Lykkelige tjenere for Jehova

„Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ — MATTÆUS 5:3.

1. Hvad er sand lykke, og hvad vidner den om?

DE SOM tjener Jehova, er lykkelige. Salmisten David udbrød: „Lykkeligt er det folk hvis Gud er Jehova!“ (Salme 144:15) Lykke er en følelse af velvære som er meget eftertragtet. Den dybeste lykkefølelse, som når ind til vort allerinderste, stammer fra bevidstheden om at vi har Jehovas velsignelse. (Ordsprogene 10:22) Den vidner om at vi har et nært forhold til vor himmelske Fader, og at vi véd at vi gør hans vilje. (Salme 112:1; 119:1, 2) Jesus opregnede ni grunde til at man kan regnes for lykkelig. De kaldes almindeligvis for „saligprisninger“, det vil sige erklæringer om hvem der kan kaldes lykkelige. („Salig“ er et gammelt ord for „lykkelig“). En nærmere gennemgang af dem i denne og den efterfølgende artikel vil hjælpe os til at forstå hvor lykkelige vi kan være hvis vi trofast tjener ’den lykkelige Gud’, Jehova. — 1 Timoteus 1:11.

Erkendelse af det åndelige behov

2. Ved hvilken lejlighed talte Jesus om lykke, og hvordan lød hans indledende ord?

² I år 31 holdt Jesus en af historiens berømteste taler. Den kaldes „Bjergprædikenen“ fordi Jesus holdt den på en bjergskråning ved Galilæas Sø. Der siges i Mattæusevangeliet: „Da [Jesus] så folkeskarerne gik han op på bjerget; og da han havde sat sig ned kom hans disciple hen til ham; og han åbnede sin mund og begyndte at undervise dem, idet han sagde: ’Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov, for himlenes rige er deres.’“ Ordret oversat lyder Jesu indledende ord: „Lykkelige er de fattige med hensyn til ånden,“ eller: „Lykkelige er de som er tiggere med hensyn til ånden.“ (Mattæus 5:1-3, Kingdom Interlinear; fodnote) Today’s English Version lyder: „Lykkelige er de som véd at de er åndeligt fattige.“

3. Hvordan bidrager en ydmyg indstilling til at vi bliver lykkelige?

³ I sin bjergprædiken påpegede Jesus at man er lykkelig hvis man er klar over sit åndelige behov. Ydmyge kristne, som erkender deres syndige tilstand, beder Jehova om hans tilgivelse på grundlag af Kristi genløsningsoffer. (1 Johannes 1:9) Derved får de fred i sindet og opnår sand lykke. Som der siges: „Lykkelig er den hvis overtrædelse er tilgivet, hvis synd er dækket.“ — Salme 32:1; 119:165.

4. (a) På hvilke måder kan vi vise at vi erkender vores eget og andres åndelige behov? (b) Hvad vil yderligere øge vores lykke?

⁴ Hvis vi erkender vores åndelige behov, vil vi føle os tilskyndet til at læse i Bibelen hver dag. Vi vil desuden tage til os af den åndelige føde som uddeles „i rette tid“ af „den trofaste og kloge træl“, og komme regelmæssigt til de kristne møder. (Mattæus 24:45; Salme 1:1, 2; 119:111; Hebræerne 10:25) Kærlighed til vores næste vil bevirke at vi er opmærksomme på andres åndelige behov og vil tilskynde os til nidkært at deltage i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget og at undervise andre. (Markus 13:10; Romerne 1:14-16) At dele Bibelens sandheder med andre gør os lykkelige. (Apostelgerninger 20:20, 35) Vores lykke øges yderligere når vi tænker på det vidunderlige håb om Riget og de velsignelser som dette rige vil medføre. For den „lille hjord“ af salvede kristne betyder virkeliggørelsen af dette håb udødeligt liv i himmelen som medlemmer af Kristi rigsregering. (Lukas 12:32; 1 Korinther 15:50, 54) For de „andre får“ betyder det evigt liv på en paradisisk jord under denne regering. — Johannes 10:16; Salme 37:11; Mattæus 25:34, 46.

