Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Hvad er lykke?
    Vågn op! – 2018 | Nr. 1
    • En mand går ned ad en sti

      HVAD GØR DIG LYKKELIG?

      Hvad er lykke?

      BETRAGTER DU DIG SELV SOM LYKKELIG? Hvis ja, hvad er det så der gør dig lykkelig? Er det din familie, dit arbejde eller din hobby? Det kan også være du mener at du vil blive lykkelig den dag du bliver færdig med din uddannelse, får et godt job eller køber en ny bil.

      Mange oplever en følelse af lykke når de når et bestemt mål eller får noget de ønsker sig. Men de bliver ofte skuffede når de finder ud af at denne følelse kun er midlertidig.

      Lykke kan beskrives som vedvarende velvære. Det indbefatter følelser der spænder fra tilfredshed til en dyb og intens glæde samt et naturligt ønske om at denne tilstand må fortsætte.

      Derudover beskrives lykke som en rejse og ikke som en destination eller et mål, hvilket understreger at der er tale om en igangværende tilstand. Så hvis man tænker ‘jeg bliver lykkelig når ...’, udskyder man i virkeligheden lykken.

      Man kan sammenligne lykke med sundhed. Et godt helbred kommer ikke af sig selv. Man må blandt andet spise sundt og dyrke motion. På lignende måde bliver man heller ikke automatisk lykkelig. Det er nødvendigt at man lever efter nogle gode principper og værdier.

      Nogle faktorer der har stor betydning for om man er lykkelig, er:

      • TILFREDSHED OG GAVMILDHED

      • FYSISK SUNDHED OG MOD PÅ LIVET

      • KÆRLIGHED

      • TILGIVELSE

      • EN MENING MED LIVET

      • HÅB

      Lad os nu se nærmere på disse principper og værdier.

  • Tilfredshed og gavmildhed
    Vågn op! – 2018 | Nr. 1
    • En far er ude at spille fodbold med sin søn

      HVAD GØR DIG LYKKELIG?

      Tilfredshed og gavmildhed

      LYKKE OG SUCCES BLIVER OFTE GJORT OP I PENGE OG EJENDELE. Derfor er der millioner af mennesker der knokler dagen lang for at tjene flere penge. Men gør penge en lykkelig?

      Flere studier har vist at når først vores basale behov er dækket, vil en større indkomst ikke gøre os mere lykkelige. Men det er ikke penge i sig selv der er problemet. Ifølge magasinet Monitor on Psychology er det “det at stræbe efter [penge] der ofte fører til at man bliver ulykkelig”. Den kendsgerning bliver også beskrevet i Bibelen. Den siger at “kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt”, og at nogle “ved at tragte efter denne kærlighed ... har stukket sig selv overalt med mange smerter”. (1 Timoteus 6:9, 10) Hvad kan det være for nogle “smerter”?

      BEKYMRINGER OG SØVNPROBLEMER. “Søvnen er sød for den der gør tjeneste, uanset om han har lidt eller meget at spise; men den riges velstand tillader ham ikke at sove.” – Prædikeren 5:12.

      SKUFFELSE OVER AT RIGDOM IKKE KUNNE GØRE EN LYKKELIG. I Prædikeren 5:10 står der: “Den der elsker sølv, bliver ikke mæt af sølv, og den der elsker overflod, bliver det heller ikke af indtægt.” De der jagter rigdom, kan aldrig få penge nok. Og faktisk går denne stræben ofte ud over det der i virkeligheden gør en lykkelig. Blandt andet stjæler det den tid man kunne have brugt sammen med sin familie, sine venner og på sit forhold til Gud.

      FRUSTRATION OG FORTVIVLELSE NÅR PENGE ELLER INVESTERINGER FALDER I VÆRDI. “Slid ikke for at samle rigdom; hold op med at følge din egen forstand. Har du ladet dine øjne skotte [eller: skele] til den, skønt den intet er? For den vil visselig gøre sig vinger som ørnens og flyve mod himmelen.” – Ordsprogene 23:4, 5.

      HVAD BIDRAGER TIL LYKKE?

