Efterhånden som de kom tættere på, tænkte Hanna sikkert en hel del over hvad hun ville sige i en bøn til Jehova. Da familien nåede frem, spiste de et måltid sammen. Hanna trak sig bort fra gruppen så snart hun kunne, og begav sig til Jehovas teltbolig. Ypperstepræsten Eli var der; han sad ved dørstolpen i templet. Men Hannas tanker kredsede kun om hendes Gud. Her ved teltboligen havde hun tillid til at Jehova ville høre hendes bøn. Selv hvis ingen andre fuldt ud forstod hendes ulykkelige situation, ville hendes Fader i himmelen kunne forstå den. De bitre følelser vældede op i hende, og hun begyndte at græde.

Mens Hannas hulken gennemrystede hendes krop, bad hun inden i sig selv til Jehova. Hendes læber bævede mens hun i sit sind satte ord på sin smerte. Og hun bad længe, idet hun udøste sit hjerte for sin Fader. Men hun gjorde mere end blot at bede Gud om at opfylde hendes desperate ønske om at få et barn. Hanna var stærkt opsat på ikke kun at blive velsignet af Gud, men også at give noget til ham. Hun aflagde derfor et løfte om at hvis hun fik en søn, ville hun overgive barnet til en livslang tjeneste for Jehova. — 1 Samuel 1:9-11.

Hanna er derved et eksempel for alle i Guds folk med hensyn til bøn. Jehova indbyder kærligt sine tjenere til at henvende sig frit til ham og at betro ham deres bekymringer ligesom et tillidsfuldt barn ville betro sig til en kærlig far eller mor. (Salme 62:8; 1 Thessaloniker 5:17) Apostelen Peter blev inspireret til at skrive disse trøstende ord angående bøn til Jehova: „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:7.

Mennesker er imidlertid ikke lige så forstående og medfølende som Jehova. Mens Hanna græd og bad, blev hun pludselig forskrækket over at høre en stemme. Det var Eli, ypperstepræsten, der havde siddet og iagttaget hende. Han sagde: „Hvor længe vil du gå rundt og være beruset? Bliv af med din rus!“ Eli havde lagt mærke til Hannas bævende læber, hendes hulken og hendes følelsesmæssige tilstand. I stedet for at spørge til hvad der var galt, drog han den forhastede slutning at hun var beruset. — 1 Samuel 1:12-14.

Hvor må det have såret Hanna at hun midt i sin dybe kval også skulle udsættes for en fuldstændig grundløs anklage — og oven i købet fra en mand der havde så ærefuld en stilling! Alligevel er hun endnu en gang et fantastisk eksempel hvad angår tro. Hun lod ikke et menneskes ufuldkommenheder hindre hende i at tilbede Jehova. Hun svarede Eli respektfuldt og forklarede sin situation. Hans tonefald var måske blevet lidt mere afdæmpet og blidt da han sagde: „Gå i fred; og måtte Israels Gud opfylde det ønske som du har bedt til ham om.“ — 1 Samuel 1:15-17.

Hvilken virkning havde det på Hanna at hun udøste sit hjerte for Jehova og tilbad ham ved hans teltbolig? Der siges: „Kvinden gik derpå sin vej; og hun spiste og var ikke længere indadvendt.“ (1 Samuel 1:18) Den danske autoriserede oversættelse siger her: „[Hun] så ikke længere bedrøvet ud.“ Hanna følte sig lettet. Hun havde på en måde lagt sin følelsesmæssige byrde over på nogle skuldre der var langt bredere og stærkere end hendes egne, nemlig sin himmelske Faders. (Salme 55:22) Findes der et problem der er for stort for ham? Nej — ikke dengang, ikke i dag og heller ikke i fremtiden!

Når vi føler os modløse eller helt tynget ned, gør vi vel i at følge Hannas eksempel og åbne os over for ham som ifølge Bibelen „hører bøn“. (Salme 65:2) Hvis vi gør dette i tro, vil vi måske også opleve at vores nedtrykthed bliver afløst af en indre fred, „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:6, 7.

◼ Hanna rettede den første af de to bønner til „Hærstyrkers Jehova“. Hun er den første person i Bibelen der citeres for at bruge denne titel. Den forekommer 285 gange i Bibelen i forskellige varianter og hentyder til den magt Gud har over enorme styrker af åndesønner.