-
Din åndelige vækstUnge spørger — Svar der duer, bind 2
-
-
9. DEL
Din åndelige vækst
Hvad er den største udfordring for dig?
□ At studere Bibelen
□ At bede regelmæssigt til Jehova Gud
□ At fortælle andre (især mine jævnaldrende) om min tro
□ At forstå hvorfor det er klogt at følge Bibelens normer
Skriv på linjen herunder hvilket mål du gerne vil sætte dig med hensyn til det der er den største udfordring for dig.
․․․․․
Kapitel 34-38 vil hjælpe dig til at se hvordan du kan styrke din åndelighed, leve efter Bibelens normer og sætte dig mål der vil lede dig i den rigtige retning og give dit liv mening.
-
-
Hvorfor leve efter Bibelens normer?Unge spørger — Svar der duer, bind 2
-
-
KAPITEL 34
Hvorfor leve efter Bibelens normer?
Du sidder i skolens kantine og spiser frokost sammen med to piger da den nye dreng kommer ind.
„Jeg tror Oliver er interesseret i dig,“ siger den første pige til dig. „Han kigger hele tiden herhen. Han kan ikke få øjnene fra dig!“
„Og ved du hvad?“ hvisker den anden af pigerne mens hun læner sig over mod dig. „Han har ingen kæreste!“
Du havde det allerede på fornemmelsen. Forleden blev du jo inviteret til fest hjemme hos Oliver. Du sagde selvfølgelig nej tak selvom du inderst inde spekulerede over hvordan det mon ville have været.
Den første pige afbryder dine tanker.
„Ærgerligt at jeg er optaget,“ siger hun. „Ellers ville jeg have slået til med det samme.“
Så ser hun pludselig på dig med et forundret udtryk. Du ved hvad hun vil sige.
„Hvorfor har du egentlig ikke en kæreste?“ spørger hun.
Du frygtede det spørgsmål! Faktisk ville du gerne have en kæreste. Men du har lært at det er bedst at vente med at komme sammen med en til man er parat til at blive gift. Hvis bare ikke det havde været for . . .
„Din tro, ikke?“ siger den anden af pigerne.
’Kan hun mon læse mine tanker?’ tænker du for dig selv.
„Bibelen, Bibelen, Bibelen. Du tænker aldrig på andet,“ siger hun hånende. „Hvorfor kan du ikke more dig lidt engang imellem?“
ER DU nogen sinde blevet hånet fordi du prøver at leve efter Bibelen? Hvis du er, har du måske spekuleret over om du går glip af noget. Sådan havde en ung pige ved navn Deborah det. „Bibelens normer føltes alt for strenge,“ mindes hun. „Jeg ville gerne have den samme frihed som mine skolekammerater.“
Se virkeligheden i øjnene
Erfaringen er ikke altid den bedste læremester. Faktisk er det både klogt og i overensstemmelse med Bibelen at lære af andres fejl, ligesom salmisten Asaf gjorde. I en periode følte han at Guds normer var for restriktive. Men da han tænkte nærmere over hvordan det gik dem der forlod Guds veje, indså han hvordan tingene virkelig forholdt sig. Asaf konkluderede senere at de stod „hvor der er glat“. — Salme 73:18.
Overvej med dette i tanke følgende kommentarer fra unge der i en periode var ligeglade med Bibelens normer og begyndte at have seksuelle forhold uden at være gift.
● Hvad prægede jeres tanker og handlinger i den periode?
Deborah: „I skolen var jeg vant til at se alle de andre have en kæreste, og de virkede så glade. Når jeg var sammen med dem og så hvordan de kyssede og krammede, følte jeg mig ensom og jaloux. Jeg brugte ofte mange timer på at dagdrømme om en dreng jeg godt kunne lide. Det gav mig endnu større lyst til at være sammen med ham.“
Mike: „Jeg læste bøger og så programmer der fremstillede uforpligtende sex som noget positivt. Mine venner og jeg talte tit om sex, og det gjorde mig endnu mere nysgerrig. Da jeg så var alene med en pige, mente jeg at vi sagtens kunne kæle for hinanden uden at have sex. Jeg troede at det var nemt at sige stop.“
Andrew: „Jeg havde for vane at se pornografi på internettet. Jeg begyndte også at drikke en del. Og jeg gik til fester med unge som ikke havde respekt for Bibelen.“
Tracy: „Jeg vidste godt at det var forkert at dyrke sex uden at være gift, men jeg hadede ikke det forkerte. Det var ikke min mening at indlede et seksuelt forhold inden jeg blev gift, men mine følelser sejrede over fornuften. I et stykke tid reagerede min samvittighed slet ikke.“
● Blev I lykkeligere af at leve sådan?
Deborah: „I begyndelsen følte jeg mig rigtig fri og var glad for at jeg ikke længere stod tilbage for mine venner. Men det varede ikke ved. Jeg begyndte at føle mig beskidt, frarøvet min uskyld, tom indvendig. Jeg fortrød bitterligt at jeg ikke længere var jomfru.“
Andrew: „Det blev lettere og lettere at give efter for forkerte ønsker. Men samtidig led jeg af skyldfølelse og var skuffet over mig selv.“
Tracy: „Umoralitet ødelagde min ungdom. Jeg havde regnet med at min kæreste og jeg ville få et rigtig godt forhold, men det fik vi slet ikke. Det endte med at vi påførte hinanden smerte, elendighed og hjertesorg. Mange aftener græd jeg når jeg var kommet i seng, og ønskede at jeg havde fulgt Jehovas vejledning.“
Mike: „Jeg begyndte at få det som om en del af mig var død. Jeg forsøgte at se bort fra hvordan mine handlinger berørte andre, men jeg kunne ikke. Det plagede mig at erkende at jeg ved at søge mit eget behag sårede andre.“
● Hvilket råd vil I give unge som synes at Bibelens moralnormer er for strenge?