      TILFREDSHED. “Vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.” (1 Timoteus 6:7, 8) Hvis man grundlæggende er tilfreds og dermed ikke har tendens til at beklage sig eller have ondt af sig selv, hjælper det en til ikke at blive misundelig på andre. Og når man lader være med at bruge flere penge end man tjener, sparer man sig selv for mange bekymringer og problemer.

      GAVMILDHED. “Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.” (Apostelgerninger 20:35) Gavmilde mennesker er lykkelige fordi de gør noget for andre, selv hvis det eneste de kan give, er deres tid og energi. Ofte får de noget til gengæld som ikke kan købes for penge – kærlighed, respekt og venner de kan stole på, som også selv viser gavmildhed. – Lukas 6:38.

      AT SÆTTE MENNESKER HØJERE END PENGE OG EJENDELE. “Det er bedre at få en grøntsagsret hvor der er kærlighed, end fedet okse sammen med had.” (Ordsprogene 15:17) Det vil sige at gode venskaber er meget mere værd end rigdom. Og som vi vil komme ind på senere, er kærlighed helt afgørende for ens lykke.

      Sabina, der bor i Sydamerika, har erfaret hvor stor værdi Bibelens principper har. Hendes mand forlod hende og deres to døtre, og det var svært for hende at tjene til dagen og vejen. Hun havde to job hun skulle passe, og stod op klokken fire om morgenen. Selv med dette tætpakkede program begyndte hun at studere Bibelen. Hvad førte det til?

      Hendes økonomiske situation ændrede sig stort set ikke. Det gjorde hendes indstilling til gengæld. Hun oplevede blandt andet at det gjorde hende lykkelig at få et godt forhold til Gud. (Mattæus 5:3) Derudover fik hun gode venner blandt sine trosfæller, og hun oplevede også glæden ved at fortælle andre om det hun havde lært.

      Bibelen siger at visdom ses af resultaterne. (Mattæus 11:19) Hvis man følger Bibelens råd om at være tilfreds og gavmild og at sætte mennesker højere end penge og ejendele, vil det føre til et godt resultat – det vil gøre en lykkelig.

      HOVEDPUNKTER

      “Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.” – 1 Timoteus 6:10.

      “Kærligheden til penge” kan føre til ...

      • bekymringer og søvnproblemer

      • skuffelse

      • frustration og fortvivlelse

      Det gør en lykkelig når man ...

      • er tilfreds med det man har

      • er gavmild

      • sætter mennesker højere end penge og ejendele

  • Fysisk sundhed og mod på livet
    Vågn op! – 2018 | Nr. 1
    • En kvinde plukker en frugt

      HVAD GØR DIG LYKKELIG?

      Fysisk sundhed og mod på livet

      MANGE KÆMPER MED EN KRONISK SYGDOM ELLER ET HANDICAP. En mand der hedder Ulf, var engang sund og rask og levede et aktivt liv, men det ændrede sig fuldstændigt da han blev lam. Han siger: “Det slog mig virkelig ud. Jeg havde ingen energi, ikke noget gåpåmod ... Jeg var helt ødelagt.”

      Som eksemplet med Ulf viser, har man ikke altid kontrol over hvad der sker med ens helbred. Der er selvfølgelig noget man kan gøre for at holde sig sund og rask, men man kan alligevel blive ramt af alvorlig sygdom. Hvis det sker, er det så umuligt at være lykkelig? Nej, slet ikke. Men inden vi kommer ind på det, vil vi se på nogle principper der kan gavne helbredet.

      VÆR “MÅDEHOLDEN I VANER”. (1 Timoteus 3:2, 11) At have for vane at spise for meget mad og drikke for meget alkohol er ikke godt for helbredet – og heller ikke for økonomien. “Vær ikke blandt dem der drikker sig fulde i vin, blandt dem der frådser i kød, for en dranker og en frådser kommer i nød.” – Ordsprogene 23:20, 21.

      UNDGÅ TING DER SKADER KROPPEN. “Lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd.” (2 Korinther 7:1) Hvis man bruger tobak, har et alkoholmisbrug eller tager stoffer, besmitter man sin krop. “Tobaksrygning er den enkeltfaktor der har den største negative indflydelse på danskernes helbred. Rygning skader hele kroppen.” – Sundhedsstyrelsen.

