Jehovas vidner har aflagt besøg på Guadeloupe så tidligt som i 1936. Men i 1938 begyndte der at blive forkyndt regelmæssigt på kajerne i Pointe-à-Pitre.

På det tidspunkt var man først lige begyndt at indlægge elektricitet, og der var kun få biler i gaderne. Men på havnen var der travlhed. Her lå skibe af alle størrelser for anker. Købmændene og deres ansatte havde travlt, og det samme havde havnearbejderne, der baksede med tunge sække og trækasser og store tønder. I middagspausen plejede en bestemt mand at sidde i skyggen på en trappesten, omgivet af arbejdere. Han talte om Bibelen. Denne mand var i fyrrerne og hed Cyril Winston. Han var gift og kom fra Dominica, en ø der ligger syd for Guadeloupe. Cyril Winston var en høj mand med grå øjne og et behageligt væsen, og han talte roligt på kreolsk. Han var heltidsforkynder, eller pioner, og arbejdede samtidig flittigt for at sørge for sin families fysiske behov.

Condé Bonchamp var blandt de første der lyttede opmærksomt til Cyril Winston. „Vi arbejdede sammen som havnearbejdere,“ fortæller han. „I middagspausen sad jeg og adskillige af de andre arbejdere rundt om Cyril. Vi holdt af at lytte til hans forklaringer af Bibelen. I løbet af kort tid havde han samlet en lille gruppe fra Dominica som arbejdede sammen med os. Han organiserede møder som blev overværet af fem personer.“

Broder Winston lejede et værelse i den case hvor René Sahaï boede sammen med sin hustru, og brugte det til at holde møder i. En vestindisk case er en bygning opført af brædder som er sømmet fast til en bjælkekonstruktion, og med et tag af bølgeblik. Værelserne er inddelt ved hjælp af skillevægge med åbninger foroven for at skabe øget luftcirkulation. Man kan derfor let høre hvad der bliver sagt i de andre værelser, så når der blev holdt møde sad fru Sahaï og lyttede til foredragene. På denne måde blev hun og hendes mand interesseret i sandheden fra Bibelen.

Noéma Missoudan (nu Apourou) husker sin første kontakt med denne gruppe: „Det foruroligede mig at min mand visse dage var begyndt at komme sent hjem. Jeg var bange for at han måske var blevet interesseret i en anden kvinde. En aften fulgte jeg efter ham. Det var den 25. december 1939. Han gik ind i en case i en forstad til Pointe-à-Pitre. Nogle få minutter senere gik jeg selv ind i huset — og blev meget overrasket over pludselig at befinde mig i en gruppe på 12 mennesker. Jeg satte mig ned og lyttede.“ Sådan begyndte hun at komme til møderne. Eftersom der ikke var elektricitet skulle de hver især medbringe et lys.

Trængsler under krigen

Efter at Tyskland havde invaderet Polen, erklærede Frankrig den 3. september 1939 Tyskland krig. De Franske Antiller følte virkningen af dette, eftersom handelen med Frankrig stort set gik i stå. I 1940 blev Guadeloupe underlagt den franske Vichy-regering der kollaborerede med nazisterne. Forbindelsen til De Forenede Stater blev afbrudt. Guadeloupe kunne ikke længere eksportere rom og bananer, og landet kunne heller ikke importere fødevarer og andre produkter. En sending bibelske publikationer fra New York blev endog brændt på kajen i Pointe-à-Pitres havn.

Men i 1940 begyndte den lille gruppe der samledes for at studere Bibelen i en forstad til Pointe-à-Pitre, at fungere som en af Jehovas Vidners isolerede grupper under Vagttårnsselskabets ledelse. Det var den første gruppe på Guadeloupe.

Nidkærhed uden menneskefrygt

Nogle af dem der overværede møderne i denne gruppe gjorde hurtigt sandheden til deres egen. I september 1940 kunne broder Winston således døbe syv i floden La Lézarde i nærheden af Petit-Bourg. Men hvorfor i en flod, når der findes så mange lettilgængelige strande? Brødrene syntes at det var mest passende eftersom Jesus jo selv blev døbt i Jordanfloden. I virkeligheden kræves det blot at der er tilstrækkeligt med vand til at man kan blive nedsænket.a

Disse første disciple på Guadeloupe var meget nidkære og led på ingen måde af menneskefrygt. Om denne tid har broder Bonchamp fortalt: „Om søndagen gik vi ud i forkyndelsen. Vi havde ikke modtaget nogen oplæring og havde meget lidt kundskab, så hver enkelt fremholdt budskabet så godt han nu kunne. Eftersom jeg mente at jeg havde et ansvar for at omvende så mange mennesker som muligt, stillede jeg mig op foran den katolske kirke i Pointe-à-Pitre lige efter at messen var forbi, og råbte: ’Folk i Pointe-à-Pitre: Lyt til Jehovas ord . . .’ Jeg havde læst at det var sådan profeterne i fortiden bar sig ad. Efter at jeg havde talt et stykke tid, samlede der sig en flok mennesker. Nogle lyttede mens andre begyndte at lave støj. Politistationen lå i nærheden, og min hustru og jeg blev arresteret. Vi tilbragte den følgende nat på stationen.“ Men det afholdt dem ikke fra at fortsætte med at deltage i forkyndelsen.

