Stævner kræver opfindsomhed

Brødrene har ofte måttet leje faciliteter til kredsstævnerne og de særlige stævnedage. I det indre af landet har de endda somme tider selv bygget alt op til et mødested. Thomas Markevich, som har tjent i Guyana fra 1952 til 1956, fortæller: „Vi holdt vores stævne omkring 60 kilometer fra Georgetown oppe ad floden Demerara. Omkring to hundrede forkyndere fra Georgetown ønskede at være med for at støtte de lokale brødre. Så vi besluttede at opføre en midlertidig stævnehal af stedlige materialer — vi brugte bambus til afstivning og siddepladser, og blade fra bananplanten til taget.

Vi samlede materialerne sammen, læssede dem på en lille skinnevogn og ledede den ned ad en skråning. Men desværre gik det galt i en kurve, for vognen tippede så hele læsset væltede ud i floden. Det viste sig imidlertid at være held i uheld eftersom ladningen meget belejligt flød lige hen til stævneområdet. Da stævnet begyndte, kunne de besøgende brødre glæde sig over samværet med flere hundrede fra landsbyen ved det tredages stævneprogram.“

Thomas tilføjer: „Da stævnet var slut, arbejdede vi alle sammen i noget ledigt distrikt i nærheden. I en landsby holdt vi et offentligt foredrag, og hele landsbyen var til stede, selv en abe der blev holdt som kæledyr. Den lyttede lidt og besluttede så at se tingene fra en anden synsvinkel. Den tog nogle få spring, satte af og landede på min skulder. Der sad den og så sig lidt omkring og sprang så tilbage til sin herre, hvor den til min store lettelse blev under resten af foredraget.“

Områdestævner

I begyndelsen af det forrige århundrede holdt man ofte store stævner i forbindelse med besøg af særlige repræsentanter fra hovedkontoret, som ved broder Cowards og broder Youngs besøg. I 1954 kom Nathan Knorr og Milton Henschel til Guyana til Den Nye Verdens Samfunds stævne, hvor der var 2737 til stede.

Nogle årtier senere, i 1999, var der 7100 stævnedeltagere ved to stævner i Guyana. Det ene blev holdt i Georgetown, det andet i Berbice. Ved stævnet i Georgetown måtte der i sidste øjeblik foretages nogle væsentlige ændringer som virkelig var en udfordring for brødrene. „En kendt skuespiller og hans dansetrup ankom fra Indien, og ledelsen af National Park syntes ikke de kunne flytte skuespillerens show til en anden dag, selvom det allerede var lejet ud til os,“ skriver afdelingskontoret.

„Vi traf omgående aftale om at flytte stævnet til cricketbanen og underrettede straks alle menighederne. Der var kun otte dage til stævnet. Men problemerne stoppede ikke her. I Caribien går man meget højt op i cricket, og cricketbanen bliver nærmest betragtet som hellig. Så ledelsen kunne slet ikke forlige sig med tanken om at græsset ville blive betrådt. Men hvordan skulle vi opføre skuespillet? Og hvor skulle vi have podiet?

Vi arbejdede videre med planerne i tillid til at Jehova ville vise en udvej. Og det gjorde han. Vi fik tilladelse til at bruge græsområdet på den betingelse at vi lavede podiet og gangen hen til podiet i en vis højde over plænen. Alle arbejdede febrilsk hele natten for at få det færdigt, skønt vejret ikke var med os; det regnede næsten hele tiden. Til trods for alle disse udfordringer begyndte programmet omtrent til tiden.

Stævnet forløb godt, og det holdt tørvejr lige til sidste dag, søndag, hvor vi vågnede op til regnvejr. Inden længe lå cricketbanen under vand, og vandet steg til det stod fem centimeter under gangbroen og podiet. Regnen stoppede lige inden programmet begyndte. Heldigvis var ledningerne ikke lagt på jorden, men var fastgjort til undersiden af plankerne. Det viste sig altså at blive til velsignelse at vi havde været nødt til at bygge podiet og gangbroen i en vis højde.“

Da skuespillet begyndte, kunne alle 6088 tilstedeværende nyde det i strålende solskin. To uger senere overværede 1038 det andet stævne der blev holdt i Berbice. Det samlede antal på 7126 stævnedeltagere var det højeste i Guyana indtil da. For nylig er tallet nået op på knap 10.000.