      BETRAGT LIVET SOM EN VÆRDIFULD GAVE. “Ved [Gud] lever vi og bevæger vi os og er vi til.” (Apostelgerninger 17:28) Hvis man har det i tanke, vil man ikke udsætte sig selv for unødvendige risici, hverken når man er på arbejde, færdes i trafikken eller i forbindelse med fritidsaktiviteter. Et øjebliks spænding kan få livslange konsekvenser.

      BEKÆMP NEGATIVE FØLELSER. Vores psyke har stor indvirkning på vores fysiske helbred. Så gør hvad du kan for at bekæmpe overdrevet bekymring, ukontrolleret vrede, misundelse og andre negative følelser. “Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare,” står der i Salme 37:8. Og i Mattæus 6:34 står der: “Vær ... aldrig bekymrede for dagen i morgen, for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer.”

      TÆNK POSITIVT. Bibelen siger at “et roligt hjerte er liv for legemet”, og at “et hjerte der fryder sig er god medicin”. (Ordsprogene 14:30; 17:22) Det er blevet bekræftet af videnskaben. Dr. Derek Cox, der er læge i Skotland, har udtalt: “Hvis man er glad, vil man sandsynligvis opleve mindre sygdom end hvis det modsatte er tilfældet.”

      HAV MOD PÅ LIVET. Ligesom Ulf, der blev omtalt tidligere, er nogle desværre tvunget til at leve med en kronisk sygdom eller et handicap. Men man vælger selv hvordan man vil leve med det. Nogle bliver overvældet af modløshed, hvilket gør situationen endnu værre. Det fremgår af det der står i Ordsprogene 24:10: “Har du mistet modet på trængselens dag, vil din kraft være begrænset.”

      Andre finder ud af hvordan de skal tilpasse sig den nye situation, og kommer hurtigere ovenpå igen. Sådan var det for Ulf. Efter at have bedt meget til Gud og tænkt dybt over Bibelens positive budskab blev han bedre til “at se muligheder frem for forhindringer”. Og ligesom mange andre der har oplevet modgang, blev han mere medfølende og hensynsfuld, og det motiverede ham til at fortælle andre om Bibelens trøstende budskab.

      En anden der oplevede noget tragisk, var Steve. Da han var 15, kom han ud for en ulykke der gjorde ham lam fra halsen og ned. Som 18-årig havde han dog fået førligheden tilbage i sine arme. Senere kom han på universitetet, hvor han begyndte at tage stoffer, drikke og have umoralske seksuelle forhold. Hans liv virkede tomt og meningsløst. Men efter at han gik i gang med at undersøge Bibelen, fik han et nyt syn på livet, og det hjalp ham til at foretage store forandringer. Steve siger: “Den tomhed jeg havde følt, var endelig væk ... Jeg har fået fred i sindet og er meget mere glad og tilfreds.”

      Steve og Ulf har begge oplevet at det der står i Salme 19:7, 8, er sandt: “Jehovas lov er fuldkommen, giver sjælen ny styrke. ... Jehovas bestemmelser er retskafne, fryder hjertet; Jehovas bud er purt, giver øjnene lys.”

      HOVEDPUNKTER

      At følge Guds love og principper ‘giver sjælen ny styrke, fryder hjertet og giver øjnene lys’. – Salme 19:7, 8.

      Bibelen tilskynder os til at ...

      • være ‘mådeholdne i vaner’

      • undgå ting der skader kroppen

      • betragte livet som en værdifuld gave

      • bekæmpe negative følelser

      • tænke positivt

      • have mod på livet

  • Kærlighed
    Vågn op! – 2018 | Nr. 1
    • Et lykkeligt ægtepar

      HVAD GØR DIG LYKKELIG?

      Kærlighed

      VI MENNESKER HAR BRUG FOR KÆRLIGHED. Det er grundlaget for gode ægteskaber, familier og venskaber og er helt afgørende for at man kan have det godt og være lykkelig. Men hvad er det for en slags kærlighed?

