Den klassiske by Tikal

Dybt inde i den utilgængelige Peténjungle i det nordlige Guatemala ligger Tikal, den største klassiske mayaby der til dato er fundet. I denne 130 kvadratkilometer store by, hvor bykernen alene dækker et område på 16 kvadratkilometer, findes der over 3000 bygninger, lige fra beskedne boliger til enorme, zigguratlignende templer. Det største, det tårnhøje Tempel IV, der er et tempel for den dobbelthovedede slange, er 65 meter højt. Hjertet i Tikal er det én hektar store torv med Tempel I, kæmpejaguarens tempel, mod øst og Tempel II, maskernes tempel, mod vest.

Hvilket formål tjente disse templer? Der råder stadig en vis tvivl på dette område, men maya-arkæologen Edwin M. Shooka udtaler til Vågn op!: „De var templer i religiøs forstand, og de blev bygget til det formål. Derudover blev de brugt til at ære en person, idet hans rester blev begravet på et sådant ærefuldt sted. Westminster Abbey blev for eksempel heller ikke bygget til at huse gravsteder. Men englænderne ærer alligevel deres store ved at bisætte dem i Westminster Abbey. Det er nøjagtig det samme der går igen i hele mayasystemet — på få undtagelser nær.“ Det var Shook som opdagede og navngav Tikals store gader efter tidligere opdagelsesrejsende — såsom Mendez, Maudslay, Maler og Tozzer.

På de to andre sider af det store torv ligger det nordlige og det midterste akropolis, der menes at have været paladser og administrationsbygninger. I nærheden af det sydlige akropolis findes den tredobbelte boldplads, der engang genlød af den hårde dumpe lyd af en gummibold som beskyttelsesklædte spillere skød til hinanden. Eftersom Tikal ligger på en sokkel af porøs kalksten, som det værdifulde regnvand let trænger igennem, var det nødvendigt for mayaerne at bygge adskillige vandreservoirer, hvoraf nogle endda oprindelig var kalkbrud. Disse cisterner var indvendig beklædt med en særlig slags ler for at hindre udsivning. Blandt de særlige træk der er bevaret i Tikal er det sydlige akropolis, østpladsen og vestpladsen, de syv templers plads, torvet i bymidten, de fire hovedgader der blev benyttet til religiøse processioner, og den tabte verdens kompleks, som for nylig er blevet restaureret af arkæologer fra Guatemala.

Enden på den klassiske periode

Hvorfor sluttede den klassiske periode? Der findes utallige teorier, men ingen kender det rigtige svar. Fra dateringer ved man kun at der pludselig ikke blev opført flere steler, paladser og offentlige bygninger. Den yngste stele man har fundet i Tikal er dateret til år 869. Byboerne forlod de store mayabycentre og bosatte sig i små, spredte landsbyer hvor de beskæftigede sig med landbrug. Junglen der tidligere blev holdt på afstand, bredte sig nu kraftigt. Nye træer fik rodfæste i hver en krog og revne i bygningerne og blev til store træer. Deres rødder på adskillige centimeters tykkelse ødelagde hjørner, knækkede kalkstensblokke, svækkede vægge og knuste kragstenshvælvinger. Forladte og glemte blev Tikal og andre lignende byer skjult for omverdenen i junglens kvælende favn.

[Illustration på side 16]

Pyramidetempel (syvende århundrede), det store torv, Tikal, Guatemala