Hvordan de som sørger, kan være lykkelige

5. (a) Hvad ligger der i udtrykket „de som sørger“? (b) Hvordan bliver de som sørger på denne måde, trøstet?

⁵ Ordene i den næste saligprisning lyder selvmodsigende. Jesus sagde: „Lykkelige er de som sørger, for de vil blive trøstet.“ (Mattæus 5:4) Hvordan kan man sørge og samtidig være lykkelig? For rigtig at forstå hvad Jesus mente, må vi gøre os klart hvilken sorg han talte om. Disciplen Jakob forklarer at vores egen syndige tilstand skulle være en grund til sorg. Han skrev: „Gør jeres hænder rene, I syndere, og rens jeres hjerter, I ubeslutsomme. Føl jeres elendighed og sørg og græd. Lad jeres latter forvandles til sorg, og jeres glæde til modløshed. Ydmyg jer for Jehova, og han vil ophøje jer.“ (Jakob 4:8-10) De som er oprigtigt bedrøvede over deres syndige tilstand, bliver trøstet når de får at vide at deres synder kan blive tilgivet hvis de tror på Kristi genløsningsoffer, viser at de har ændret sind og gør Jehovas vilje. (Johannes 3:16; 2 Korinther 7:9, 10) De får på den måde et dyrebart forhold til Jehova og kan glæde sig ved håbet om at leve evigt og tjene og lovprise ham. Det giver dem en dyb indre følelse af lykke. — Romerne 4:7, 8.

6. Hvad sørger nogle over, og hvordan bliver de trøstet?

⁶ Jesu ord indbefatter også dem der sørger over de ulykkelige forhold på jorden. Jesus anvendte profetien i Esajas 61:1, 2 på sig selv. Der står her: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, . . . for at trøste alle de sørgende.“ Den samme opgave har de salvede mens de befinder sig på jorden, og de udfører den med hjælp fra deres medarbejdere, de „andre får“. Alle deltager i arbejdet med symbolsk at sætte et mærke i panden på dem „der sukker og stønner over alle de vederstyggeligheder der øves i dens [det frafaldne Jerusalems, kristenhedens] midte.“ (Ezekiel 9:4) De der sørger på denne måde, bliver trøstet når de hører den „gode nyhed om riget“. (Mattæus 24:14) De glæder sig over at få at vide at Satans onde tingenes ordning om kort tid vil blive erstattet af Jehovas retfærdige nye verden.

Lykkelige er de der har et mildt sind

7. Hvad menes der ikke med ’at have et mildt sind’?

⁷ Jesus fortsatte sin bjergprædiken med ordene: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Mattæus 5:5) At have et mildt sind forbindes af nogle med svaghed. Men mildhed er ikke det samme som svaghed. Om det ord der er oversat med ’have et mildt sind’, forklarer en græskkyndig: „Det der først og fremmest kendetegner den der [har et mildt sind], er at vedkommende har fuldstændig kontrol over sig selv. Det er ikke en holdningsløs blidhed, en sentimental eftergivenhed, en passiv sindsro. Det er styrke som er under kontrol.“ Jesus sagde om sig selv: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Mattæus 11:29) Alligevel var Jesus modig og stod op for retfærdige principper. — Mattæus 21:12, 13; 23:13-33.

8. Hvad er nært forbundet med mildhed, og hvorfor har vi brug for mildhed i forholdet til andre?

⁸ At have et mildt sind er altså nært forbundet med at have selvbeherskelse. Apostelen Paulus nævnte faktisk mildhed og selvbeherskelse side om side da han opregnede de egenskaber der hører til „åndens frugt“. (Galaterne 5:22, 23) Et mildt sind må opelskes ved hjælp af den hellige ånd. Mildhed er en kristen egenskab der bidrager til fred, både med dem uden for og dem inden for menigheden. Paulus skrev: „[I skal] iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden.“ — Kolossenserne 3:12, 13.

9. (a) Hvorfor er betydningen af at have et mildt sind ikke begrænset til vort forhold til andre mennesker? (b) Hvordan kommer de der har et mildt sind, til at „arve jorden“?