      Det er ikke den romantiske kærlighed, selvom den selvfølgelig også kan bidrage til glæde. Nej, det er en kærlighed der bygger på Bibelens principper, men som stadig er forbundet med varme følelser. Den motiverer os til at sætte andre før os selv og vise dem omsorg.

      I Bibelen findes der en smuk beskrivelse af denne kærlighed: “Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, ... håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.” – 1 Korinther 13:4-8.

      En sådan kærlighed “svigter aldrig” i og med at den altid vil eksistere. Den kan endda med tiden blive stærkere. Og fordi den er tålmodig, venlig og tilgivende, er den som et perfekt bånd der knytter mennesker sammen. (Kolossenserne 3:14) På trods af at vi alle er ufuldkomne og begår fejl, vil relationer der bygger på kærlighed, være både trygge og lykkelige. Lad os som eksempel se nærmere på forholdet mellem ægtefæller.

      KNYTTET SAMMEN AF ET PERFEKT BÅND

      Jesus lærte os noget vigtigt om ægteskabet. Han sagde: “‘En mand [vil] forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét’ ... Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.” (Mattæus 19:5, 6) Vi kan udlede mindst to principper af det han sagde.

      “DE TO SKAL VÆRE ÉT.” Ægteskabet er det mest nære forhold der kan være mellem to mennesker, og kærlighed kan være en beskyttelse mod utroskab – som er ensbetydende med at manden eller hustruen bliver “ét” med en anden end sin ægtefælle. (1 Korinther 6:16; Hebræerne 13:4) Utroskab ødelægger tilliden og kan få ægteskabet til at gå i stykker. Og hvis der er børn med i billedet, kan de føle sig uelskede, utrygge og magtesløse og endda få traumer.

      “HVAD GUD HAR SAT SAMMEN.” Ægteskabet er også helligt. Ægtepar der anerkender det, vil gøre noget for at bevare et stærkt ægteskab. Og når der opstår problemer, bruger de dem ikke som undskyldning for at slippe ud af deres ægteskab. Deres kærlighed er stærk og ubrydelig. Den “tåler alt” og motiverer dem til at løse deres problemer så de kan være lykkelige sammen.

      Når forældre viser hinanden uselvisk kærlighed, vil deres børn også trives. En ung kvinde der hedder Jessica, siger: “Mine forældre elsker virkelig hinanden, og når jeg ser hvor meget min mor respekterer min far, giver det mig lyst til at være ligesom hende.”

      Kærlighed er Guds mest fremtrædende egenskab. Ja, Bibelen siger ligefrem at “Gud er kærlighed”. (1 Johannes 4:8) Af den grund omtales Jehova som ‘den lykkelige Gud’. (1 Timoteus 1:11) Vi kan også være lykkelige hvis vi prøver at efterligne ham – især med hensyn til at vise kærlighed. I Efeserne 5:1, 2 står der: “Bliv derfor Guds efterlignere, som elskede børn, og fortsæt med at vandre i kærlighed.”

      HOVEDPUNKTER

      ‘Kærligheden er langmodig og venlig. Den tåler alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.’ – 1 Korinther 13:4-8.

      Kærligheden er grundlaget for lykke, for den ...

      • motiverer os til at vise andre omsorg

      • kan med tiden blive stærkere

      • giver stærke og ubrydelige relationer

      • hjælper børn til at trives og føle sig trygge

      • får os til at være mere som Gud

  • Tilgivelse
    Vågn op! – 2018 | Nr. 1
    • En kvinde tilgiver sin veninde

      HVAD GØR DIG LYKKELIG?

      Tilgivelse

      “I MIN FAMILIE VAR DET NORMALT AT MAN RÅBTE OG SKREG AD HINANDEN,” siger en kvinde der hedder Patricia. “Jeg lærte aldrig at tilgive. Selv som voksen kunne jeg i flere dage gå rundt og tænke på noget nogen havde sagt eller gjort, og det gik ud over min søvn.” Vrede og bitre følelser forhindrer både en i at være lykkelig og også i at have et godt helbred. Undersøgelser viser ligefrem at folk der har svært ved at tilgive, har tendens til at ...

