På den anden dag af de usyrede brøds højtid, den 16. nisan, bragte ypperstepræsten førstegrøden af byghøsten, årets første afgrøde — eller det første af landets førstegrøde — som svingningsoffer. (3Mo 23:10, 11) Det er betegnende at det netop var på denne dag, den 16. nisan, at Jesus Kristus blev oprejst i år 33. Apostelen sammenligner Kristus med andre der opstår, idet han siger: „Nu er Kristus imidlertid blevet oprejst fra de døde, førstegrøden af dem der er sovet ind i døden. . . . Men hver i sit hold: førstegrøden Kristus, derefter, under Messias’ nærværelse, de der tilhører ham.“ Kristus kaldes også „den førstefødte blandt mange brødre“. — 1Kor 15:20-23; Ro 8:29.

På den anden dag, den 16. nisan, blev et neg af førstegrøden af byghøsten, den første afgrøde der blev moden i Palæstina, bragt til præsten. Før denne højtid måtte israelitterne ikke spise noget af den nye høst, hverken brød, ristet korn eller nymodent korn. Præsten ofrede i billedlig forstand denne førstegrøde til Jehova ved at svinge et neg frem og tilbage, mens et sundt vædderlam i dets første år blev bragt som et brændoffer sammen med et kornoffer tilsat olie, og et drikoffer. (3Mo 23:6-14) Der var intet bud om at noget af kornet eller melet skulle brændes på alteret, sådan som præsterne senere gjorde. Det var ikke blot folket eller nationen som helhed der bragte førstegrødeofre. Hver familie og hver enkeltperson der havde ejendom i Israel, kunne også bringe et takoffer i forbindelse med denne højtid. — 2Mo 23:19; 5Mo 26:1, 2; se FØRSTEGRØDE.