En mand ved navn Haman havde fået en fremtrædende stilling ved Ahasverus’ hof. Kongen havde udnævnt ham til førsteminister og gjort ham til sin øverste rådgiver og den næsthøjeste i riget. Han havde oven i købet givet påbud om at alle der så ham, skulle bøje sig for ham. (Ester 3:1-4) For Mordokaj var dette et problem. Han var indstillet på at adlyde kongen, men ikke på bekostning af sin respekt for Gud. Haman var nemlig agagit, øjensynlig en efterkommer af Agag, den amalekitiske konge som blev slået ihjel af Guds profet Samuel. (1 Samuel 15:33) Amalekitterne var så onde at de havde gjort sig selv til fjender af Jehova og Israel. Som folk betragtet var amalekitterne dømt til undergang af Gud.b (5 Mosebog 25:19) Hvordan kunne en trofast jøde bøje sig for en amalekit af kongelig afstamning? Mordokaj kunne i hvert fald ikke! Han stod fast. Indtil den dag i dag har troende mænd og kvinder sat livet på spil for at overholde princippet: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Haman var rasende. Men det var ikke nok for ham at skaffe Mordokaj af vejen. Han ville udslette hele Mordokajs folk. Han talte med kongen og tegnede et meget dystert billede af jøderne. Uden at nævne dem ved navn lod han forstå at det var et folk som var uden betydning, og som levede „spredt og adskilt mellem folkeslagene“. Ja, værre endnu. Han sagde at de ikke holdt kongens love og altså var farlige oprørere. Han ville skænke en umådelig sum penge til kongens skatkammer til dækning af udgifterne i forbindelse med at udrydde alle jøder i riget.c Ahasverus gav derefter Haman sin signetring, hvormed han kunne sætte kongens segl under enhver ordre han havde i tanke. — Ester 3:5-10.