⁹ Betydningen af at have et mildt sind er dog ikke begrænset til vort forhold til andre mennesker. Vi viser også at vi har et mildt sind når vi villigt underordner os Jehova som den suveræne hersker. Det største eksempel i denne henseende er Jesus Kristus. Mens han var her på jorden, viste han at han havde et mildt sind og underordnede sig sin Faders vilje. (Johannes 5:19, 30) Jesus er den der i første række arver jorden, for han er udnævnt til at herske over den. (Salme 2:6-8; Daniel 7:13, 14) Han deler denne arv med 144.000 „medarvinger“, som er blevet „købt fra menneskeslægten“ til at „herske som konger over jorden“. (Romerne 8:17; Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1, 3, 4; Daniel 7:27) Jesus Kristus og de der skal være konger sammen med ham, vil til sin tid herske over millioner af mænd og kvinder, der i lignelsen skildres som får. Dem vil den profetiske salme få sin lykkelige opfyldelse på: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:11; Mattæus 25:33, 34, 46.

Lykkelige er de som hungrer efter retfærdighed

10. Hvordan bliver de som ’hungrer og tørster efter retfærdighed’, i første række stillet tilfreds?

¹⁰ Den næste saligprisning Jesus udtalte på bjergskråningen i Galilæa, var: „Lykkelige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de vil blive stillet tilfreds.“ (Mattæus 5:6) For de kristne er Jehova den der angiver normen for retfærdighed. Når nogle hungrer og tørster efter retfærdighed, er det derfor i realiteten Guds vejledning de hungrer og tørster efter. De er sig deres synd og ufuldkommenhed sørgeligt bevidst og længes efter at få et godkendt forhold til Jehova. De er lykkelige når de ud fra Guds ord får at vide at hvis de ændrer sind og søger tilgivelse på grundlag af Kristi genløsningsoffer, vil de kunne opnå at stå retfærdige i Guds øjne. — Apostelgerninger 2:38; 10:43; 13:38, 39; Romerne 5:19.

11, 12. (a) Hvordan opnår de salvede kristne retfærdighed? (b) Hvordan bliver deres medarbejderes tørst efter retfærdighed tilfredsstillet?

¹¹ Jesus sagde at de der hungrer og tørster efter retfærdighed, ville være lykkelige, for de ville blive stillet tilfreds. Hvad mere indebærer det? De salvede kristne, der skal „herske som konger“ med Kristus i himmelen, bliver erklæret „retfærdige til liv“. (Romerne 5:1, 9, 16-18) Jehova avler dem ved sin ånd og antager dem derefter som sine åndelige sønner. De bliver medarvinger med Kristus, kaldede til at blive konger og præster i hans himmelske rigsregering. — Johannes 3:3; 1 Peter 2:9.

¹² De salvedes medarbejdere er endnu ikke blevet erklæret retfærdige til liv. Men de får et mål af retfærdighed tilregnet af Jehova i kraft af deres tro på Jesu udgydte blod. (Jakob 2:22-25; Åbenbaringen 7:9, 10) De bliver regnet for retfærdige som Jehovas venner der har håb om udfrielse når „den store trængsel“ går over jorden. (Åbenbaringen 7:14) Deres tørst efter retfærdighed vil blive yderligere tilfredsstillet når de under ’de nye himle’ bliver en del af ’den nye jord’ hvori „retfærdighed skal bo“. — 2 Peter 3:13; Salme 37:29.

Lykkelige er de barmhjertige

13, 14. På hvilke måder kan vi i praksis vise at vi er barmhjertige, og hvordan vil det gavne os?