Tracy: „Følg Jehovas vejledning, og kom sammen med nogle der gør det samme. Det vil føre til lykke.“
Deborah: „Det handler ikke kun om dig og om hvad du har lyst til. Det du gør, berører andre. Og hvis du ser bort fra Guds bud, vil du skade dig selv.“
Andrew: „Når du er uerfaren, synes du at dine venner har et spændende liv. Deres indstilling vil smitte af på dig. Vælg derfor dine venner med omhu. Stol på Jehova, det vil spare dig for en masse sorger.“
Mike: „Noget af det mest værdifulde Jehova giver dig, er din værdighed og uskyld. Hvis du kaster disse gaver bort fordi du ikke kan styre dig, sælger du dig selv billigt. Tal med dine forældre og andre modne voksne om dine problemer. Hvis du gør noget forkert, så tøv ikke med at fortælle det og rette op på situationen. Hvis du griber tingene an på Jehovas måde, vil du få virkelig fred.“
Bibelens normer — en spændetrøje eller en sikkerhedssele?
Jehova er ’den lykkelige Gud’, og han ønsker også at du skal være lykkelig. (1 Timoteus 1:11; Prædikeren 11:9) Bibelens normer er til gavn for dig. Du kunne selvfølgelig betragte dem som en spændetrøje der begrænser din frihed. Men i virkeligheden er Bibelens morallove mere som en sikkerhedssele der beskytter dig.
Du kan stole på Bibelen. Hvis du vælger at leve efter dens normer, vil det ikke kun gøre Jehova glad, men det vil også være til gavn for dig selv. — Esajas 48:17.
Du kan blive Guds ven. Find ud af hvordan.
NØGLESKRIFTSTED
„Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner.“ — Esajas 48:17.
TIP
Tænk over hvordan du ville forsvare visdommen i Bibelens normer over for en lillebror eller lillesøster. Når du taler om din tro, vil det styrke din egen overbevisning.
VIDSTE DU DET . . .?
Det tager kun nogle få øjeblikke at ødelægge sit forhold til Jehova, men det kan tage flere år at genopbygge det.
HANDLINGSPLAN!
Som en hjælp til at forstå Bibelens normer vil jeg ․․․․․
Hvis jeg begynder at misunde dem der følger verdens normer, vil jeg ․․․․․
Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․
HVAD MENER DU?
● Hvorfor er erfaringen ikke den bedste læremester når det handler om konsekvenserne af at bryde Guds love?
● Hvad kan du lære af Deborahs, Mikes, Andrews og Tracys udtalelser?
● Hvorfor betragter nogen måske Bibelens normer som en spændetrøje, men hvorfor er det en kortsynet holdning?
[Tekstcitat på side 285]
„Fortvivlelsen over at blive retledt for at have gjort noget forkert er ikke så slem som smerten ved at prøve at skjule det.“ — Donna
[Illustrationer på side 288]
Bibelens normer hindrer dig ikke i at blive lykkelig; de beskytter dig
-
-
Rollemodel — AsafUnge spørger — Svar der duer, bind 2
-
-
Rollemodel — Asaf
Asaf gennemlever en svær tid. Alle vegne ser han folk bryde Guds love og tilsyneladende slippe godt fra det. Det får Asaf til at spekulere over om det er anstrengelserne værd at prøve at glæde Gud. „Det er til ingen nytte at jeg rensede mit hjerte og vaskede mine hænder i uskyld,“ siger han. Men da Asaf først har tænkt sagen grundigt igennem, ændrer han mening. Han indser at alle de gudløses glæder kun er midlertidige. Hvad er Asafs konklusion? „Bortset fra dig,“ siger han i en sang til Jehova, „har jeg ikke behag i noget på jorden.“ — Salme 73:3, 13, 16, 25, 27.
Måske har du indimellem sat spørgsmålstegn ved værdien af at leve efter Guds normer. Men gør ligesom Asaf, se bag om facaden. Hvordan er situationen for dem der har ignoreret Jehovas love? Har de virkelig fred? Har de fundet en hemmelig vej til lykken som de der er trofaste mod Gud, ikke har fundet? Når du har tænkt sagen igennem, vil du sikkert føle dig bevæget til at sige som Asaf: „For mig er det bedste at søge nær til Gud.“ — Salme 73:28.
-
-
Hvordan kan jeg blive Guds ven?Unge spørger — Svar der duer, bind 2
-
-
KAPITEL 35
Hvordan kan jeg blive Guds ven?
Jeremy kom ud for en smertelig oplevelse der lærte ham hvor stor værdi et venskab med Gud har. „Da jeg var 12, forlod min far vores familie,“ fortæller han. „En aften da jeg var kommet i seng, tryglede jeg Jehova om at få min far til at komme hjem igen.“
I sin fortvivlelse begyndte Jeremy at læse i Bibelen. Da han stødte på Salme 10:14, rørte det hans følelser. Dette vers siger om Jehova: „Til dig overlader staklen, den faderløse, sin sag. Du er blevet hans hjælper.“ Jeremy fortæller: „Det føltes som om Jehova talte til mig og fortalte mig at han var min hjælper og far. Hvilken bedre far kunne jeg få?“
UANSET om du befinder dig i en situation der svarer til Jeremys eller ej, så viser Bibelen at Jehova ønsker at du skal være hans ven. Faktisk siger Bibelen: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8) Tænk over hvad disse ord betyder: Selvom du ikke kan se Jehova Gud — og han på ingen måde er din ligemand — så indbyder han dig til at blive sin ven!
Men hvis du gerne vil være ven med Gud, må du gøre en indsats for det. Det kan belyses med en illustration. Hvis du har en potteplante, ved du udmærket godt at den ikke vokser af sig selv. Hvis den skal trives, må du vande den regelmæssigt og sørge for at give den gode vækstbetingelser. Det samme gælder et venskab med Gud. Hvad kan du gøre for at få et sådant venskab til at vokse?
Vigtigheden af at studere
Venskab kræver tovejskommunikation — altså at begge parter lytter og taler. Det gælder også et venskab med Gud. Vi kan lytte til hvad Gud har at sige til os, ved at læse og studere Bibelen. — Salme 1:2, 3.