      • lade deres vrede ødelægge venskaber, hvilket fører til ensomhed

      • blive fornærmede, bekymrede og endda deprimerede

      • gå så meget op i andres fejl at det tager glæden fra dem

      • føle at de ikke lever op til deres egne værdier

      • være mere stressede og døje med flere helbredsproblemer, deriblandt højt blodtryk, hjerte-kar-sygdomme, gigt og hovedpinea

      HVAD ER TILGIVELSE? Tilgivelse betyder at man holder op med at være vred og bitter, og at man ikke overvejer at gøre gengæld. Det vil ikke sige at man ser igennem fingre med en forkert handling, bagatelliserer den eller lader som om den slet ikke er blevet begået. Tilgivelse er derimod et velovervejet personligt valg der udspringer af et oprigtigt ønske om at skabe fred og om at opbygge og bevare et godt forhold til den anden part.

      En der er tilgivende, er klar over at alle synder, eller fejler, i ord og handling. (Romerne 3:23) Gud giver os derfor denne tilskyndelse i Bibelen: “Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.” – Kolossenserne 3:13.

      Tilgivelse er altså tydeligvis en vigtig del af det at vise kærlighed, som er det bånd der knytter mennesker sammen. (Kolossenserne 3:14) Ifølge Mayo Clinic resulterer tilgivelse i ...

      • at man har et bedre forhold til andre fordi man på den måde viser empati, forståelse og medfølelse

      • at man har det bedre med sig selv og et bedre forhold til Gud

      • at man bliver mindre bekymret, stresset og vred

      • at man er mindre plaget af depression

      TILGIV DIG SELV. Ifølge tidsskriftet Disability & Rehabilitation kan det at tilgive sig selv være “noget af det sværeste der findes”, men samtidig er det “det der har størst betydning for ens helbred” – både fysisk og psykisk. Hvad kan hjælpe dig til at tilgive dig selv?

      • Forvent ikke for meget af dig selv, men acceptér at du, ligesom alle andre, fra tid til anden vil begå fejl. – Prædikeren 7:20

      • Lær af dine fejl så du lettere undgår at gentage dem

      • Vær tålmodig, for det kan tage tid at få bugt med dårlige vaner og uheldige personlighedstræk. – Efeserne 4:23, 24

      • Vær sammen med nogle der er positive og venlige, men som også er ærlige over for dig. – Ordsprogene 13:20

      • Vær hurtig til at sige undskyld hvis du kommer til at såre nogen. Når du holder fred med andre, vil det give dig ro i sindet. – Mattæus 5:23, 24

      PRINCIPPERNE I BIBELEN VIRKER!

      Da Patricia, der blev omtalt tidligere, begyndte at studere Bibelen, lærte hun at tilgive. “Jeg er blevet fri for den vrede der ødelagde mit liv,” fortæller hun. “Nu gør jeg hverken livet surt for andre eller for mig selv. Principperne i Bibelen viser at Gud elsker os og ønsker det bedste for os.”

      En mand der hedder Ron, siger: “Jeg kunne ikke styre andres tanker og handlinger, men jeg kunne gøre noget ved mine egne. For at få indre fred var jeg nødt til at bekæmpe min vrede. Jeg begyndte at se fred og vrede som modpoler. De to ting ville aldrig kunne kombineres.” Nu har Ron det bedre med sig selv, og han har en god samvittighed.

      a Kilder: Mayo Clinics og Johns Hopkins Medicines hjemmesider og tidsskriftet Social Psychiatry and Psychiatric Epidemiology.

      HOVEDPUNKTER

      “Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden.” – Kolossenserne 3:13.

      Tilgivelse fører til ...

      • et bedre forhold til andre og indre fred

      • mindre bekymring, stress og vrede

      • et bedre fysisk og psykisk helbred og et bedre forhold til Gud

  • En mening med livet
    Vågn op! – 2018 | Nr. 1
    • En mand mediterer over meningen med livet

      HVAD GØR DIG LYKKELIG?

      En mening med livet

      VI MENNESKER SKRIVER, VI MALER, VI SKABER, OG VI TÆNKER OVER LIVETS STORE SPØRGSMÅL, som for eksempel: Hvordan er livet opstået? Hvad er meningen med det? Hvad vil der ske i fremtiden?