¹³ Videre sagde Jesus i sin bjergprædiken: „Lykkelige er de barmhjertige, for mod dem vil der blive vist barmhjertighed.“ (Mattæus 5:7) I juridisk sammenhæng forstår man barmhjertighed som dét at en dommer undlader at idømme en lovovertræder den fulde straf som loven giver rum for. Men i Bibelen er de ord der er oversat med „barmhjertighed“, som oftest et udtryk for venlighed, hensynsfuldhed og medfølelse der bringer lindring til nogle som er i nød og trænger til hjælp. Det er altså en aktiv form for medfølelse. Jesu lignelse om den næstekærlige samaritaner er et godt eksempel på hvordan en person „handlede barmhjertigt“ over for en der var i nød. — Lukas 10:29-37.

¹⁴ For at erfare den lykke der følger med at være barmhjertig, må vi altså vise venlighed i positiv handling mod dem der trænger til hjælp. (Galaterne 6:10) Jesus havde medfølelse med dem han mødte. „Han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ (Markus 6:34) Jesus forstod at det åndelige behov var større end det materielle. Vi kan også vise at vi er medfølende og barmhjertige ved at give andre det de har mest behov for — den gode nyhed om Riget. (Mattæus 24:14) Desuden kan vi tilbyde vore ældre trosfæller samt enker og faderløse praktisk hjælp og ’trøste de modfaldne’. (1 Thessaloniker 5:14; Ordsprogene 12:25; Jakob 1:27) Det vil ikke alene gøre os lykkelige, men vil også bevirke at Jehova vil vise os barmhjertighed. — Apostelgerninger 20:35; Jakob 2:13.

Rene af hjertet og fredsstiftende

15. Hvordan kan vi være rene af hjertet og stifte fred?

¹⁵ Jesus formulerede den sjette og syvende saligprisning således: „Lykkelige er de rene af hjertet, for de vil få Gud at se. Lykkelige er de som stifter fred, for de vil blive kaldt ’Guds sønner’.“ (Mattæus 5:8, 9) Et hjerte der er rent, er ikke alene rent i moralsk, men også i åndelig henseende. Det er et hjerte som er helt, fuldstændigt og udelt i sin hengivenhed for Jehova. (1 Krønikebog 28:9; Salme 86:11) De som stifter fred, lever i fred med deres kristne brødre og søstre og, så vidt det står til dem, med andre mennesker. (Romerne 12:17-21) De ’søger fred og jager efter den’. — 1 Peter 3:11.

16, 17. (a) Hvorfor kaldes de salvede for „Guds sønner“, og hvordan ’ser’ de Gud? (b) Hvordan ’ser’ de „andre får“ Gud? (c) Hvordan og hvornår bliver de „andre får“ „Guds sønner“ i fuldeste forstand?

¹⁶ De som stifter fred og er rene af hjertet, får det løfte at de „vil blive kaldt ’Guds sønner’“ og „vil få Gud at se“. De salvede kristne bliver avlet af ånden og antages af Jehova som hans „sønner“ endnu mens de befinder sig på jorden. (Romerne 8:14-17) Når de bliver oprejst for at være med Kristus i himmelen, tjener de i Jehovas nærhed og ser ham da virkeligt. — 1 Johannes 3:1, 2; Åbenbaringen 4:9-11.

¹⁷ De fredsstiftende „andre får“ tjener Jehova under „den rigtige hyrde“, Jesus Kristus, der bliver deres ’evige Fader’. (Johannes 10:14, 16; Esajas 9:6) De som består den endelige prøve efter Kristi tusindårsrige, vil blive antaget som Jehovas jordiske sønner og opnå „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:21; Åbenbaringen 20:7, 9) I forventning herom kalder de allerede nu Jehova deres Fader, idet de indvier deres liv til ham og anerkender ham som deres Livgiver. (Esajas 64:8) Ligesom Job og Moses i fortiden ’ser’ de Gud med troens øjne. (Job 42:5; Hebræerne 11:27) Med deres „hjertes øjne“ og ved at få nøjagtig kundskab om Gud fornemmer de Jehovas storslåede egenskaber og bestræber sig for at efterligne ham ved at gøre hans vilje. — Efeserne 1:18; Romerne 1:19, 20; 3 Johannes 11.