Det kan godt være at studium ikke er din yndlingsbeskæftigelse. Mange unge vil hellere se tv, spille et spil eller bare hygge sig med deres venner. Men hvis du gerne vil opdyrke et venskab med Gud, findes der ingen smutveje. Du bliver nødt til at lytte til ham ved at studere hans ord.
Men tag det roligt. Bibelstudium behøver ikke at være en sur pligt. Du kan lære at nyde det — selv hvis du ikke betragter dig selv som en læsehest. Det første du skal gøre, er at sætte tid af til at studere. „Jeg har en plan,“ siger en pige ved navn Lais. „Jeg begynder dagen med at læse et kapitel i Bibelen.“ Marija på 15 har en anden rutine. „Jeg læser et lille stykke i Bibelen hver aften inden jeg lægger mig til at sove,“ siger hun.
Du kan få hjælp til at komme i gang med dit eget studieprogram ved at gennemgå rammen på side 292. Skriv så herunder hvornår du vil kunne bruge bare 30 minutter eller deromkring på at studere Guds ord.
․․․․․
At sætte tid til side er kun begyndelsen. Når du rigtigt går i gang med at studere, opdager du måske at Bibelen ikke altid er let læsning. Det kan være at du er enig med Jezreel på 11, der siger ligeud: „Nogle dele af Bibelen er svære at komme igennem og er ikke særlig spændende.“ Hvis du har det sådan, så giv ikke op. Giv dig altid i kast med at studere Bibelen med den indstilling at det er din ven Jehova Gud du bruger tid på at lytte til. Hvor spændende og udbytterigt dit studium af Bibelen er, bestemmer du i sidste ende selv!
Bøn er af livsvigtig betydning
Bøn er den måde vi taler med Gud på. Tænk over hvilken fantastisk gave bønnen er! Du kan henvende dig til Jehova Gud på alle tider af døgnet. Han er altid parat til at lytte til dig. Og ikke nok med det — han ønsker også at høre hvad du har på hjerte. Det er derfor Bibelen tilskynder os: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud.“ — Filipperne 4:6.
Som dette skriftsted viser, er der mange ting du kan tale med Jehova om. Det kan omfatte dine problemer og bekymringer. Det kan også omfatte ting som du er taknemmelig for. Takker du ikke dine venner for det gode de gør for dig? På samme måde kan du takke Jehova, der har gjort mere for dig end nogen anden ven nogen sinde vil kunne gøre. — Salme 106:1.
Skriv herunder nogle ting som du er Jehova taknemmelig for.
․․․․․
Indimellem føler du dig sikkert tynget af frygt og bekymring. Salme 55:22 siger: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“
Skriv på de følgende linjer hvilke personlige bekymringer du gerne vil nævne for Jehova i bøn.
․․․․․
Personlig erfaring
Der er en anden side af dit venskab med Gud som du ikke bør ignorere. Salmisten David skrev: „Smag og se at Jehova er god.“ (Salme 34:8) Da David skrev Salme 34, havde han lige været igennem en skræmmende oplevelse. Han var på flugt fra den morderiske kong Saul — hvilket var nervepirrende nok i sig selv. Men dertil kom at han blev nødt til at søge tilflugt hos de fjendtlige filistre. Stillet over for det der så ud som den visse død, spillede David sindssyg, og det lykkedes ham at slippe væk. — 1 Samuel 21:10-15.
David tog ikke selv æren for at det på et hængende hår lykkedes ham at flygte. Nej, han gav Jehova æren for det. I et af de tidligere vers i salmen havde han skrevet: „Jeg rådspurgte Jehova, og han svarede mig, og fra alt det jeg gruede for, udfriede han mig.“ (Salme 34:4) Det var altså Davids personlige erfaring der fik ham til at opfordre andre til at ’smage og se at Jehova er god’.a
Kan du komme i tanker om en personlig oplevelse du har haft, som viser at Jehova har omsorg for dig? Hvis du kan, så beskriv den herunder. Tip: Der behøver ikke at være tale om noget meget dramatisk. Prøv at komme i tanker om nogle ganske almindelige velsignelser du oplever i hverdagen, hvoraf nogle måske nemt kunne tages for givet.
․․․․․
Måske har dine forældre undervist dig i Bibelen. Hvis de har, er det en velsignelse. Men du bliver alligevel nødt til at opdyrke et personligt venskab med Gud. Hvis du endnu ikke har gjort det, kan du bruge tilskyndelserne i dette kapitel som en hjælp til at komme i gang. Jehova vil velsigne dine bestræbelser. Bibelen siger: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde.“ — Mattæus 7:7.
LÆS MERE OM DETTE EMNE I BIND 1, KAPITEL 38 OG 39
Synes du det er svært at tale med andre om Gud? Lær hvordan du kan forsvare din tro.
[Fodnote]
a Nogle bibeloversættelser gengiver udtrykket „smag og se“ med „opdag selv“, „find selv ud af“ og „af erfaring vil du se“. — Contemporary English Version, Today’s English Version og The Bible in Basic English.
NØGLESKRIFTSTED
„Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — Mattæus 5:3.
TIP
Læs blot fire sider i Bibelen hver dag, og du vil være igennem den i løbet af et års tid.
VIDSTE DU DET . . .?
At du er i gang med at læse denne bog og følge dens bibelske råd, vidner om at Jehova viser dig personlig interesse. — Johannes 6:44.
HANDLINGSPLAN!
For at få mere ud af mit personlige studium vil jeg ․․․․․
For at bede mere regelmæssige bønner vil jeg ․․․․․
Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․
HVAD MENER DU?
● Hvordan kan du gøre dit personlige studium af Bibelen mere fornøjeligt?
● Hvorfor vil Jehova gerne lytte til ufuldkomne menneskers bønner?
● Hvordan kan du forbedre kvaliteten af dine bønner?