      Nogle har ikke lyst til at tage stilling til sådanne spørgsmål fordi de mener at det er umuligt at finde svar på dem. Andre siger at den slags spørgsmål er ligegyldige, fordi livet ifølge dem er opstået tilfældigt. For eksempel sagde biologiprofessoren William Provine: “Der er ingen gud, intet formål.” Og han sagde også: “Der er ikke noget overordnet etisk grundlag, ingen højere mening med livet.”

      Den betragtning er mange dog helt uenige i. De ser nemlig et univers der er præget af præcision og orden og styret af naturlove. De er imponeret over de fantastiske ting der findes i naturen, som har været inspiration til meget af det mennesker har fremstillet. Og deres erfaring og logik fortæller dem at noget der er komplekst og funktionelt, ikke kan opstå ved et tilfælde, men må være blevet designet.

      Dette ræsonnement har fået nogle evolutionister til at ændre holdning. Læg mærke til hvad to af dem siger.

      ALEKSEJ MARNOV, NEUROKIRURG. “De skoler jeg gik på, underviste os i ateisme og evolution,” fortæller han. “Man betragtede dem der troede på Gud, som uintelligente og naive.” I 1990 begyndte Aleksej dog at se anderledes på tingene.

      “Jeg har altid forsøgt at finde den logiske forklaring på det jeg beskæftiger mig med,” siger han, “også når det gælder menneskehjernen. Dette bemærkelsesværdige organ er med rette blevet omtalt som den mest komplekse struktur vi kender til. Men er hjernen designet til at lagre viden og lære færdigheder for derefter blot at dø? Det virkede fuldstændigt ulogisk. Så jeg begyndte at tænke over spørgsmål som: ‘Hvorfor er vi her?’ og ‘Hvad er meningen med livet?’ Efter at have tænkt det grundigt igennem nåede jeg frem til at der må være en Skaber.”

      For at finde svar på sine spørgsmål begyndte Aleksej at undersøge Bibelen. Hans kone, der er lægeuddannet og på det tidspunkt var ateist, gik også i gang med at studere Bibelen – til at begynde med for at bevise at Aleksej tog fejl! Nu er de dog begge overbevist om at der er en Gud, og har ud fra Bibelen lært hvad der er hans hensigt med os mennesker.

      HUABI YIN, FORSKER I PLASMA. Huabi Yin studerede fysik, og i mange år forskede hun i plasma (der blandt andet forekommer i solen). Plasma betragtes som den fjerde tilstandsform og består hovedsageligt af elektroner og positivt ladede ioner.

      “Når vi forskere studerer naturen,” siger Huabi, “ser vi altid en høj grad af orden, som er et resultat af ubrydelige love. Jeg spekulerede over hvordan de love var blevet til. For hvis noget så simpelt som et bål skal holdes under kontrol af nogen, hvem står så bag de love der holder solen under kontrol? Med tiden kom jeg frem til at det mest logiske svar står skrevet allerførst i Bibelen: ‘I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.’” – 1 Mosebog 1:1.

      Videnskaben har ganske vist fundet svarene på mange hvordan-spørgsmål, som for eksempel: ‘Hvordan virker hjerneceller?’ og ‘Hvordan genererer solen varme og lys?’ Men som Aleksej og Huabi fandt ud af, giver Bibelen svar på de mere vigtige hvorfor-spørgsmål: ‘Hvorfor eksisterer jorden og resten af universet?’, ‘Hvorfor er alt omkring os styret af naturlove?’ og ‘Hvorfor er vi mennesker til?’

      Bibelen siger om vores planet: ‘Gud skabte den ikke forgæves, men dannede den til at bebos.’ (Esajas 45:18) Ja, Gud har en hensigt med jorden, og som den næste artikel viser, er den hensigt grundlaget for at vi kan have et håb for fremtiden.

      HOVEDPUNKTER

      ‘Gud skabte ikke jorden forgæves, men dannede den til at bebos.’ – Esajas 45:18.

