Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Kongen kaster lys over Riget
    Guds rige hersker!
    • Høstarbejdet fokuserer på de salvede

      10. Hvilken forståelse har Guds folk længe haft vedrørende de 144.000?

      10 Årtier før 1914 havde de sande kristne allerede forstået at 144.000 trofaste disciple af Kristus skulle regere sammen med ham i himlen.c Bibelstudenterne forstod altså at der var tale om et bogstaveligt tal, og at de første iblandt dem var kristne som levede i det første århundrede.

      11. Hvordan fik de fremtidige medlemmer af Kristi brud en bedre forståelse af deres opgave her på jorden?

      11 Men hvilken opgave fik de fremtidige medlemmer af Kristi brud betroet mens de stadig befandt sig på jorden? De var opmærksomme på at Jesus havde understreget betydningen af forkyndelsesarbejdet, og at han havde forbundet det med en høsttid. (Matt. 9:37; Joh. 4:35) Som vi så i kapitel 2, mente de på et tidspunkt at høsttiden ville vare 40 år og munde ud i at de salvede blev indsamlet og taget til himlen. Eftersom arbejdet fortsatte efter udløbet af de 40 år, var der imidlertid behov for en bedre forståelse. I dag ved vi at høsttiden — den periode hvori ukrudtet og hveden skulle adskilles, de falske kristne skulle skilles fra de trofaste salvede kristne — begyndte i 1914. Tiden var inde til at rette opmærksomheden mod indsamlingen af det resterende antal af dem der hørte med til den himmelske skare!

      Salvede kristne i forkyndelsen omkring 1914

      Året 1914 markerede begyndelsen på høsttiden (Se paragraf 11)

      12, 13. Hvilken opfyldelse har lignelsen om de ti jomfruer og talenterne fået i de sidste dage?

      12 Fra 1919 og frem lagde den trofaste og kloge træl under Kristi ledelse vægt på forkyndelsesarbejdet. Jesus havde tildelt sine tjenere denne opgave i det første århundrede. (Matt. 28:19, 20) Han beskrev også hvilke egenskaber hans salvede disciple måtte have for at opfylde denne missionsbefaling. Hvordan? I lignelsen om de ti jomfruer forklarede han at de salvede måtte være åndeligt på vagt og forblive årvågne hvis de skulle nå deres endelige mål og deltage i den store bryllupsfest i himlen, hvor Kristus ville blive forenet med sin „brud“ bestående af 144.000. (Åb. 21:2) Og ved hjælp af lignelsen om talenterne viste han at hans salvede tjenere flittigt og omhyggeligt ville udføre det forkyndelsesarbejde han havde betroet dem. — Matt. 25:1-30.

      13 De salvede har i det forrige århundrede vist at de var både årvågne og flittige. De vil helt sikkert blive belønnet for deres årvågenhed. Men ville det store høstarbejde kun omfatte indsamlingen af de resterende af de 144.000 medregenter?

      Rigets jordiske undersåtter indsamles

      14, 15. Hvilke fire forskellige kategorier blev omtalt i Den fuldbyrdede Hemmelighed?

      14 Trofaste kristne havde længe været dybt interesseret i hvem ’den store skare’ der omtales i Åbenbaringen 7:9-14, var. Man kan godt forstå at der før Kristus åbenbarede sandheden om denne store gruppe, var mange opfattelser af hvad dette udtryk stod for. Opfattelser som i høj grad afveg fra den enkle og klare sandhed vi kender og sætter pris på i dag.

      15 I 1917 stod der i bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed at der var „to Grader eller Arter af himmelsk Frelse og to Grader eller Arter af jordisk Frelse“. Hvem hørte til i de fire kategorier som disse grader, eller arter, repræsenterede, kategorier der havde forskellige håb om frelse? Først var der de 144.000 som skulle regere sammen med Kristus. Dernæst var der den store skare, som man dengang mente var navnkristne der stadig tilhørte kristenhedens kirker. De havde et vist mål af tro, men den var ikke tilstrækkelig til at de tog et fast standpunkt. Derfor ville de blive tildelt en ringere stilling i himlen. I forbindelse med jorden mente man at en tredje kategori, „de gamle Værdige“ — trofaste tjenere som Abraham, Moses og andre — ville blive tildelt myndighed over den fjerde kategori, menneskehedens verden.

