connecticut.

Han tog sit ansvar som lærer alvorligt og forsøgte at hjælpe sin hjord til at leve i overensstemmelse med Bibelens ord. Samtidig fandt han det rigtigt at bevare menigheden ren for enhver der forsætligt øvede synd. Til tider måtte han og andre ansvarlige mænd i kirken gribe til at bortvise (udstøde) dem der bedrev utugt eller gav sig af med andre urene handlinger.

Det foruroligede ham desuden at mænd der ikke stod i kirken, forvaltede dens pengesager og tjente som kirkesangere. Disse mænd havde tilmed stemmeret i menighedsanliggender og øvede derved en vis indflydelse på menighedens virke. Med tanke på Bibelens udsagn om at kristne skal holde sig adskilt fra verden, var Grew en overbevist tilhænger af at kun troende og trofaste mænd skulle varetage disse hverv. (2 Korinther 6:14-18; Jakob 1:27) Efter hans mening var det gudsbespotteligt at lade ikketroende synge Guds pris. Hans holdning kostede ham i 1811 medlemskabet af kirken. Nogle af hans sympatisører meldte sig ud samtidig.

Adskilt fra kristenheden

Udbrydergruppen, der omfattede Henry Grew selv, gav sig i kast med at studere Bibelen i den hensigt at indrette deres tilværelse og virke efter dens vejledning. Deres studier gav dem snart større forståelse af Bibelens sandheder, og på den måde afslørede de kristenhedens vildfarelser. For eksempel skrev Grew i 1824 en velgennemtænkt gendrivelse af treenighedslæren. Bemærk logikken i følgende passage: „’Den dag eller time kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun FADEREN.’ [Markus 13:32, da. aut. 1948] Læg her mærke til rangdelingen i rækkefølgen: Mennesket, englene, sønnen, Faderen. . . . Vor Herre lærer os at kun Faderen kendte dagen. Men det er ikke sandt såfremt Faderen, Ordet og Den Hellige Ånd er tre personer i én Gud, sådan som nogle forudsætter; for ifølge [dogmet om treenigheden] . . . kendte Sønnen den lige så godt som Faderen.“

Grew afslørede hvor hyklerisk det var når gejstlige og officerer foregav at tjene Kristus. I 1828 erklærede han: „Kan vi forestille os noget mere selvmodsigende end at en kristen går ud af sit kammer, hvor han har bedt for sine fjender, og befaler sine tropper at støde dødens våben i de selv samme fjenders hjerte med djævelsk raseri? I det ene tilfælde efterligner han glædeligvis sin døende Herre; men hvem efterligner han i det andet tilfælde? Jesus bad for sine mordere. De kristne myrder dem de beder for.“

Med endnu større eftertryk skrev Grew: „Hvornår skal vi tro den Almægtige, der forsikrer os om at han ’ikke kan narres’? Hvornår kommer vi til at fatte beskaffenheden og ånden i den hellige gudsdyrkelse, der fordrer at vi afholder os fra ’det onde i enhver skikkelse’? . . . Er det ikke at bagvaske sønnen af den velsignede hvis man går ud fra at hans gudsdyrkelse fordrer at et menneske i én sammenhæng bærer sig ad som en engel, men i en anden lader ham bære sig ad som en dæmon?“

Evigt liv ikke noget iboende

Dengang, længe før radioen og fjernsynet kom frem, udtrykte man ofte sine synspunkter ved at skrive og uddele pjecer. Omkring 1835 forfattede Grew et betydningsfuldt skrift der afslørede læren om sjælens udødelighed og læren om et brændende helvede som ubibelske. Han fandt disse lærepunkter gudsbespottelige.

Traktaten skulle få vidtrækkende følger, idet den 40-årige George Storrs, højt respekteret præst i den episkopale metodistkirke, i 1837 fandt et eksemplar under en togrejse. Storrs var født i byen Lebanon i New Hampshire og boede nu i Utica i staten New York.

Det gjorde et stærkt indtryk på ham at læse en så fyndig gendrivelse af disse grundlæggende lærepunkter i kristenheden, som han hidtil ikke havde tvivlet på. Han vidste ikke hvem forfatteren var, og traf ham først nogle år senere, senest i 1844, da de begge boede i Philadelphia i Pennsylvania.

Storrs og Grew anfægtede i fællesskab læren om sjælens udødelighed i flere debatter. Grew prædikede flittigt indtil sin død den 8. august 1862 i Philadelphia.

For eksempel forstod Grew hvad Jesu genløsning betød, men opfattede den ikke som „en tilsvarende løsesum“, altså at Jesus gav sit fuldkomne menneskeliv i bytte for det fuldkomne menneskeliv som Adam forspildte. (1 Timoteus 2:6) Henry Grew troede også fejlagtigt at Jesus skulle komme synligt igen som hersker over jorden. Men Grew var opmærksom på at Jehovas navn skulle helliges, hvilket kun få havde anset for væsentligt siden det andet århundrede efter vor tidsregning.