18. Hvem opnår sand lykke i dag, som udtrykt i de første syv „saligprisninger“?

¹⁸ Vi har set at de som erkender deres åndelige behov, de som sørger, de som har et mildt sind, de som hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, de rene af hjertet og de som stifter fred, bliver lykkelige, ja opnår sand lykke, ved at tjene Jehova. Men de har altid mødt modstand, endog forfølgelse. Gør det skår i deres lykke? Det spørgsmål vil vi behandle i den efterfølgende artikel.

Forfulgte, men lykkelige

„Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld.“ — MATTÆUS 5:11.

1. Hvilken forsikring gav Jesus sine disciple om at de ville være lykkelige til trods for at de blev forfulgt?

DA JESUS første gang sendte sine apostle ud for at forkynde Riget, advarede han dem om at de ville møde modstand. Han sagde til dem: „I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ (Mattæus 10:5-18, 22) Men allerede i Bjergprædikenen havde han forsikret apostlene og andre om at denne modstand ikke nødvendigvis ville berøve dem følelsen af at være lykkelige. Ja, han kædede ligefrem dét at være lykkelig sammen med at de blev forfulgt som kristne! Hvordan kan man være lykkelig når man bliver forfulgt?

Om at lide for retfærdigheds skyld

2. Hvilke lidelser medfører lykke ifølge Jesus og apostelen Peter?

² Den ottende saligprisning som Jesus fremsatte, lød: „Lykkelige er de som er blevet forfulgt for retfærdigheds skyld, for himlenes rige er deres.“ (Mattæus 5:10) Der er intet fortjenstfuldt ved lidelser i sig selv. Apostelen Peter skrev: „Hvilken hæder er der ved at holde ud når I synder og bliver slået? Men hvis I holder ud når I gør det gode og lider, er det velset hos Gud.“ Og han sagde videre: „Men lad ingen af jer lide som morder eller tyv eller forbryder eller en der har travlt med andres sager. Men hvis han lider som kristen, så lad ham ikke føle skam, men lad ham blive ved med at herliggøre Gud i dette navn.“ (1 Peter 2:20; 4:15, 16) Ifølge Jesu ord medfører lidelser altså en følelse af lykke når de udholdes for retfærdigheds skyld.

3. (a) Hvad vil det sige at blive forfulgt for retfærdigheds skyld? (b) Hvilken virkning havde forfølgelsen på de første kristne?

³ Målestokken for om noget er sand retfærdighed, er om det stemmer med Guds vilje og bud. Lidelser for retfærdigheds skyld er derfor lidelser der påføres en fordi man ikke ønsker at gå imod Guds normer og krav. Apostlene blev forfulgt af jødernes religiøse ledere fordi de ikke ville holde op med at forkynde i Jesu navn. (Apostelgerninger 4:18-20; 5:27-29, 40) Berøvede det dem deres glæde, og holdt de op med at forkynde? Absolut ikke! „[De] gik . . . bort fra Sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld. Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus.“ (Apostelgerninger 5:41, 42) Forfølgelsen gjorde dem tværtimod glade og øgede deres iver efter at forkynde. Senere blev de første kristne forfulgt i Romerriget fordi de ikke ville dyrke kejseren.

4. Nævn nogle grunde til at kristne forfølges.

⁴ I vor tid er Jehovas Vidner blevet forfulgt fordi de ikke vil holde op med at forkynde den gode nyhed om Riget. (Mattæus 24:14) Når deres møder bliver forbudt, vil de hellere lide end tilsidesætte Bibelens påbud om at forsamles. (Hebræerne 10:24, 25) De er blevet forfulgt fordi de som kristne ønsker at forblive neutrale i verdens anliggender, og fordi de ikke ønsker at overtræde Guds lov angående blod. (Johannes 17:14; Apostelgerninger 15:28, 29) Ikke desto mindre giver denne fastholden ved sand retfærdighed Guds folk i dag en dyb indre fred og lykke. — 1 Peter 3:14.