[Tekstcitat på side 291]
„Da jeg var yngre, var mine bønner fyldt med gentagelser. Nu prøver jeg at nævne de gode og de dårlige ting der sker hver dag, i mine bønner. Der er jo ikke to dage der er helt ens, så det hjælper mig til ikke at sige det samme igen og igen.“ — Eve
[Ramme/illustration på side 292]
Gå på opdagelse i Bibelen
1. Udvælg en bibelsk beretning som du gerne vil læse. Bed om visdom til at forstå stoffet.
2. Læs beretningen omhyggeligt igennem. Tag dig god tid. Brug fantasien og så mange af dine sanser som muligt mens du læser: Prøv at se handlingen for dig, høre personernes stemmer, indsnuse luften, smage maden og så videre. Lad beretningen blive levende i dit sind!
3. Tænk over det du lige har læst. Stil dig selv spørgsmål som disse:
● Hvorfor har Jehova ladet denne beretning indgå i sit ord?
● Hvilke personer er værd at efterligne, og hvilke er advarende eksempler?
● Hvad kan jeg lære af denne beretning?
● Hvad lærer beretningen mig om Jehova og den måde han gør tingene på?
4. Bed en kort bøn til Jehova. Fortæl ham hvad du har lært gennem dit studium, og hvordan du planlægger at bruge det i dit liv. Tak altid Jehova for den gave han har givet dig — sit ord, Bibelen!
[Illustration]
„Dit ord er en lampe for min fod og et lys på min sti.“ — Salme 119:105.
[Ramme/illustration på side 294]
Det vigtigste først
Har du for travlt til at bede? Og svært ved at finde tid til at studere Bibelen? Ofte skyldes det den rækkefølge du gør tingene i.
Prøv dette eksperiment: Tag en spand, og læg nogle store sten ned i den. Fyld nu spanden med sand — helt op til kanten. Nu har du en spand fyldt med sten og sand.
Tøm nu spanden, men gem sandet og stenene. Prøv så at gøre tingene i omvendt rækkefølge: Hæld sandet i spanden, og prøv så at lægge stenene ned i spanden. Er der ikke plads til dem? Det er fordi du denne gang hældte sandet i først.
Hvad er pointen? Bibelen siger: ’Forvis jer om de mere vigtige ting’. (Filipperne 1:10) Hvis du sætter små ting som fornøjelser først, vil det føles som om du aldrig har plads nok i dit liv til de store ting — de åndelige gøremål. Men hvis du følger den bibelske tilskyndelse, vil du finde ud af at du har plads til både Rigets interesser og en vis portion fornøjelser. Det er alt sammen et spørgsmål om hvad du lægger i din spand først!
[Illustration på side 290]
Et venskab med Gud kræver, ligesom en potteplante, næring for at vokse
-
-
Hvordan kan jeg forsvare min tro på Gud?Unge spørger — Svar der duer, bind 2
-
-
KAPITEL 36
Hvordan kan jeg forsvare min tro på Gud?
Hvad kunne især afholde dig fra at tale med en klassekammerat om din tro?
□ For lidt bibelkundskab
□ Frygt for at blive gjort til grin
□ Manglende idéer til at indlede en samtale
Hvordan ville du lettest kunne fortælle om din tro?
□ Ved at tale med en enkelt elev
□ Ved at fremholde noget for hele klassen
□ Ved at skrive en rapport om min bibelsk begrundede tro
Skriv navnet på en skolekammerat som du måske kunne snakke med om Bibelen hvis du vidste hvordan du skulle bringe emnet på bane. ․․․․․
GUD er sandsynligvis ikke det mest populære samtaleemne blandt dine skolekammerater. Tag alle mulige andre emner op — sport, tøj eller det modsatte køn — og du skal nok få sat gang i en livlig debat. Men sig noget om Gud, og der opstår nemt en pinlig tavshed.
Det er ikke fordi dine jævnaldrende ikke tror på Gud, for det er der mange unge der gør. Men nogle er forlegne ved at snakke om det. ’Det er bare ikke in,’ tænker de måske.
Hvad med dig?
Hvis du er nervøs for at tale med dine skolekammerater om Gud, er det forståeligt nok. Ingen bryder sig om at blive afvist, og det er endnu værre at blive gjort til grin! Kunne du risikere det hvis du fortalte om din tro? Ja, det kunne du godt. Det kunne på den anden side også være at dine kammerater overrasker dig. Mange af dem søger efter svar på spørgsmål som: ’Hvor er verden på vej hen?’, og ’Hvorfor er den så fuld af problemer?’ Dine kammerater vil sikkert hellere tale med en jævnaldrende om disse emner end med en voksen.
Alligevel kan det godt være en kæmpe udfordring at skulle tale med sine kammerater om religion. Men du behøver ikke at virke fanatisk eller at bekymre dig om at udtrykke dig meget formfuldendt. At tale om sin tro kan være lidt ligesom at spille på et musikinstrument. I begyndelsen er det en udfordring. Men øvelse gør mester, og anstrengelserne vil være det hele værd. Hvordan skal du så bære dig ad med at indlede en samtale?
Som regel kan du let finde en indgangsvinkel. Når der i skolen bliver diskuteret et emne som har været oppe i nyhederne, kan det for eksempel være at du kan fortælle hvad Bibelen siger om det. Eller du kunne prøve bare at komme i snak med en enkelt klassekammerat. Nogle kristne unge gør noget endnu lettere. De lægger bare en bibelsk publikation på deres bord og holder så øje med om den får en klassekammerat til at blive nysgerrig. Det sker ofte, og så er samtalen i gang.
Hvilken af ovennævnte metoder kunne du prøve? ․․․․․
Kan du komme i tanker om en anden metode du kunne bruge for at få en samtale i gang med en klassekammerat? Hvis du kan, så skriv den herunder.
․․․․․
Nogle gange giver et skoleprojekt dig lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd om din tro. Hvad kunne du for eksempel gøre når evolutionslæren bliver taget op? Hvordan kan du forsvare din tro på skabelsen?
