Udtrykket „min ånd“ (ruchīʹ), som Gud bruger i 1 Mosebog 6:3, kan betyde „jeg, ånden,“ ligesom udtrykket „min sjæl“ (nafsjīʹ) har betydningen „jeg, personen“, eller „min person“. (Es 1:14; se SJÆL [Guds sjæl].) Hermed understreger Gud forskellen mellem sig selv som himmelsk og åndelig og menneskene som jordiske og kødelige.

Det græske ord pneuʹma (ånd) kommer af pneʹō, der betyder „at ånde“, „at puste“ eller „at blæse“, og det hebraiske ord ruʹach (ånd) menes at komme af en rod der har samme betydning. Ruʹach og pneuʹma har således grundbetydningen „ånde“, eller „åndedræt“ (jf. Hab 2:19; Åb 13:15), men de bruges også i andre betydninger, nemlig om vinden; livskraften i levende skabninger; et menneskes ånd; åndevæsener, som Gud og hans engle; og Guds virksomme kraft, hans hellige ånd. (Jf. Koehler og Baumgartners Lexicon in Veteris Testamenti Libros, Leiden 1958, s. 877-879; Brown, Driver og Briggs’ Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, 1980, s. 924-926; Theological Dictionary of the New Testament, redigeret af G. Friedrich, engelsk udgave ved G. Bromiley, 1971, bd. VI, s. 332-451.) Alle disse betydninger har ét tilfælles: De sigter alle til noget som er usynligt for det menneskelige øje, og som vidner om en kraft i bevægelse. Denne usynlige kraft kan fremkalde synlige virkninger.

Et andet hebraisk ord, nesjamahʹ (1Mo 2:7), betyder også „ånde“, eller „åndedræt“, men har en mere afgrænset betydning end ruʹach. Oversætterne af Septuaginta gengav nesjamahʹ med det græske ord pnoēʹ, som synes at have samme afgrænsede betydning. — Apg 17:25.

Vind. Lad os først betragte den betydning der måske er lettest at forstå. I mange tilfælde viser sammenhængen at ruʹach betyder „vind“, for eksempel i udtrykkene „østenvind“ (2Mo 10:13) og ’de fire vinde’. (Zak 2:6) At ordet har denne betydning, fremgår ofte af at der i sammenhængen er tale om skyer, stormvejr, avner der blæser væk, eller lignende. (4Mo 11:31; 1Kg 18:45; 19:11; Job 21:18) Da de fire vinde bruges til at betegne de fire verdenshjørner — øst, vest, nord og syd — kan ruʹach i nogle tilfælde gengives med ’retning’ eller ’side’. — 1Kr 9:24; Jer 49:36; 52:23; Ez 42:16-20.

I Job 41:15, 16 siges der om Livjatans tætsiddende skæl at „end ikke luft [weruʹach] kan trænge ind imellem dem“. Også her betegner ruʹach luft i bevægelse, ikke blot stillestående eller ubevægelig luft. Det vigtigste kendetegn for det hebraiske ruʹach, tanken om en usynlig kraft, er derfor til stede her.

Det eneste sted i De Kristne Græske Skrifter hvor pneuʹma bruges i betydningen „vind“, er i Johannes 3:8.

Mennesket kan ikke beherske vinden; det kan ikke lede, dirigere, tilbageholde eller eje den. „Vind [ruʹach]“ betegner derfor ofte noget som mennesket ikke kan beherske eller opnå — noget der er flygtigt, forgængeligt, forgæves og ikke til nogen sand gavn. (Jf. Job 6:26; 7:7; 8:2; 16:3; Ord 11:29; 27:15, 16; 30:4; Præ 1:14, 17; 2:11; Es 26:18; 41:29.) En grundig gennemgang af dette aspekt findes i artiklen VIND.

Andre åndeskabninger. Engle bliver i flere skriftsteder betegnet med ordene ruʹach og pneuʹma. (1Kg 22:21, 22; Ez 3:12, 14; 8:3; 11:1, 24; 43:5; Apg 23:8, 9; 1Pe 3:19, 20)

Guds virksomme kraft; den hellige ånd. Langt de fleste steder sigter ruʹach og pneuʹma til Guds ånd, hans virksomme kraft, hans hellige ånd.

Ikke det samme som „kraft“. Når ordene ruʹach og pneuʹma bruges om Guds hellige ånd, betegner de altså Guds usynlige virksomme kraft hvormed han gennemfører sin guddommelige vilje og hensigt. Den er „hellig“ fordi den ikke udgår fra en jordisk kilde, men fra Gud, og fordi den som ’hellighedens ånd’ er fri for ethvert fordærv. (Ro 1:4) Den er ikke slet og ret Jehovas „kraft“. Dette begreb beskrives mere præcist med andre ord på grundsprogene, nemlig det hebraiske koʹach og det græske dyʹnamis. Ruʹach og pneuʹma bruges i nær sammenhæng med eller endda parallelt med disse ord der betyder „kraft“, hvilket viser at de er nært forbundne og dog adskilte begreber. (Mik 3:8; Zak 4:6; Lu 1:17, 35; Apg 10:38)

Brugt ved skabelsen. Jehova Gud skabte det materielle univers ved hjælp af sin ånd, eller virksomme kraft. I forbindelse med de første stadier af Jordens tilblivelse siger beretningen at „Guds virksomme kraft [eller „ånd“ (ruʹach)] var i bevægelse frem og tilbage over vandene“. (1Mo 1:2)