Skældt ud for Kristi skyld

5. Hvad er den egentlige grund til at Jehovas tjenere bliver forfulgt i dag?

⁵ Den niende saligprisning i Jesu bjergprædiken handler også om forfølgelse. Han sagde: „Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld.“ (Mattæus 5:11) Den egentlige grund til at Jehovas tjenere bliver forfulgt, er at de ikke er en del af den nuværende onde tingenes ordning. Jesus sagde til sine disciple: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ (Johannes 15:19) I overensstemmelse hermed sagde apostelen Peter: „De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer.“ — 1 Peter 4:4.

6. (a) Hvorfor bliver ’resten’ og dens medarbejdere spottet og forfulgt? (b) Berøver det os vores lykke?

⁶ Vi har allerede set at de første kristne blev forfulgt fordi de ikke ville holde op med at forkynde i Jesu navn. Jesus gav sine disciple følgende befaling: „I skal være vidner om mig . . . til jordens fjerneste egne.“ (Apostelgerninger 1:8) Den trofaste rest af Jesu salvede brødre har nidkært efterkommet denne befaling, hjulpet af deres loyale medarbejdere, den ’store skare’. (Åbenbaringen 7:9) Derfor fører Satan krig mod „de øvrige af hendes [’kvindens’, den himmelske del af Guds organisations] afkom, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“. (Åbenbaringen 12:9, 17) Som Jehovas Vidner aflægger vi vidnesbyrd om Jesus, der nu hersker som konge i Guds riges himmelske regering, som vil tilintetgøre alle jordiske regeringer der står i vejen for Guds retfærdige nye verden. (Daniel 2:44; 2 Peter 3:13) Derfor bliver vi spottet og forfulgt, men vi regner os selv for lykkelige fordi vi må lide for Kristi navns skyld. — 1 Peter 4:14.

7, 8. Hvilke løgne udspredte modstanderne om de første kristne?

⁷ Jesus erklærede at hans disciple kunne anse sig selv for lykkelige, endda når folk „løgnagtigt“ sagde „alt muligt ondt“ om dem for hans skyld. (Mattæus 5:11) Det gjaldt i høj grad de første kristne. Da apostelen Paulus sad i husarrest i Rom omkring år 59-61, sagde de jødiske ledere som kom til ham dér: „Sandt nok, om denne sekt er det os bekendt at den overalt bliver modsagt.“ (Apostelgerninger 28:22) Paulus og Silas blev beskyldt for at have „vendt op og ned på den beboede jord“ og at have handlet „i modstrid med kejserens bestemmelser“. — Apostelgerninger 17:6, 7.

⁸ Om de kristne i Romerriget skriver historikeren, professor K.S. Latourette: „Anklagerne varierede. Fordi de kristne nægtede at deltage i hedenske ceremonier, blev de stemplet som gudløse. Da de næsten ikke tog del i det offentlige liv — de hedenske fester, de offentlige forlystelser . . . blev de beskyldt for at nære had til menneskeslægten. . . . Det blev sagt at medlemmer af begge køn mødtes om natten . . . og at de dyrkede sex med hinanden i flæng. . . . Den omstændighed at [mindet om Kristi død] kun blev fejret i overværelse af andre troende, gav anledning til rygter om at de kristne regelmæssigt ofrede et spædbarn og fortærede blodet og kødet.“ (A History of Christianity, side 81-82) Da de første kristne nægtede at deltage i kejserdyrkelsen, blev de desuden anklaget for at være fjender af staten.

9. Hvordan forholdt de kristne i det første århundrede sig til de falske anklager der blev rettet imod dem, og hvordan er situationen for Jehovas Vidner i dag?

⁹ De falske anklager afholdt ikke de første kristne fra at udføre deres hverv, at forkynde den gode nyhed om Riget. I år 60-61 kunne Paulus skrive at den gode nyhed „bærer frugt og vokser i hele verden“, og at den var blevet „forkyndt blandt al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:5, 6, 23) Det samme sker i dag. Der rettes falske anklager mod Jehovas Vidner, ligesom mod de første kristne. Men alligevel går arbejdet med at forkynde Rigets budskab fremad og gør dem der deltager i forkyndelsen, meget lykkelige.

