“VI VED IKKE RET MEGET OM FORKYNDELSEN I GUINEA”

I slutningen af 1977 kom jeg tilbage til Nigeria for at få oplæring. Da de tre ugers kursus var slut, viste Malcolm Vigo, der var koordinator for Afdelingskontorets Udvalg, mig et brev fra Afdelingskontoret i Sierra Leone. Brødrene var på udkig efter en sund og rask pionerbror der kunne være kredstilsynsmand i Guinea. Han skulle være single og kunne tale engelsk og fransk. Bror Vigo fortalte mig at det faktisk var derfor jeg var blevet kaldt ind på kurset. Han understregede at det ikke ville være en let opgave. “Tænk dig godt om før du siger ja,” sagde han. Jeg svarede med det samme: “Det er Jehova der sender mig, så derfor tager jeg afsted.”

Jeg fløj til Sierra Leone og mødtes med brødrene på Betel. En bror der var medlem af Afdelingskontorets Udvalg, sagde: “Vi ved ikke ret meget om forkyndelsen i Guinea.” Afdelingskontoret førte tilsyn med arbejdet i nabolandet Guinea, men det var umuligt at kommunikere med forkynderne i landet på grund af den anspændte politiske situation. Og de havde flere gange forsøgt at sende en bror til Guinea for at besøge forkynderne der, men det var ikke lykkedes. Derfor bad de mig om at rejse til Conakry, hovedstaden i Guinea, og prøve at få opholdstilladelse.

Da jeg kom til Conakry, tog jeg hen på den nigerianske ambassade og mødtes med ambassadøren. Jeg fortalte ham at jeg meget gerne ville forkynde i Guinea. Han frarådede mig at blive i landet fordi jeg kunne risikere at blive arresteret eller det der var værre. “Rejs tilbage til Nigeria og forkynd der,” sagde han. Men jeg svarede: “Jeg er besluttet på at blive.” Så skrev han et brev til den guineanske indenrigsminister hvor han bad ham om at hjælpe mig, og ministeren tog meget venligt imod mig.

Kort tid efter rejste jeg tilbage til Afdelingskontoret i Sierra Leone og fortalte brødrene om min samtale med indenrigsministeren. De råbte af glæde da de hørte at Jehova havde velsignet min rejse, og at jeg havde fået opholdstilladelse i Guinea.

Fra 1978 til 1989 var jeg i kredstjenesten i Guinea og Sierra Leone, og nogle gange var jeg også vikar for en kredstilsynsmand i Liberia. I begyndelsen blev jeg tit syg. Og nogle gange skete det når jeg var i meget isolerede områder. Men brødrene gjorde alt hvad de kunne, for at få mig på hospitalet.

Engang fik jeg en slem omgang malaria samtidig med at jeg fik indvoldsorm. Da jeg endelig kom mig, fandt jeg ud af at brødrene havde talt om hvor de skulle begrave mig! Selvom jeg kom ud for de her livstruende ting, overvejede jeg aldrig at forlade en opgave. Jeg er overbevist om at det kun er Jehova der kan give virkelig beskyttelse, for hvis vi dør, kan han give os livet igen.

TILLID TIL JEHOVA SOM ÆGTEPAR

I 1988 mødte jeg Dorcas – en meget ydmyg og åndeligsindet pionersøster. Vi blev gift, og hun sluttede sig til mig i kredstjenesten. Dorcas er en meget kærlig hustru, og hun har været villig til at bringe mange ofre for Jehova. Nogle gange måtte vi gå 25 kilometer med al vores bagage for at komme frem til en menighed. Når vi skulle besøge en menighed der lå længere væk, brugte vi de transportmidler der var til rådighed, og vejene dertil var mudrede og fyldt med store huller.

Dorcas er også meget modig. Nogle gange skulle vi krydse en flod fyldt med krokodiller. På en femdages rejse skulle vi engang over en flod hvor broen var gået i stykker, og vi blev nødt til at sejle i kano. Da Dorcas skulle ud af kanoen, faldt hun i vandet. Hverken Dorcas eller jeg kunne svømme, og der var krokodiller i floden. Heldigvis var der nogle unge mænd der hoppede i vandet og reddede hende. Vi havde begge to mareridt om episoden i et godt stykke tid, men vi fortsatte i vores opgave.

I starten af 1992 blev vi meget overraskede da vi fandt ud af at Dorcas var gravid. Ville det mon betyde at vi skulle stoppe i heltidstjenesten? Vi tænkte: ‘Jehova har givet os en gave!’ Og derfor gav vi vores datter navnet Jahgift. Fire år efter at vi havde fået Jahgift, fik vi en søn vi kaldte Eric. Begge vores børn har virkelig været gaver fra Jehova. Jahgift tjente i en periode på oversættelseskontoret i Conakry, og Eric er menighedstjener.

Dorcas blev på et tidspunkt nødt til at stoppe som specialpioner, men hun fortsatte som almindelig pioner mens vores børn voksede op. Med Jehovas hjælp havde jeg mulighed for at fortsætte i særlig heltidstjeneste. Da børnene var blevet store, begyndte Dorcas igen som specialpioner. Nu tjener vi begge som missionærer i Conakry.