Hvordan man forsvarer sin tro på skabelsen
„Da evolutionslæren blev taget op i klassen, satte det spørgsmålstegn ved alt hvad jeg havde lært,“ siger en ung mand der hedder Ryan. „Den blev fremstillet som et faktum, og det var lidt skræmmende.“ Sådan har en pige ved navn Raquel det også. „Jeg fik sommerfugle i maven da min lærer i samfundsfag sagde at det næste vi skulle gennemgå, var evolutionslæren,“ siger hun. „Jeg vidste at jeg blev nødt til at forklare over for klassen hvor jeg stod i dette kontroversielle spørgsmål.“
Hvordan har du det når emnet evolution bliver taget op i klassen? Du tror at Gud „har skabt alle ting“. (Åbenbaringen 4:11) Du ser beviser på intelligent design overalt omkring dig. Men lærebøgerne siger at vi har udviklet os, og det siger din lærer også. Skulle du så tage diskussionen op med „eksperterne“?
Du er ikke den eneste der ikke tror på evolutionsteorien. Faktisk er der endda en del forskere der ikke går ind for den. Og det er der også mange lærere og studerende der ikke gør.
For at kunne forsvare din tro på skabelsen bliver du imidlertid nødt til at vide hvad Bibelen virkelig lærer om emnet. Der er ingen grund til at gøre et stort nummer ud af noget som Bibelen ikke direkte siger noget om. Lad os tage nogle få eksempler.
Min lærebog i naturvidenskab siger at Jorden og solsystemet har eksisteret i milliarder af år. Bibelen siger at Jorden og resten af universet eksisterede før den første skabelsesdag begyndte. Jorden og solsystemet kan derfor godt være milliarder af år gamle. — 1 Mosebog 1:1.
Min lærer siger at Jorden umuligt kan være blevet skabt på blot seks dage. Bibelen siger ikke at hver af de seks skabelsesdage var på 24 bogstavelige timer.
Vores klasse har gennemgået adskillige eksempler på hvordan dyr og mennesker har forandret sig op gennem tiden. Bibelen siger at Gud skabte livsformerne på Jorden „efter deres arter“. (1 Mosebog 1:20, 21) Den støtter ikke tanken om at liv opstod af livløst stof, eller om at Gud satte evolutionsprocessen i gang med en enkelt celle. Inden for hver „art“ er der imidlertid mulighed for stor variation. Bibelen giver således rum for at der kan ske forandringer inden for den enkelte „art“.
Tænk over det vi har gennemgået i dette kapitel, og skriv så hvad du ville svare hvis en af dine lærere eller klassekammerater sagde:
„Videnskaben har bevist at vi er blevet til ved en udvikling.“ ․․․․․
„Jeg tror ikke på Gud fordi jeg ikke kan se ham.“ ․․․․․
Føl dig tryg ved din overbevisning!
Hvis du er opdraget af kristne forældre, tror du måske på skabelsen ene og alene fordi det er det du har lært. Men nu hvor du er blevet lidt ældre, ønsker du sikkert at få et solidt fundament for din tro så din tilbedelse af Gud bliver en ’fornuftmæssig hellig tjeneste’. (Romerne 12:1) I betragtning af det må du spørge dig selv: ’Hvad overbeviser mig om at der findes en Skaber?’ Sam på 14 peger på menneskelegemet. „Det er så detaljeret og komplekst,“ siger han, „og alle dets dele arbejder så fint sammen. Menneskelegemet kan umuligt være et produkt af en evolution!“ Holly på 16 er enig. „Efter at jeg har fået konstateret sukkersyge,“ fortæller hun, „har jeg lært en masse om hvordan kroppen fungerer. Tænk for eksempel på det kæmpe arbejde som bugspytkirtelen — et lille organ bag mavesækken — udfører for at blodet og de andre organer kan fungere.“
Skriv herunder tre ting der overbeviser dig om at der findes en Skaber.
1. ․․․․․
2. ․․․․․
3. ․․․․․
Du har ingen grund til at være flov eller forlegen fordi du tror på Gud og skabelsen. Når man overvejer vidnesbyrdene, er det helt igennem fornuftigt at tro at vi mennesker er resultatet af intelligent design.
I sidste ende er det faktisk evolutionslæren, ikke skabelsen, der kræver en meget stærk tro — ja, i virkeligheden en tro på mirakler uden en mirakelmager! Når du har tænkt emnet igennem og brugt din logiske sans, vil du føle dig mere tryg ved at forsvare din tro på Gud.
Du ser andre på din alder blive døbt. Er du parat til at tage dette skridt?
NØGLESKRIFTSTED
„Jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror.“ — Romerne 1:16.
TIP
Vær opmærksom på din fremtræden når du taler om din tro. Hvis du virker forlegen, kan du ligefrem lægge op til at blive gjort til grin af dine kammerater. Men hvis du taler med overbevisning — ligesom dine skolekammerater ville tale om deres synspunkter — er der større sandsynlighed for at du vinder deres respekt.
VIDSTE DU DET . . .?
Når lærere bliver bedt om at bevise evolutionslæren, må de nogle gange erkende at de ikke er i stand til det, og det går op for dem at den eneste grund til at de går ind for teorien, er at det er det de selv er blevet undervist i.
HANDLINGSPLAN!
For at indlede en samtale om Bibelen med en klassekammerat kunne jeg ․․․․․
Hvis jeg bliver spurgt om hvorfor jeg tror på en Skaber, vil jeg sige ․․․․․
Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․
HVAD MENER DU?
● Hvorfor er det vigtigt at du taler med andre om din tro?
● På hvilke måder kan du nemt fortælle om din tro på skabelsen når du er i skole?
● Hvordan kan du vise din værdsættelse af Ham der har skabt alt? — Apostelgerninger 17:26, 27.