Lykkelige for at blive forfulgt som profeterne

10, 11. (a) Hvordan sluttede Jesus den niende saligprisning? (b) Hvorfor blev profeterne forfulgt? Giv eksempler.

¹⁰ Jesus sluttede den niende saligprisning med ordene: „Fryd jer . . . ; på den måde forfulgte man jo profeterne før jer.“ (Mattæus 5:12) De profeter som Jehova sendte for at advare det utro Israel, fik en dårlig modtagelse og blev ofte forfulgt. (Jeremias 7:25, 26) Apostelen Paulus skrev herom: „Hvad mere skal jeg sige? Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om . . . de andre profeter, som ved tro . . . fik deres prøve i form af latterliggørelse og piskeslag, ja mere end det, i form af lænker og fængsel.“ — Hebræerne 11:32-38.

¹¹ Under den onde kong Akabs og hans hustru Jesabels regering blev mange af Jehovas profeter dræbt med sværdet. (1 Kongebog 18:4, 13; 19:10) Profeten Jeremias blev sat i blokken og senere kastet i en cisterne, hvor han sank ned i dyndet. (Jeremias 20:1, 2; 38:6) Profeten Daniel blev kastet i løvekulen. (Daniel 6:16, 17) Alle disse førkristne profeter blev forfulgt fordi de forsvarede den rene tilbedelse af Jehova. Mange profeter blev forfulgt af jødernes religiøse ledere. Jesus kaldte ligefrem de skriftlærde og farisæerne for „sønner af dem der myrdede profeterne“. — Mattæus 23:31.

12. Hvorfor betragter vi det som en ære at blive forfulgt ligesom profeterne i fortiden?

¹² I dag bliver vi som Jehovas Vidner ofte forfulgt fordi vi flittigt forkynder den gode nyhed om Riget. Vore fjender anklager os for „aggressivt at hverve proselytter“, men vi véd at trofaste tjenere for Jehova før os har mødt en lignende anklage. (Jeremias 11:21; 20:8, 11) Vi betragter det som en ære at måtte udholde lidelser af samme grund som de trofaste profeter i fortiden. Disciplen Jakob skrev: „Brødre, tag profeterne, som talte i Jehovas navn, som eksempel med hensyn til at lide ondt og være tålmodige. Se! Vi priser dem lykkelige som har holdt ud.“ — Jakob 5:10, 11.

Stærke grunde til at være lykkelige

13. (a) Hvorfor mister vi ikke modet på grund af forfølgelse? (b) Hvad bevirker at vi holder stand, og hvad er det et bevis på?

¹³ I stedet for at miste modet på grund af forfølgelse bliver vi trøstet og opmuntret ved tanken om at vi følger i profeternes, de første kristnes og Jesu egne fodspor. (1 Peter 2:21) Det er en stor tilfredsstillelse at læse for eksempel følgende ord af apostelen Peter: „I elskede, I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer, som om der hændte jer noget mærkeligt. Hvis I bliver skældt ud for Kristi navns skyld, er I lykkelige, for herlighedens ånd, ja Guds ånd, hviler over jer.“ (1 Peter 4:12, 14) Vi véd af erfaring at vi kun kan holde stand under forfølgelse fordi Jehovas ånd hviler over os og styrker os. Den støtte vi får af den hellige ånd, er et bevis på at vi har Jehovas velsignelse, og det gør os lykkelige. — Salme 5:12; Filipperne 1:27-29.

14. Af hvilke grunde glæder vi os over at blive forfulgt for retfærdigheds skyld?

¹⁴ En anden grund til at modstand og forfølgelse for retfærdigheds skyld gør os lykkelige, er at det viser at vi lever gudhengivent som sande kristne. Apostelen Paulus skrev: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Timoteus 3:12) Det glæder os desuden overordentligt at det lykkes os at bevare vores uangribelighed under prøve, for det er en yderligere tilbagevisning af Satans påstand om at alle Jehovas skabninger kun tjener ham af selviskhed. (Job 1:9-11; 2:3, 4) Vi glæder os over at vi har en andel, om end nok så ringe, i hævdelsen af Jehovas suverænitet, som han med rette sidder inde med. — Ordsprogene 27:11.

