• Himmel
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)

    • Skydækket. Et andet hebraisk ord, sjaʹchaq, betegner skymasserne eller skydækket. Det bruges undertiden parallelt med og i samme betydning som det almindelige ord for „himmel“ (hebr.: sjamaʹjim). I nogle tilfælde sigter det til den atmosfæriske del af himmelen, hvor skyerne svæver, eller til den blå himmelhvælving om dagen og den stjernebestrøede hvælving om natten. (5Mo 33:26; Sl 89:37; Ord 3:20; Es 45:8)

  • Himmel
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)

    • Himmelens ’midte’, „rand“ og „ende“. Udtrykket „midt på himmelen“ (gr.: mesouraʹnēma, „himmelens midte“) bruges om den del af jordens atmosfære hvor fuglene flyver. (Åb 8:13; 14:6; 19:17) Det samme gælder det hebraiske udtryk „himmelens hjerte“ (5Mo 4:11, fdn.) og udtrykket „mellem jorden og himmelen“. (1Kr 21:16; 2Sa 18:9) Når det om Babylons angribere siges at de kommer „fra himmelens rand“, menes der øjensynlig at de kommer så langt borte fra som fra horisonten, hvor jord og himmel synes at mødes. (Es 13:5; jf. 5Mo 30:4) I udtrykket „himmelens ene ende“ og „dens anden ende“ er det også horisonten der sigtes til, hvor solen tilsyneladende står op og går ned. (Sl 19:4-6) Udtrykket „himmelens fire hjørner“ sigter til kompassets fire retninger og dermed til hele jorden. (Jer 49:36; jf. Da 8:8; 11:4; Mt 24:31; Mr 13:27.) Når det siges at Jehova ser „alt under himmelen“, omfatter det alt på hele jordkloden, da himmelen omgiver jorden på alle sider. — Job 28:24.

      Skydækket. Et andet hebraisk ord, sjaʹchaq, betegner skymasserne eller skydækket. Det bruges undertiden parallelt med og i samme betydning som det almindelige ord for „himmel“ (hebr.: sjamaʹjim). I nogle tilfælde sigter det til den atmosfæriske del af himmelen, hvor skyerne svæver, eller til den blå himmelhvælving om dagen og den stjernebestrøede hvælving om natten. (5Mo 33:26; Sl 89:37; Ord 3:20; Es 45:8) I andre tilfælde tænkes der kun på noget som befinder sig højt over menneskene. — Sl 57:10; 108:4.

      Grundbetydningen af sjaʹchaq er „noget som er stødt fint, pulveriseret, fint støv“, og i denne betydning forekommer det i Esajas 40:15. Brugt om skyerne er det en passende betegnelse, da de opstår når varm luft fra jorden stiger til vejrs og afkøles og vanddampene i luften ved dugpunktet fortættes til små partikler som man kunne kalde „vandstøv“. (Jf. Job 36:27, 28; se SKY.) Ofte samler vandmolekylerne sig netop om støvpartikler, hvorved der opstår skyer. Endvidere er det også de fine støvpartikler i atmosfæren — sammen med luftens vandmolekyler og, i nogen udstrækning, molekyler af forskellige luftarter (ilt, kvælstof, kuldioxid m.fl.) i atmosfæren — der bevirker en spredning af solens stråler hvorved himmelen får sin karakteristiske blå farve, idet spektrets blå farver spredes mest.

      Jehova omtaler sig selv som den der har ’udhamret himmelen [af hebr. sjaʹchaq] som et metalspejl’. (Job 37:18) Dette stemmer med at atmosfærens bestanddele er presset sammen under indvirkning af tyngdekraften, og at de yderste lag holdes inden for en bestemt grænse, idet gravitationen forhindrer dem i at fjerne sig fra jorden. (1Mo 1:6-8) De tilbagekaster også sollyset på samme måde som et spejl. Derfor ser himmelen lys ud for den der iagttager den fra jorden, hvorimod den ville være mørk hvis der ingen atmosfære var, og himmellegemerne ville stråle på en mørk baggrund, sådan som himmelen ser ud fra månen, der ingen atmosfære har. Ude fra verdensrummet ser astronauterne jordens atmosfære som en lysende glorie.