[Tekstcitat på side 299]
„Skolen er et distrikt som kun vi har adgang til.“ — Iraida
[Illustration på side 298]
Både det at spille på et musikinstrument og det at tale om sin tro kræver visse færdigheder — men øvelse gør mester
[Illustration på side 300, 301]
Du kan overvinde din frygt for at skulle forsvare din tro
-
-
Skal jeg lade mig døbe?Unge spørger — Svar der duer, bind 2
-
-
KAPITEL 37
Skal jeg lade mig døbe?
Markér dine svar på følgende spørgsmål:
Dåben er et krav til kristne.
□ Rigtigt
□ Forkert
Hovedformålet med dåben er at beskytte dig mod at give efter for synd.
□ Rigtigt
□ Forkert
Dåben gør det muligt for dig at blive frelst.
□ Rigtigt
□ Forkert
Hvis du ikke er døbt, skal du ikke stå Gud til regnskab for dine handlinger.
□ Rigtigt
□ Forkert
Hvis dine venner bliver døbt, betyder det at du også er klar til at blive døbt.
□ Rigtigt
□ Forkert
HVIS du lever op til Guds normer, er ved at opdyrke et venskab med Gud og taler med andre om din tro, er det kun naturligt at du overvejer at blive døbt. Men hvordan kan du vide om du er parat til at tage det skridt? Lad os som en hjælp til at besvare dette spørgsmål se nærmere på de ovennævnte udtalelser.
● Dåben er et krav til kristne.
Rigtigt. Jesus befalede at hans disciple skulle døbes. (Mattæus 28:19, 20) Faktisk blev Jesus selv døbt. For at følge Kristus må du lade dig døbe når du er moden nok til at træffe denne afgørelse og har et dybtfølt ønske om det.
● Hovedformålet med dåben er at beskytte dig mod at give efter for synd.
Forkert. Dåben er et offentligt symbol på din indvielse til Jehova. Din indvielse er ikke en kold kontrakt der forhindrer dig i at gøre noget som du i hemmelighed godt kunne tænke dig. Du indvier derimod dit liv til Jehova fordi du ønsker at leve efter hans normer.
● Dåben gør det muligt for dig at blive frelst.
Rigtigt. Bibelen siger at dåben er et vigtigt skridt hen imod at opnå frelse. (1 Peter 3:21) Det betyder imidlertid ikke at dåben er som en forsikringspolice du tegner for at beskytte dig selv i tilfælde af at katastrofen skulle ramme. Nej, grunden til at du lader dig døbe, er at du elsker Jehova og ønsker at tjene ham for evigt af hele dit hjerte. — Markus 12:29, 30.
● Hvis du ikke er døbt, skal du ikke stå Gud til regnskab for dine handlinger.
Forkert. Jakob 4:17 siger: „Den der ved hvad der er ret at gøre og dog ikke gør det, for ham er det at synde“ — og det gælder uanset om han er døbt eller ej. Så hvis du ved hvad der er rigtigt, og du er gammel nok til seriøst at overveje hvad du vil med dit liv, så er tiden måske inde til at tale sagen igennem med dine forældre eller en anden moden kristen. På den måde kan du få at vide hvad du skal gøre for at blive døbt.
● Hvis dine venner bliver døbt, betyder det at du også er klar til at blive døbt.
Forkert. Beslutningen om at blive døbt skal komme fra dit eget villige hjerte. (Salme 110:3) Du skal først lade dig døbe når du er fuldstændig klar over hvad det indebærer at være et af Jehovas Vidner, og når du er sikker på at du er klar til at påtage dig dette ansvar. — Prædikeren 5:4, 5.
Et skridt der ændrer dit liv
Dåben er et skridt der ændrer dit liv og fører til mange velsignelser. Der følger også et alvorligt ansvar med, nemlig ansvaret for at leve op til din personlige indvielse til Jehova.
Er du klar til at træffe denne beslutning? Hvis du er, har du god grund til at være glad. Det der ligger foran dig, er det største af alle privilegier — at tjene Jehova helhjertet og leve på en måde der viser at du virkelig har indviet dig til ham. — Mattæus 22:36, 37.
Lær hvordan du kan sætte dig mål som hjælper dig til at få mest muligt ud af dit liv.
NØGLESKRIFTSTED
’Fremstil jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste.’ — Romerne 12:1.
TIP
Find sammen med dine forældre en i menigheden som kan hjælpe dig til at gøre åndelige fremskridt. — Apostelgerninger 16:1-3.
VIDSTE DU DET . . .?
Dåben er en vigtig del af det „mærke“ du skal have for at blive frelst. — Ezekiel 9:4-6.
HANDLINGSPLAN!
For at kunne blive døbt vil jeg forbedre min forståelse af følgende bibelske lærepunkter: ․․․․․
Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․
HVAD MENER DU?
● Hvorfor er dåben så alvorligt et skridt?
● Hvad kan få en ung til at lade sig døbe for tidligt?
● Hvilken ufornuftig grund kunne få en ung til at tøve med at indvi sig og lade sig døbe?
[Tekstcitat på side 306]
„Bevidstheden om at jeg var døbt, hjalp mig til at træffe kloge beslutninger og ikke gøre noget der kunne få dårlige følger.“ — Holly
[Ramme/illustration på side 307]
Spørgsmål der ofte stilles om dåben
Hvad symboliserer dåben? At du bliver nedsænket i vand og derefter oprejses af vandet, symboliserer at du dør i forhold til en selvisk levevis og nu bliver oprejst til at gøre Jehovas vilje.
Hvad vil det sige at indvi sig til Jehova? Det betyder at man giver afkald på ejendomsretten over sig selv og lover at sætte det at gøre Guds vilje over alt andet. (Mattæus 16:24) Du bør foretage en højtidelig indvielse i en bøn til Jehova nogen tid før din dåb.
Hvordan skal du leve dit liv inden dåben? Du skal leve i harmoni med Guds ord og fortælle andre om din tro. Du skal opdyrke et venskab med Gud gennem bøn og studere hans ord. Du skal tjene Jehova fordi du har valgt at gøre det — ikke fordi andre presser dig til det.