Spring af glæde ved tanken om belønningen!

15, 16. (a) Hvilken grund angav Jesus til at vi skulle ’fryde os og springe af glæde’? (b) Hvilken belønning ligger gemt i himmelen til de salvede kristne, og hvordan bliver de „andre får“ belønnet?

¹⁵ Jesus angav en yderligere grund til glæde over at blive bagtalt og forfulgt som profeterne i fortiden. Hen imod slutningen af den niende saligprisning sagde han: „Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene.“ (Mattæus 5:12) Apostelen Paulus skrev: „Den løn synden betaler er døden, men den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre.“ (Romerne 6:23) Ja, den ’store belønning’ er livet, og det er ikke en belønning vi gør os fortjent til. Den er en fri gave. Endvidere sagde Jesus at belønningen er „i himlene“, for den kommer fra Jehova.

¹⁶ De salvede modtager „livets krone“, som i deres tilfælde er udødeligt liv sammen med Kristus i himmelen. (Jakob 1:12, 17) De som har et jordisk håb, de „andre får“, ser frem til at arve evigt liv i et jordisk paradis. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 21:3-5) For begge skarer gælder det at ’belønningen’ ikke er noget de har gjort sig fortjent til. Både de salvede og de „andre får“ modtager deres belønning som følge af Jehovas „overvældende og ufortjente godhed“, der fik apostelen Paulus til at skrive: „Tak til Gud for hans uforlignelige frie gave.“ — 2 Korinther 9:14, 15.

17. Hvorfor kan vi være lykkelige og billedligt talt ’springe af glæde’ når vi bliver forfulgt?

¹⁷ Til de kristne i Rom, hvoraf nogle snart ville opleve at blive hårdt forfulgt af kejser Nero, skrev apostelen Paulus: „Lad os . . . juble mens vi er i trængslerne, idet vi ved at trængselen bevirker udholdenhed, og udholdenheden en godkendt tilstand, den godkendte tilstand igen håb, og håbet fører ikke til skuffelse.“ Han sagde også: „Glæd jer i håbet. Hold ud under trængselen.“ (Romerne 5:3-5; 12:12) Hvad enten vi har et himmelsk håb eller et jordisk håb, er vores belønning for trofasthed under prøve uendeligt større end noget vi kunne gøre os fortjent til. Vores glæde ved udsigten til at leve evigt og tjene og lovprise vor kærlige Fader, Jehova, under vor konge, Jesus Kristus, kender ingen grænser. Billedligt talt ’springer vi af glæde’.

18. Hvad kan man forvente at nationerne vil gøre efterhånden som enden nærmer sig, og hvad vil Jehova gøre?

¹⁸ I nogle lande er Jehovas Vidner blevet forfulgt og bliver det stadig. I sin profeti om afslutningen på tingenes ordning advarede Jesus de sande kristne: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Mattæus 24:9) Efterhånden som vi nærmer os enden, vil Satan få nationerne til åbenlyst at vise deres had til Jehovas folk. (Ezekiel 38:10-12, 14-16) Da vil Jehovas tid være inde til at skride til handling. Han siger: „Jeg vil vise mig stor og hellige mig og gøre mig kendt for øjnene af mange nationer; og de skal vide at jeg er Jehova.“ (Ezekiel 38:23) Jehova vil da hellige sit store navn og udfri sit folk fra forfølgelse. Derfor kan man sige: „Lykkelig er den mand som holder ud under prøvelse“! — Jakob 1:12.

19. Hvad skal vi gøre mens vi venter på Jehovas store dag?

¹⁹ Lad os, efterhånden som Jehovas store dag kommer nærmere, glæde os over at vi er blevet „anset for værdige til at blive vanæret“ for Jesu navns skyld. (2 Peter 3:10-13; Apostelgerninger 5:41) Måtte vi, ligesom de første kristne, fortsætte med „uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias“ og hans rige mens vi venter på vores belønning i Jehovas retfærdige nye verden. — Apostelgerninger 5:42; Jakob 5:11.