Olga Laaland, en ung mand på 20 år, holdt sig heller ikke tilbage da han først havde lært sandheden at kende. Den anden søndag han mødtes med den lille gruppe forkyndere, sluttede han sig til dem i forkyndelsesarbejdet. Han blev en meget nidkær broder der gjorde gode fremskridt. Han lå ikke under for menneskefrygt, og eftersom han var begavet med en stentorrøst kunne man ikke undgå at lægge mærke til ham.

Disse kristnes trofasthed blev dog ikke kun sat på en prøve i forbindelse med den offentlige forkyndelse.

Isolationen sætter ydmygheden på prøve

Brødrene havde kun begrænset med bibelstudiemateriale. De fleste af de 30 forkyndere der var tilsluttet denne isolerede gruppe var endnu ikke nået frem til åndelig modenhed. Restriktionerne under krigen hindrede enhver kontakt med Selskabets hovedkontor. Samtidig blev Cyril Winston syg og vendte tilbage til Dominica, hvor han døde tre måneder senere. Brødrene elskede ham, men nu tillod de at der opstod alvorlige vanskeligheder iblandt dem. De ønskede at tjene Jehova, men anskuede i det store og hele organisationen fra et menneskeligt synspunkt. Broder Sahaï, i hvis hjem møderne blev holdt, mente at det var ham der skulle føre an. Men andre var af en anden mening. Indre stridigheder nåede et klimaks den 29. november 1942, da størsteparten af gruppen, anført af broder Missoudan, besluttede at trække sig tilbage og mødes et andet sted. Broder Sahaï fortsatte med at holde møder i sit hjem. Uenigheden mellem de to grupper var ikke af læremæssig art; den drejede sig om personligheder.

Trods denne kløft fortsatte begge grupper med at forkynde, og folk lyttede. Der var oprigtige brødre og søstre i begge grupper. Men når de bibelske principper ikke følges opstår der forhold som ikke sømmer sig for kristne, for Bibelen siger: ’Der må ikke være splittelser iblandt jer.’ ’Bestræb jer ivrigt for at bevare åndens enhed i fredens forenende bånd.’ — 1 Kor. 1:10; Ef. 4:1-3.

I denne kritiske periode lykkedes det broder Sahaï at genoprette kontakten med Selskabets hovedkontor. Selskabet værdsatte hans bestræbelser herpå, samt hans ihærdige indsats for at få bibelske publikationer til landet under krigen. Den 16. februar 1944 blev der sendt et brev til Guadeloupe hvori broder Sahaï blev udnævnt til kredstjener (præsiderende tilsynsmand). På det tidspunkt var han 30 år. Trods hans beskedne position og et noget skrøbeligt udseende var han en meget frimodig og resolut mand.

Efter at Selskabet havde udnævnt broder Sahaï til at betjene menigheden, skrev man følgende brev til den anden gruppe: „I brødre som har skilt jer ud . . . bør fra nu af slutte jer sammen med ham idet I samarbejder om at fremme Rigets interesser. Eftersom Kristus ikke er delt . . . må Kristi legeme på jorden være forenet . . . Vi tror at jeres hengivenhed for Herren og Riget vil udvirke at alle ser bort fra de personlige følelser man måtte have i dette spørgsmål, og venter på at Herren fælder den dom han måtte mene er nødvendig over enhver der øver uret, og hver især går fremad og tjener Herren.“ Bestræbelserne på at bringe en forsoning i stand var imidlertid vanskelige. Ikke alle mente at broder Sahaï besad de nødvendige kvalifikationer til denne opgave. Skønt mange ønskede at grupperne skulle slå sig sammen igen, var det svært for dem at se bort fra deres personlige følelser. På grund af brødrenes manglende modenhed varede splittelsen til 1948.

I 1944 rapporterede kun ni forkyndere i den menighed der blev anerkendt af Selskabet.

