Bladet Journal of Lifetime Living har skrevet: „Psykiaterne er i deres forbitrede kamp mod sindslidelserne nået frem til den slutning at den væsentligste årsag til disse er mangel på kærlighed. Børnepsykologerne, der strides om faste ammetider kontra amning efter behov, og smæk kontra ikke smæk, har opdaget at disse ting betyder mindre når blot barnet er elsket. Sociologerne har fundet at kærlighed er løsningen på asocial adfærd, kriminologerne har fundet at det er løsningen på kriminalitet, eksperterne i statsvidenskab har fundet at det er løsningen på krig.“

Det er muligt at de har fundet løsningen, men de har tydeligvis ikke gjort brug af den. Dr. Claude A. Frazier har advarende sagt at hvis vort teknologiske samfund ikke gøres mere menneskeligt ved at man viser hinanden kærlighed, „er alternativet — som det nu må være tydeligt for enhver — et land med byer der forvandles til hadfyldte jungler, familier der er splittede af dybe konflikter, unge der søger tilflugt i stofmisbrug og død, og en verden der når som helst kan begå selvmord.“

Ligesom kærlighed og et nært forhold til andre kan gavne vort helbred, kan savnet af venskaber skade vort helbred. Den moderne tilværelses stress, de opløste hjem, eneforsørgerfamilierne, de følelsesmæssigt forsømte børn, jagten på materielle ting, moralens sammenbrud, forkastelsen af de sande værdier — alt dette øger ustabiliteten og ensomheden, som skader vort helbred. James J. Lynch beskriver dette udførligt i bogen The Broken Heart — The Medical Consequences of Loneliness. „Prisen for vor manglende forståelse af vore biologiske behov for kærlighed og samvær med andre,“ siger han, „skal måske i sidste ende betales af vore egne hjerter og blodkar. . . . I vort hjerte har vi det biologiske grundlag for vort behov for et kærligt forhold til andre, et behov som det er farligt for os at forsømme.“