Sindsændring omfatter både sindet og hjertet.

Må fatte med hjertet. For at kunne ændre sind må man først høre og se med forståelse, ledet dertil af et modtageligt hjerte. (Jf. Es 6:9, 10; Mt 13:13-15; Apg 28:26, 27.) Sindet må opfatte og forstå det som ørerne hører og øjnene ser; men vigtigere er det at man også ’fatter med hjertet’. (Mt 13:15; Apg 28:27) Man må ikke blot forstandsmæssigt indse at man har handlet uret, men også erkende det med hjertet. Hvis man i forvejen har haft kundskab om Gud, kan det være at man nu igen må tage sig kundskaben om ham og hans bud til hjerte (5Mo 4:39; jf. Ord 24:32; Es 44:18-20) så man „kommer til fornuft“. (1Kg 8:47) Med den rette tilskyndelse i hjertet kan overtrædere ’forny deres sind, så de forvisser sig om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje’. — Ro 12:2.

Hvis overtræderne tror på Gud og nærer kærlighed til ham, vil de oprigtigt angre, eller fortryde, deres urette adfærd. Værdsættelse af Guds godhed og respekt for hans storhed får dem til at føle dyb bedrøvelse over at de har bragt vanære over hans navn. (Jf. Job 42:1-6.) Næstekærlighed får dem også til at fortryde at de har gjort andre ondt, sat et dårligt eksempel og måske sat en plet på Guds folks omdømme blandt udenforstående. De søger tilgivelse fordi de ønsker at ære Guds navn og at gøre det der gavner næsten. (1Kg 8:33, 34; Sl 25:7-11; 51:11-15; Da 9:18, 19) De har et „sønderbrudt hjerte“ og ’en knust og ydmyg ånd’ (Sl 34:18; 51:17; Es 57:15), de er ’i ånden sønderknuste og skælver for Guds ord’, hvilket kræver sindsændring (Es 66:2), og de kommer så at sige „bævende til Jehova og til hans godhed“. (Ho 3:5) Da David handlede tåbeligt ved at foretage en folketælling, ’slog hans hjerte ham’. — 2Sa 24:10.

Overtræderen må derfor klart tage afstand fra sin urette handling, af hjertet hade den, afsky den (Sl 97:10; 101:3; 119:104; Ro 12:9; jf. He 1:9; Jud 23), for „frygt for Jehova er at hade det onde“, hvortil hører hovmod, stolthed, den onde vej og den fordærvede mund. (Ord 8:13; 4:24) Foruden dette må han elske retfærdighed og være fast besluttet på for eftertiden at blive på den rette vej. Hvis ikke han både hader det onde og elsker retfærdighed, vil han mangle den sande tilskyndelse til at ændre sind og til virkelig at vende om fra sine urette handlinger. Kong Rehabeam ydmygede sig da Jehova gav udtryk for sin vrede, men siden gjorde han „hvad der var ondt, for han havde ikke i sit hjerte taget et fast standpunkt for at søge Jehova“. — 2Kr 12:12-14; jf. Ho 6:4-6.

Bedrøvelse, selvbebrejdelser og tårer er således ikke et sikkert tegn på ægte sindsændring; motivet eller hjertelaget er afgørende.