Særdeles offentlige møder

For at udbrede Bibelens sandhedsord holdt forkynderne foredrag på gaderne i de milde tropeaftener. Foredragsholderen talte så højt at det ikke blot var de nærmeste tilhørere der kunne høre ham, men de forbipasserende blev også nysgerrige. På grund af sin kraftige stemme fik broder Laaland ofte denne forret. Han har fortalt følgende om disse møder: „Efter solnedgang samledes vi i en kreds under et træ eller på et gadehjørne. I midten stod taleren; andre oplyste stedet med fakler. Programmet blev indledt med sang og bøn. Selve foredraget varede fra en halv til en hel time, alt efter hvad foredragsholderen havde forberedt. Foredragene var ikke særlig varierede eftersom hovedformålet var at nedsable falsk religion.“

Som følge af disse møder blev mange hjulpet til at lære sandheden at kende. Men det var ikke alle der satte pris på foredragene. Nogle gange smed folk i ly af mørket sten på gruppen. Men brødrene flyttede sig ikke før mødet var slut. De tænkte som så: „Hvis soldater er parate til at trodse fjendens våben i en krig, hvorfor skulle vi så ikke være parate til at blive ramt af nogle få sten for den gode nyheds skyld?“ (2 Tim. 2:3) Nogle få forkyndere blev faktisk ramt i hovedet. En aften da en søster holdt en stor olielampe for taleren, blev der kastet en sten mod lampen, men den røg forbi og ramte i stedet en tilhører. Da vedkommende senere døde på hospitalet blev den formastelige retsforfulgt og idømt en streng straf.

Åndens enhed opdyrkes

I mellemtiden var Selskabet stadig opmærksomt på den farlige tilstand der herskede på Guadeloupe med to grupper der hver især bestræbte sig på at tjene Jehova, men uden at samarbejde i enhed. I 1947 blev Joshua Steelman, en engelsktalende kredstilsynsmand, sendt dertil fra en naboø for at besøge menigheden i Pointe-à-Pitre. Broder Steelman blev med glæde budt velkommen, og 26 — tilsyneladende nogle fra begge grupper — gik i ugens løb med ham ud i forkyndelsen. Men han kunne ikke tale fransk, og i sin rapport meddelte han at brødrene ikke kunne læse engelsk og oversætte den vejledning de fik. Der herskede en desperat mangel på organisering. Brødrene studerede en af Selskabets bøger tre gange om ugen, men de havde ingen eksemplarer af Vagttårnet. Broder Steelman understregede ikke desto mindre at mange var stærkt optaget af forkyndelsen. Den vejledning han havde givet i håb om at forene de to grupper førte imidlertid ingen umiddelbare resultater med sig.

I 1948 flyttede broder Laaland derfor på Selskabets anmodning tilbage til Guadeloupe. Han begyndte straks at arbejde på at få de to grupper forenet. Nogle af brødrene var så ivrige efter at blive forenet at de stod op klokken fire om morgenen og gik op på en bakke for at bede Jehova om at velsigne deres bestræbelser på at opnå enhed. Omkring marts måned samme år blev enheden genoprettet, efter en splittelse der havde varet i over fem år. Det gennemsnitlige antal forkyndere steg fra 13 i 1947 til 28 i 1948, med et højdepunkt på 46. I Salme 133:1 siges der: „Se! Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“

Men det var ikke alle der var tilfredse med genforeningen. Et lille antal gjorde det klart at de ikke ønskede at være med. Nogle grundlagde en sekt som de kaldte „Le Messager de Sion“, og fremstillede traktater som de uddelte foran det sted hvor deres tidligere brødre og søstre holdt møder. En af deres ledere købte sig en motorcykel så han kunne følge efter forkynderne og underminere deres arbejde når de forkyndte. Men på en af disse ture kolliderede han med en oksekærre fyldt med sukkerrør, og døde senere på hospitalet. Derefter hørte man ikke mere til hans gruppe.

For at opdyrke åndens enhed skulle der imidlertid mere til end at mødes og sammen gå ud i forkyndelsen. (Ef. 4:1-3) På dette tidspunkt blev det lokalt forbudt søstrene at gå med smykker, at klippe deres hår, eller at overvære møderne i rigssalen uden at bære hovedbeklædning. Det skyldtes at man havde misforstået en bestemt vejledning i Bibelen. Menigheden havde brug for yderligere hjælp til at blive helt forenet med Jehovas folks verdensomspændende samfund. Denne hjælp kom senere i 1948, da Selskabet sendte to gileadmissionærer til Guadeloupe.

De første to missionærer

De franske myndigheder gav Kenneth Chant og Walter Evans, der begge var canadiere, opholdstilladelse i ét år på Guadeloupe. Deres ankomst førte til øget virksomhed i menigheden. Men det vakte også modstand, åbenbart anstiftet af gejstligheden. I begyndelsen af 1949 fik de to missionærer officielt besked på straks at forlade landet.

Deres korte ophold havde ikke desto mindre styrket brødrene åndeligt. De lokale brødre havde nu fået en bedre forståelse af de bibelske principper, og de gjorde fremskridt med hensyn til at følge de samme organisationsmæssige retningslinjer som Jehovas vidner fulgte overalt i verden.

En menighed i Desbonnes

Lidt efter lidt begyndte sandhedens sæd at slå rod uden for Pointe-à-Pitre, der er Guadeloupes største by. Grunden til den anden menighed var blevet lagt i 1941, da Duverval Nestor lå på hospitalet i Pointe-à-Pitre. Her hørte han for første gang om sandheden og tog imod den.