Broder Knorr forsikrede dem om at der så hurtigt som muligt ville blive sendt flere missionærer til landet for at hjælpe dem.

Der gik ikke lang tid før løftet blev indfriet. Den 17. marts 1954 steg to passagerer af et fly der landede i lufthavnen i Pointe-à-Pitre. Men der var ingen til at tage imod dem, eftersom flyet var stærkt forsinket. Politiet tilbød imidlertid at køre dem til broder Laalands renseri. De rejsende, der kort forinden havde gennemgået Gileadskolen, kom oprindelig fra Frankrig. Det var en høj broder ved navn Pierre Jahnke og hans medarbejder Paul Touveron.

Nogle få dage efter at missionærerne var ankommet, kom også broder Henschel på besøg. På dette tidspunkt lå Selskabets missionærbåd Faith i havnen, og besætningen havde travlt med at forberede et stævne der fra den 26. marts skulle holdes på en lokal skole.

Der herskede en glad atmosfære da programmet begyndte, selv om brødrene var en smule anspændte og nervøse for om alt ville forløbe glat. Efter nogle foredrag og demonstrationer blev der hængt et interimistisk lærred op, hvorefter man for første gang så Selskabets film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. Nu kunne brødrene med egne øjne se tydelige vidnesbyrd der styrkede dem i troen på at dette er Guds organisation. Alle der overværede forevisningen var dybt bevægede over at se hvorledes organisationen virker i fred og enhed. Søstrene lagde også mærke til at deres kristne søstre i andre lande bar smykker, uden dog at gå til yderligheder. Det var desuden opmuntrende for dem der overværede stævnet at have to missionærer iblandt sig, brødre der var blevet udsendt af organisationen og hvis eksempel ville styrke menigheden. Det var en stor og bevægende aften — så bevægende at det åbenbart havde været for meget for den præsiderende tilsynsmand i menigheden i Pointe-à-Pitre, Clotaire Missoudan. Han døde i sin seng samme nat. Åbenbart var han sovet stille ind, for hans kone opdagede det først næste morgen.

På stævnets anden dag meddelte broder Henschel at Vagttårnsselskabet ville oprette et afdelingskontor på Guadeloupe. Det skulle føre tilsyn med forkyndelsen af den gode nyhed på Guadeloupe og Martinique. Pierre Jahnke blev udnævnt til landstjener. Nu kom den organisatoriske opstramning der var så stort behov for på disse øer.

Efter stævnet gik de to missionærer i gang med arbejdet. De lejede et lille træhus for at skaffe et sted til afdelingskontoret. Senere købte Selskabet et beskedent sommerhus i en bypark der hed Raizet, og her havde man kontor indtil december 1966. Foruden at tage sig af arbejdet på afdelingskontoret deltog broder Jahnke i forkyndelsen i Pointe-à-Pitre, idet han brugte så meget tid som muligt sammen med brødrene. Broder Touveron besøgte menighederne og de isolerede forkyndere som kredstilsynsmand, indtil han efter omkring et år fandt det nødvendigt at vende tilbage til Frankrig.

Hjælp fra et flydende missionærhjem

Værdsættelsen af Jehovas organisation blev stimuleret når der kom besøg af de missionærer som sejlede fra ø til ø. I cirka ti år havde Selskabet nogle både der tjente som flydende missionærhjem for De Vestindiske Øer. I begyndelsen benyttede man en 59-fods skonnert der blev kaldt Sibia. Den blev senere erstattet af en større båd der hed Light. Man benyttede også en 72-fods båd med dobbeltskrue der hed Faith. Skønt missionærerne om bord på bådene talte engelsk (og det gjorde de fleste forkyndere på Guadeloupe ikke), blev deres besøg meget værdsat. Forkynderne her kan stadig huske disse missionærers nidkærhed når de arbejdede sammen med de lokale forkyndere, og brugte hele dage i forkyndelsen.

På deres sidste besøg med båden Light i 1956 forkyndte missionærerne på øerne Marie-Galante og Désirade fra 26. juli til 7. august. På Marie-Galante viste de filmen Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed. En af tilskuerne sagde: „Om I så havde givet mig ti tusind francs kunne I ikke have gjort mit hjerte lykkeligere end det er i aften!“

[Illustration på side 138]

Missionærer på båden „Light“ forkyndte nidkært