-
GuadeloupeJehovas Vidners Årbog 1995
-
-
En anderledes livsform
Da Armand og Marguerite Faustini i 1963 flyttede fra Frankrig til Guadeloupe for at hjælpe i forkyndelsen, opdagede de at livet her var noget anderledes. I begyndelsen blev de overraskede når den de besøgte ikke kom ud til døren men blot råbte: „Kom ind!“ Skønt folk levede i beskedne kår og kun havde få penge, var de som regel glade for at bytte de bibelske publikationer med frugter og grøntsager. Så når ægteparret fortsatte i forkyndelsen var de foruden publikationer ofte belæssede med bananer, mangofrugter, yams og æg.
De fik til opgave at rejse i kredstjenesten, og broder Faustini fortæller: „Brødrene tog meget hjerteligt imod os, men hvad angik punktlighed var der meget at arbejde på. På landet var det kun de færreste der ejede et ur, og de aflæste derfor tiden ved at kigge på solen. Som følge heraf begyndte møderne nogle gange op til en time senere end planlagt. Vi fik os nogle overraskelser når årstiderne skiftede!“
Hjælp til Marie-Galante
Samme år som ægteparret Faustini ankom til Guadeloupe, blev der aflagt et særligt vidnesbyrd på øen Marie-Galante, der ligger omkring 40 kilometer syd for Pointe-à-Pitre. Broder Faustini tilbragte sammen med 16 hjælpepionerer en hel måned med at forkynde for øens 14.000 indbyggere. Selskabets film Den Nye Verdens Samfund i Virksomhed blev vist adskillige gange i løbet af denne måned. Nogle få år senere fik specialpionerer tildelt øen som distrikt. To af disse, Frédéric Ferdinand og Léo Jacquelin, stiftede familie og blev på øen.
For at støtte specialpionererne på Marie-Galante besluttede vi at vi i april 1969 ville transportere stævnehallen over til øen og holde et stævne dér. Kredstilsynsmanden, broder Faustini, skrev: „Det har været et usædvanligt stævne. Forestil jer hvor forbløffede de 6000 indbyggere i Grand-Bourg blev da de oplevede en ’invasion’ af et tusind Jehovas vidner der ankom i tre både, hver bærende på en dunk med 20 liter vand! I denne tørketid var der kun lidt vand, og øens indbyggere var glade for at deres gæster selv medbragte vand og derved sparede på øens vandforsyning. Indbyggerne havde aldrig oplevet noget lignende — en stadig strøm af mennesker der gik fra havnen gennem byen ud til stævnepladsen. Alle øens indbyggere fik besøg af forkynderne. Nogle fik endog flere besøg i løbet af den samme formiddag. På få dage havde de lejlighed til at stifte bekendtskab med og lære noget om Guds organisation.“ Der findes nu tre menigheder på Marie-Galante.
Efter omkring ti år måtte broder og søster Faustini rejse tilbage til Frankrig. Senere var de dog i stand til at vende tilbage til Caraibien, og broder Faustini er i dag medlem af afdelingskontorets udvalg på Martinique.
-
-
GuadeloupeJehovas Vidners Årbog 1995
-
-
[Illustration på side 150]
Armand og Marguerite Faustini, der tjente 10 år på Guadeloupe, er nu på Martinique
-