      16. Hvilke åndelige lysglimt kom i 1923 og 1932?

      16 Hvordan nåede Kristi disciple ved hjælp af den hellige ånds virke frem til den forståelse vi kan glæde os over i dag? Det skete lidt efter lidt gennem en række åndelige lysglimt. Allerede i 1923 henledte Vagttaarnet opmærksomheden på en gruppe uden himmelsk håb som skulle leve på jorden under Kristi styre. En artikel i Vagttaarnet fra 1932 omtalte Jonadab — en mand som sluttede sig til Guds salvede israelitiske konge, Jehu, for at støtte ham i bekæmpelsen af den falske tilbedelse. (2 Kong. 10:15-17) Artiklen gjorde opmærksom på at en gruppe mennesker i nyere tid kunne sammenlignes med Jonadab, og tilføjede: „Det er denne Skare, der ifølge Jehovas Ord skal blive ført gennem Harmagedontrængselen“ for at leve her på jorden.

      17. (a) Hvilket kraftigt åndeligt lysglimt sås i 1935? (b) Hvordan virkede den nye forståelse angående den store skare på de trofaste kristne? (Se rammen „Et lettelsens suk“).

      17 I 1935 kom et kraftigt åndeligt lysglimt. Ved stævnet i Washington, D.C., blev den store skare identificeret som en gruppe mennesker der skulle leve på jorden, og at dette var den samme gruppe som fårene Jesus omtalte i sin lignelse om fårene og gederne. (Matt. 25:33-40) Den store skare var altså en del af de „andre får“ om hvem Jesus sagde: „Dem bør jeg også føre.“ (Joh. 10:16) Taleren, J.F. Rutherford, kom med tilskyndelsen: „Vil alle de der har det håb at leve evigt på jorden, være så venlige at rejse sig?“ Mere end halvdelen af tilhørerne fulgte begejstret denne opfordring. Bror Rutherford udbrød: „Se! Den store skare!“ Mange var dybt bevægede fordi de nu forstod hvilket håb de havde for fremtiden.

      En stor skare mennesker overværer Jehovas Vidners stævne i Washington, D.C., USA, i 1935

      Den talrige tilhørerskare ved stævnet i 1935 i Washington, D.C.

      „ET LETTELSENS SUK“

      FOREDRAGET om den store skare, som blev holdt den 31. maj 1935 ved stævnet i Washington, D.C., virkede stærkt på Guds folk. Her er reaktionerne fra nogle af dem der var til stede.

      „Før 1935 var der blandt brødrene ofte stor debat om hvorvidt en person hørte til de salvede. Jeg husker den dag bror Rutherford holdt et foredrag om den store skare. Jeg havde hjulpet til med opvasken i cafeteriet, og da foredraget skulle begynde, fandt jeg en plads for mig selv på balkonen. Efter at have behandlet spørgsmålet meget indgående bad bror Rutherford alle de der mente at de hørte til den store skare, om at rejse sig. Jeg rejste mig straks, og derefter så jeg mig omkring. Det så ud til at de fleste af de tilstedeværende også havde rejst sig. Siden da har jeg aldrig spekuleret på om jeg mon hørte til de salvede. ... Jeg er lykkelig for at høre til de andre får.“ — Henry A. Cantwell.

      „Det virkede hjertevarmende på mange, for jeg havde ofte mødt brødre der sagde at de ikke var sikre på at de hørte til de salvede. Men de brød sig heller ikke om at betragte sig selv som hørende til den store skare, der dengang blev opfattet som en ’mindre trofast skare’. Mange drog derfor et lettelsens suk, og efterhånden som denne nye sandhed bundfældede sig, blev de der nu forstod deres plads i forhold til Jehova, grebet af en begejstring de ikke før havde følt.“ — Herman L. Philbrick.

      „Ved dette stævne fik vi mange oplysninger vi kunne glæde os over. Nu kunne vi åbent fortælle folk om håbet om evigt liv på jorden. Mange som havde nydt symbolerne ved mindehøjtiden, forstod nu deres rette plads og deltog ikke længere aktivt i mindemåltidet.“ — John C. Booth.

      18. Hvem har Kristi disciple rettet deres opmærksomhed mod i forkyndelsesarbejdet, og med hvilket resultat?

      18 Lige siden har Kristus ledet sine tjenere til at rette opmærksomheden mod indsamlingen af de potentielle medlemmer af denne store skare, som med livet i behold vil komme ud af den store trængsel. Til at begynde med var resultaterne ikke imponerende. Bror Rutherford sagde ved en lejlighed: „Det ser ud til at den store skare ikke bliver så stor endda.“ I dag ved vi naturligvis at Jehova siden da har velsignet høsten i rigt mål. Ledet af Jesus og den hellige ånd er de salvede og deres medarbejdere af „andre får“ blevet netop hvad Jesus havde forudsagt — „én hjord“ som tjener sammen under „én hyrde“.

      J. F. Rutherford går sammen med Nathan Knorr og Hayden Covington

      Bror Rutherford kunne ikke forudse hvor talrig den store skare ville blive (Fra venstre mod højre: Nathan H. Knorr, Joseph F. Rutherford og Hayden C. Covington)

  • Kongen kaster lys over Riget
    Guds rige hersker!
Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del