Skal du have en bestemt alder for at blive døbt? Alderen er ikke det væsentligste. Men du skal selvfølgelig være gammel nok — og moden nok — til at forstå hvad indvielsen betyder.
Hvad nu hvis du gerne vil døbes, men dine forældre siger at du skal vente? Måske vil de gerne have at du får mere erfaring i at leve som en kristen. Værdsæt deres råd, og udnyt tiden til at styrke dit venskab med Jehova. — 1 Samuel 2:26.
[Ramme på side 308, 309]
Arbejdsskema
Overvejer du at blive døbt?
Tjek om du gør fremskridt, ved at tænke over nedenstående spørgsmål og udsagn. Slå de anførte skriftsteder op før du skriver dine svar.
På hvilke måder viser du i øjeblikket at du stoler på Jehova? — Salme 71:5. ․․․․․
Hvordan har du vist at din opfattelsesevne er blevet opøvet til at skelne mellem ret og uret? — Hebræerne 5:14. ․․․․․
Hvor ofte beder du til Jehova? ․․․․․
Hvor specifikke er dine bønner, og hvad viser de om din kærlighed til Jehova? — Salme 17:6. ․․․․․
Skriv herunder hvilke mål du vil sætte dig i forbindelse med dine bønner. ․․․․․
Hvor regelmæssigt studerer du Bibelen personligt? — Josua 1:8. ․․․․․
Hvad omfatter dit personlige studium? ․․․․․
Skriv herunder hvilke mål du vil sætte dig i forbindelse med dit personlige studium. ․․․․․
Har du en meningsfyldt tjeneste? (Eksempler: Kan du forklare grundlæggende bibelske lærepunkter over for andre? Genbesøger du interesserede? Arbejder du på at komme til at lede et bibelstudium?).
□ Ja □ Nej
Er du med i forkyndelsen selv når dine forældre ikke er det? — Apostelgerninger 5:42.
□ Ja □ Nej
Skriv herunder hvilke mål du vil sætte dig i forbindelse med forkyndelsen. — 2 Timoteus 2:15. ․․․․․
Kommer du fast til møderne, eller springer du indimellem nogle over? — Hebræerne 10:25. ․․․․․
På hvilke måder deltager du i møderne? ․․․․․
Kommer du når dine forældre ikke kan (hvis de giver dig lov til det)?
□ Ja □ Nej
Kan du sige at du virkelig glæder dig over at gøre Guds vilje? — Salme 40:8.
□ Ja □ Nej
Kan du nævne nogle specifikke situationer hvor du har modstået gruppepres? — Romerne 12:2. ․․․․․
Hvad planlægger du at gøre for at bevare en stærk kærlighed til Jehova? — Judas 20, 21. ․․․․․
Ville du tjene Jehova hvis dine forældre og venner holdt op med det? — Mattæus 10:36, 37.
□ Ja □ Nej
[Illustration på side 310]
Ligesom ægteskabet er dåben et skridt der ændrer ens liv — det kræver at man tænker sig godt om
-
-
Hvad vil jeg med mit liv?Unge spørger — Svar der duer, bind 2
-
-
KAPITEL 38
Hvad vil jeg med mit liv?
„I begyndelsen bekymrede jeg mig ikke om fremtiden. Men da jeg skulle til at gå ud af skolen, gik det op for mig at jeg var på vej ud i den virkelige verden med virkelige jobs. Og virkelige udgifter.“ — Alex.
FORESTIL dig at du planlægger at tage på en rejse der vil føre dig langt væk hjemmefra. Du ville sikkert først se på et kort for at finde den bedste vej. Det samme gælder når du lægger planer for fremtiden. „Der er så meget man kan vælge at gøre,“ siger Michael, en ung mand der tjener på et af Jehovas Vidners afdelingskontorer. Hvordan vælger man blandt de mange muligheder? „Det kommer helt an på hvilke mål man har,“ siger Michael.
Et mål kan sammenlignes med et bestemmelsessted. Du vil sandsynligvis ikke nå det ved at vandre formålsløst omkring. Det er meget bedre at tage et kort frem og lægge en rute, så at sige. Når du gør det, følger du opfordringen i Ordsprogene 4:26: „Jævn sporet for din fod.“ Eller, som Contemporary English Version siger: „Gør dig klart hvor du er på vej hen.“
I de kommende år vil du skulle træffe mange vigtige beslutninger, for eksempel om dit forhold til Gud, om arbejde, ægteskab og familieliv. Når først du har gjort dig klart hvor du vil hen, er det lettere for dig at træffe nogle kloge valg. Men når du planlægger dit livs rute, er der noget du for alt i verden ikke må glemme.
„Husk på din skaber“
Hvis du vil opnå sand lykke, må du følge den vise kong Salomons ord: „Husk på din skaber i ungdommens dage.“ (Prædikeren 12:1, den danske autoriserede oversættelse) Med andre ord skal de valg du træffer i livet, være styret af dit ønske om at glæde Gud.
Hvorfor er det vigtigt? Bibelen siger i Åbenbaringen 4:11: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ Alle levende skabninger i himmelen og på jorden står i taknemmelighedsgæld til Skaberen. Er du taknemmelig for at han har givet dig „liv og ånde og alting“? (Apostelgerninger 17:25) Har du ikke lyst til at give Jehova Gud noget tilbage som tak for alt det han har givet dig?
Mange unge blandt Jehovas Vidner der husker på deres Skaber, har valgt at stræbe efter heltidstjenesten. Lad os se på nogle af de spændende tjenestegrene som måske kunne være noget for dig.
Pionertjeneste. Almindelige pionerer bruger meget tid i forkyndelsen. Gennem oplæring og erfaring bliver de dygtige til at undervise i Bibelen.
