I 1929 begyndte Joseph Dos Santos sin tjeneste som heltidsforkynder. Han sagde senere: „I tre og et halvt år gennemarbejdede jeg Hawaiiøerne i min Dodge husvogn fra 1927 og såede sandhedens sæd, uden så meget som ét fladt dæk!“

Eftersom distriktet var meget udstrakt og han var den eneste forkynder, koncentrerede han sig hovedsagelig om at udbrede budskabet ved hjælp af bøger og blade. I et brev beskrev han det således: „På grund af den fart hvormed Rigets arbejde voksede dengang, benyttede bibelstudenterne store bogtasker eller vadsække til at transportere den åndelige ammunition i. Folk var venlige, og man mødte ingen uforskammetheder eller smækkede døre. Det var den rene fornøjelse! Folk var glade for at se én og gav hurtigt en dollar for fire bøger, hvilket var det almindelige tilbud. Jeg var dengang ung og stærk og kunne gå mange kilometer ad bjergstier og klatre i bjergene med to vadsække fulde af bibelsk læsestof, og jeg havde mange vidunderlige oplevelser. Nogle steder, især i Kohala-området på Storøen, var vejene så ujævne og ufremkommelige at jeg hverken kunne bruge bilen eller gå. Undertiden måtte jeg bogstavelig talt kravle ud til folks hjem. Jeg efterlod endog en stor forsyning åndelig føde til de spedalske i spedalskhedskolonien på Molokai.“

Han holdt en streng timeplan, idet han forkyndte seks dage om ugen og i gennemsnit brugte 230 timer i tjenesten om måneden. I de tre og et halvt år han alene gennemarbejdede Hawaiiøerne, spredte han 46.000 publikationer.

Da broder Dos Santos i 1933 vendte tilbage til Honolulu, meddelte han broder Solomon at det nu var hans agt at rejse verden rundt med den gode nyhed. Som forholdene udviklede sig kom han imidlertid ikke længere end til Filippinerne, hvor han tilbragte næsten 17 år. I denne periode udholdt han hård modstand, blandt andet tre års brutalt fængselsophold som den japanske besættelsesmagt idømte ham under den anden verdenskrig.

I 1949 vendte broder Dos Santos sammen med sin familie tilbage til Hawaii, hvor han og hans kone fortsatte i pionertjenesten, indtil han i 1983, i en alder af 88 år, afsluttede sin jordiske løbebane. Hans beslutsomhed og brændende missionærånd fik stor betydning for Rigets arbejde, både på Hawaii og på Filippinerne.

„Mit helbred blev bedre“

I januar 1933 kunne James og Dora Harrub omsider virkeliggøre den drøm de længe havde haft om at tage pionertjenesten op. Det første år blev de i Honolulu, idet de ventede på at den beboelsesvogn der skulle være deres pionerhjem på hjul, blev bygget. Da den var færdig flyttede de til Maui, gennemarbejdede øen på seks måneder, spredte bøger og blade, og benyttede grammofonen til at spille bibelske foredrag for folk. Derefter flyttede de til Storøen Hawaii, hvor de var et helt år og gennemarbejdede distriktet, men med ringe resultat.

Da de i 1936 flyttede til øen Kauai, slog de sig ned på den østlige side af øen, nær Kapaa. James kom til at holde så meget af befolkningen der, at han skrev til Selskabet og bad om tilladelse til at få Kauai som sit permanente distrikt. Det fik han lov til.

Da James og Dora begyndte i pionertjenesten havde de begge et dårligt helbred. Dora fortalte: „Mit helbred blev bedre da jeg begyndte som pioner, og jeg bekymrede mig ikke om det.“ Med Jehovas hjælp fortsatte de hele deres liv i heltidstjenesten og fik mange rige velsignelser. Med den selvopofrende ånd og urokkelige tro som disse to lagde for dagen, vandt de befolkningens dybe respekt og kærlighed på Kauai, hvor mange stadig mindes dem med glæde. Efter James’ død i 1954 solgte Dora deres hjem og brugte pengene til at finansiere bygningen af en rigssal i Kapaa på Kauai. Sådan var hun bare! Hun fuldendte sin jordiske tjeneste som almindelig pioner i august 1984, i en alder af 94. Hun og hendes mand havde det storslåede håb at modtage deres belønning i himmelen.

En pioner flytter til Hawaii

Eddie Medalio kom til Honolulu i 1936 for at styrke den lille gruppe forkyndere. Efter sin dåb i 1932 i Los Angeles, Californien, havde han skrevet til Selskabets hovedkontor i Brooklyn om at han gerne for egen regning ville rejse til Filippinerne og dér bruge al sin tid til at forkynde for sine landsmænd i Manila. Selskabet havde imidlertid foreslået ham i stedet at rejse til Hawaii og virke som pioner sammen med ægteparret Haslett, for at få kontakt med de mange filippinere der boede dér.

Eddie var veteran fra den første verdenskrig, og han benyttede sin godtgørelse fra flåden til at betale sin skibsrejse til Honolulu. Don og Mabel var begejstrede over at få hjælp! De bød Eddie velkommen og lod ham bo på afdelingskontoret. Senere giftede han sig med Eulalie, og de rejste til deres tildelte distrikt i Hilo, hvor Eddie blev udnævnt til tilsynsmand for den lille menighed. Mens Eddie og Eulalie var pionerer gennemarbejdede de mange af de fjerntliggende byer og besøgte de forskellige lejre med etniske grupper som arbejdede på sukkerplantagerne.

Eddies pionermotto var: „Stol på Jehova af hele dit hjerte.“ (Ordsp. 3:5) Hver dag gentog han disse ord mange gange for sig selv og for andre, og de var med usvigelig sikkerhed indbefattet i de formaninger han gav de unge som søgte råd hos ham. Hans eget livsløb viste at han i høj grad efterlevede disse inspirerede ord. Han var utrættelig i sin nidkærhed, fuld af mod på livet og af glæde over at tjene Jehova. Eddie var også agtet og elsket for sit gode humør og sin positive indstilling, uanset hvilke problemer han kom ud for. Kendetegnende for ham var hans klukkende latter, der hørtes hyppigt og virkede smittende. Mange unge værdsatte hans dybe og oprigtige interesse for dem, og kaldte ham hengivent for „bedstefar“.

Broder Eddie Medalio tjente som almindelig pioner indtil den 3. januar 1990, hvor han døde af lungebetændelse og andre komplikationer. Han blev 93 år gammel og havde fuldført 58 års helhjertet tjeneste for Jehova. Lige til det sidste var han åndsfrisk og Jehova inderligt hengiven. På den sidste tjenesterapport han udfyldte, blot to dage før sin død, skrev han: „Min ånd er villig, men mit kød bliver stadig svagere. Jeg beder til stadighed om Jehovas hjælp.“