Manden blev skabt først, før kvinden; kvinden er „fra manden“ og blev skabt „for mandens skyld“. Hendes egenskaber er et udtryk for mandens ære og værdighed, ligesom mandens egenskaber afspejler Guds ære og værdighed. Den kristne kvinde bør derfor med glæde anerkende sin underordnede stilling ved beskedent at underordne sig, og hun bør være villig til at vise dette ved at bære en form for hovedbeklædning. Hun bør ikke søge at tiltage sig mandens plads, men i stedet støtte ham i hans stilling som hoved. — 1Kor 11:4, 7-10.

Paulus henleder opmærksomheden på at kvinderne i den menighed han skrev til, af natur havde langt hår, og fremhævede dette som en stadig, gudgiven påmindelse om at kvinden af natur er underordnet manden. Hun bør derfor anerkende dette når hun udfører pligter i den kristne menighed som normalt varetages af mænd, og hun bør bære en form for hovedbeklædning foruden sit hår. Derved viser hun at hun anerkender ledelsens gudgivne princip,

Eftersom manden blev skabt først, er han den overordnede i forhold til kvinden. (1Ti 2:12, 13) Kvinden blev dannet af et ribben som blev taget af manden; hun var ben af hans ben og kød af hans kød. (1Mo 2:22, 23) Hun blev skabt for mandens skyld; ikke manden for kvindens skyld. (1Kor 11:9) I den ordning Gud har truffet for familien, skulle kvinden derfor altid være underordnet sin mand og måtte ikke tiltage sig hans myndighed. (Ef 5:22, 23; 1Pe 3:1) På samme måde forholder det sig i den kristne menighed. Her må en kvinde ikke undervise indviede mænd eller udøve myndighed over dem. — 1Ti 2:12.