Tjeneste hvor behovet er stort. Nogle flytter til et område hvor der kun er få forkyndere. Andre lærer et nyt sprog og tjener sammen med en fremmedsproget menighed i nærheden eller flytter endda til et andet land.a
Missionærtjeneste. Kvalificerede pionerer der er fysisk og psykisk stærke, bliver oplært til at tjene i andre lande. Missionærer har en spændende og tilfredsstillende tilværelse.
Beteltjeneste. Medlemmer af betelfamilien tjener på Jehovas Vidners afdelingskontorer. I nogle lande omfatter dette fremstilling og forsendelse af bibelsk læsestof.
Internationalt byggehold. Internationale byggearbejdere rejser til andre lande for at hjælpe med at bygge rigssale, stævnehaller og afdelingskontorer.
Skolen for Udnævnte Tjenere. Kvalificerede ugifte ældste og menighedstjenere bliver oplært i organisatoriske anliggender og i at holde foredrag. Nogle tildeles tjeneste i udlandet.
Planlæg din kurs
Heltidstjenesten er et ophøjet mål der fører til mange velsignelser. Men for at nå det er det nødvendigt med planlægning. Spørg for eksempel dig selv: ’Hvilke evner og færdigheder har jeg som jeg kan bruge når jeg skal forsørge mig selv?’
Kelly havde det klare mål at blive pioner, og det planlagde hun så efter da hun skulle vælge job. „Jeg måtte vælge noget der gav mig mulighed for at forsørge mig selv som pioner,“ siger hun.
Kelly valgte en erhvervsfaglig linje på highschool. Det hjalp hende til at nå sit primære mål. „Jeg ville så gerne være i heltidstjenesten,“ siger hun. „Alt andet var af mindre betydning.“ Kelly er glad for sin beslutning. „Jeg føler ikke at jeg kunne have truffet noget bedre valg,“ konkluderer hun.
Spørg om vej
Hvis du var på rejse et fremmed sted, ville du sikkert blive nødt til at spørge om vej på et eller andet tidspunkt. Det kan du også gøre når du planlægger din fremtid. Sørg for at få input fra andre. Ordsprogene 20:18 siger: „Ved rådslagning fastlægges planer.“
Dine forældre kan være en stor støtte for dig. Men du kan også søge råd hos andre modne kristne hvis liv vidner om at de følger visdommen fra Gud. „Tal med nogle af de voksne i din egen menighed og i nabomenighederne som er gode eksempler,“ anbefaler Roberto, der er i tyverne og tjener på Betel.
Jehova Gud ønsker mere end nogen anden at hjælpe dig til at træffe de valg i livet som vil gøre dig mest lykkelig. Bed ham derfor om at hjælpe dig til at ’blive ved med at forstå hvad hans vilje er’ med hensyn til din fremtid. (Efeserne 5:17) Følg på alle områder af dit liv tilskyndelsen i Ordsprogene 3:5, 6: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“
Se flere oplysninger på dvd’en „Unge spørger: Hvad vil jeg med mit liv?“ Den findes på over 30 sprog
[Fodnote]
a Se rammen på side 164.
NØGLESKRIFTSTED
„’Sæt mig dog på prøve . . . ,’ siger Hærstyrkers Jehova, ’om jeg så ikke åbner himmelens sluser for jer og tømmer velsignelse i overmål ud over jer.’“ — Malakias 3:10.
TIP
Tal med nogle der har været i heltidstjenesten i mange år. Find ud af hvorfor de valgte denne livsvej, og hvordan de føler at de er blevet velsignet.
VIDSTE DU DET . . .?
Elektricitet kan få et apparat til at fungere. På samme måde kan Guds hellige ånd bevæge dig til at gøre meget i hans tjeneste. — Apostelgerninger 1:8.
HANDLINGSPLAN!
Som en hjælp til at få større glæde ved forkyndelsen vil jeg tale med ․․․․․
Hvad jeg vil spørge mine forældre om i den forbindelse: ․․․․․
HVAD MENER DU?
● Hvilke evner og færdigheder har du?
● På hvilke måder kan du bruge dine evner til at lovprise Jehova?
● Hvilken form for heltidstjeneste som er nævnt i dette kapitel, tiltaler dig mest?
[Tekstcitat på side 313]
„Jeg beundrer mine forældre meget. Deres nidkærhed i forkyndelsen, den måde de har tacklet økonomiske vanskeligheder på, og den opmuntring de har givet mig til at begynde i heltidstjenesten, har alt sammen påvirket mig i en positiv retning.“ — Jarrod
[Ramme på side 314]
Arbejdsskema
Mine mål
Sæt et kryds ved de mål du gerne vil sætte dig. Skriv dine personlige mål i de tomme felter.
Forkyndelsen
□ Øge den tid jeg bruger i forkyndelsen til ․․․․․ timer om måneden
□ Sprede ․․․․․ publikationer hver måned
□ Bruge Bibelen når jeg taler om min tro
□ Aflægge ․․․․․ genbesøg hver måned
□ Påbegynde et bibelstudium
Andre mål: ․․․․․
Personligt studium
□ Læse ․․․․․ sider i Bibelen hver dag
□ Forberede mig til de ugentlige møder
□ Undersøge følgende bibelske emner: ․․․․․
Menigheden
□ Komme med mindst én kommentar ved hvert møde
□ Indlede en samtale med en ældre broder eller søster som jeg gerne vil lære bedre at kende
□ Besøge en ældre eller syg broder eller søster i menigheden
Andre mål: ․․․․․
Dato ․․․․․
Kig på listen igen om seks måneder, og se hvor langt du er kommet med hensyn til at nå dine mål. Tilpas dem, eller føj flere mål til efter behov.
[Illustration på side 312]
Når du har nogle mål, vil du undgå at spilde din energi på ikke at komme nogen vegne
-
-
Til mig selv — Din åndelige vækstUnge spørger — Svar der duer, bind 2
-
-
9. DEL
Til mig selv — Din åndelige vækst
Hvad kan hindre dig i at nå dine åndelige mål?
․․․․․
Hvilke specifikke skridt kan du tage for at overvinde disse hindringer?
․․․․․
-