      “Vi har brug for noget at leve for”

      “Vi har brug for noget at leve for for at kunne have et godt fysisk og psykisk helbred,” skrev psykologen William McDougall. Psykologen Carol Ryff er enig. Hun siger at de “der har et meningsfyldt liv, har et bedre helbred på mange områder. De har lavere risiko for kognitive forstyrrelser, ... mindre risiko for hjerte-kar-sygdomme, kommer sig generelt hurtigere efter slagtilfælde, ... og som følge heraf lever de længere”.

  • Håb
    Vågn op! – 2018 | Nr. 1
    • En mand går væk fra en vej med mange fodgængere

      HVAD GØR DIG LYKKELIG?

      Håb

      “[Jeg har] tanker om fred, og ikke om ulykke, for at give jer en fremtid og et håb.” – Jeremias 29:11.

      HVOR DER ER HÅB, ER DER LIV. Ifølge bogen Hope in the Age of Anxiety er “håb det bedste middel mod negative følelser som magtesløshed, ensomhed og frygt”.

      Bibelen omtaler vores behov for håb, men den advarer os også mod at have falske forhåbninger. “Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse,” står der i Salme 146:3. Frem for at stole på at mennesker kan løse verdens problemer, er det bedre at stole på Skaberen, der har magten til at gennemføre alt det han har lovet. Hvad har han lovet os?

      ONDSKAB BLIVER FJERNET. DE RETFÆRDIGE VIL FÅ EVIGT LIV MED FRED: “Om kort tid, da er den ugudelige [eller: onde] ikke mere ... Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.” (Salme 37:10, 11) “De retfærdige ... skal bo for evigt på [jorden].” – Salme 37:29.

      INGEN KRIG: “Jehova ... standser krige indtil jordens ende. Buen splintrer han og sønderhugger spyddet; vognene brænder han i ild.” – Salme 46:8, 9.

      INGEN SYGDOM, SMERTE ELLER DØD: “[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.” – Åbenbaringen 21:4.

      MAD NOK TIL ALLE: “Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.” – Salme 72:16.

      EN RETFÆRDIG VERDENSREGERING MED JESUS KRISTUS SOM KONGE: “Der blev givet [Jesus] herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham; hans herredømme er et varigt herredømme der ikke skal forsvinde, og hans rige er et som ikke vil blive ødelagt.” – Daniel 7:14.

      Hvordan kan vi være sikre på at Guds løfter vil blive opfyldt? Da Jesus var på jorden, viste han at han har det der skal til for at blive en god konge. Han gjorde syge raske, sørgede for mad til fattige og gav døde livet igen. Men som noget endnu vigtigere lærte han os nogle principper som vil hjælpe os til at leve sammen i fred og enhed for evigt. Derudover forudsagde han nogle fremtidige begivenheder, blandt andet nogle der vil markere de sidste dage for den verden vi lever i nu.

      STORM FØR STILHED

      Ifølge Jesus ville perioden op til “afslutningen på tingenes ordning” ikke være præget af fred og tryghed, men af det stik modsatte! Han sagde nemlig at verden ville være kendetegnet af krige, fødevaremangel, epidemier og store jordskælv. (Mattæus 24:3, 7; Lukas 21:10, 11; Åbenbaringen 6:3-8) Han sagde også: “På grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden blive kold hos de fleste.” – Mattæus 24:12.

      Det er tydeligt at kærligheden i dag er blevet kold. I 2 Timoteus 3:1-5 bliver denne manglende kærlighed beskrevet meget specifikt. Der står at folk “i de sidste dage” generelt kun vil tænke på sig selv, penge og fornøjelser. Mange vil være arrogante og aggressive. Der vil mangle kærlighed i familierne, og børn vil være ulydige mod deres forældre. Religiøst hykleri vil være udbredt.

      De stormfulde forhold i verden viser at vi lever i de sidste dage. Men de viser også at den stilhed, eller fred, som Guds rige vil indføre på jorden, er lige rundt om hjørnet. Ja, Jesus sagde i sin profeti om de sidste dage: “Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.” – Mattæus 24:14.

      Den gode nyhed er en advarsel til dem der gør det der er forkert i Guds øjne. Men for dem der gør det rigtige, er den en forsikring om at den fremtid Gud har lovet, vil blive til virkelighed. Hvis du har lyst til at lære mere om denne fremtid, så kig på bagsiden af bladet.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del