AFKOM, SÆD

Det hebraiske zæʹra‛ og det græske sperʹma, der begge oversættes med „afkom“ og „sæd“, forekommer mange gange i Bibelen og anvendes enten (1) botanisk (=sæd, frø), (2) fysiologisk (=sæd) eller (3) bogstaveligt og billedligt om afkom.

Botanisk. Israels økonomi var i hovedsagen baseret på landbrug eller agerdyrkning; der siges derfor meget i Bibelen om at så, plante og høste, og ordet zæʹra‛ bruges ofte i betydningen „frø“ eller „sæd“. Det første sted er i beretningen om den tredje skabelsesdag. Jehova befalede: „Lad jorden få græs til at gro frem, planter der bærer frø, frugttræer der bærer frugt med frøene indeni, efter deres arter — på jorden.“ (1Mo 1:11, 12, 29) Her viste Skaberen at det var hans hensigt at iklæde jorden vegetation ved forplantning gennem frø, og de forskellige skabte arter blev holdt adskilt så de hver især formerede sig „efter deres arter“ gennem deres egne særlige frø.

Fysiologisk. Zæʹra‛ er brugt i fysiologisk betydning i 3 Mosebog 15:16-18 og 18:20, hvor der er tale om sædudtømmelse. I 3 Mosebog 12:2 er den kausative form af verbet zara‛ʹ („at så“) gengivet med ’undfange’. I 4 Mosebog 5:28 forekommer en passiv form af zara‛ʹ sammen med zæʹra‛ og gengives med „blive befrugtet“.

Bogstaveligt og billedligt. De fleste af de steder hvor ordet zæʹra‛ forekommer i Bibelen, bruges det i betydningen afkom eller efterkommere. Dyrs afkom betegnes med dette udtryk i 1 Mosebog 7:3. Noas afkom omtales i 1 Mosebog 9:9, og kvinden Hagars i 1 Mosebog 16:10. Gud befalede at Abram og hans kødelige „afkom“ skulle omskæres som et tegn på den pagt han indgik med dem. — 1Mo 17:7-11.

Det græske ord sperʹma anvendes i de samme betydninger som det hebraiske zæʹra‛. (Jf. Mt 13:24; 1Kor 15:38; He 11:11; Joh 7:42.) Til gengivelse af Jesu ord bruges det beslægtede ord spoʹros (det såede) som et symbol på Guds ord. — Lu 8:11.

Én person forudsagt. Når Abrahams og andres afkom omtales, står det hebraiske eller det græske ord i ental og henviser som regel til det nævnte afkom i kollektiv forstand. Der synes at være en god grund til at det kollektive udtryk zæʹra‛, „afkom“, anvendes så ofte om Abrahams efterkommere i stedet for flertalsordet banīmʹ, „sønner“ (i ental ben). Apostelen Paulus peger på dette idet han forklarer at Gud, da han talte om velsignelsen gennem Abrahams afkom, først og fremmest havde en enkelt person i tanke, nemlig Kristus. Paulus siger: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans afkom. Der siges [el.: „Han siger“] ikke: ’Og til dine efterkommere [flertal: sperʹmasin],’ som når der er mange, men, som når der er én: ’Og til dit afkom [ental: sperʹmati],’ som er Kristus.“ — Ga 3:16, fdn.

Nogle forskere har gjort indsigelse mod brugen af ordet „afkom“ i ental og flertal i Paulus’ forklaring. De peger på at det hebraiske ord zæʹra‛ altid står i ental når det bruges om „afkom“ (ligesom i øvrigt det danske ord, der ikke kan stå i flertal). De tilhørende udsagnsord og tillægsord angiver heller ikke om ordet skal opfattes som ental eller flertal. Dette er alt sammen rigtigt. Men der er en anden faktor som viser at Paulus’ forklaring er korrekt, både grammatisk og læremæssigt. Dette forklares i M’Clintock og Strongs Cyclopædia (1894, bd. IX, s. 506), hvor der står: „I forbindelse med stedord adskiller konstruktionen sig væsentligt fra begge de foregående tilfælde [dvs. i forbindelse med udsagnsord og tillægsord som knyttes til ordet „afkom“]. Et stedord i ental [som henviser til zæʹra‛] betegner en enkelt person alene eller én ud af mange, mens et stedord i flertal står for alle efterkommerne. Denne regel følges konsekvent i Sept[uaginta]. . . . Peter forstod denne konstruktion, for i hans tale til jøderne i byen Jerusalem før Paulus’ omvendelse (Apg iii, 26) finder vi at han af 1Mo xxii, 17, 18 udleder at afkommet er én person, ligesom David havde gjort tusind år tidligere (Sl lxxii, 17).“

Dette opslagsværk siger videre: „Paulus skelner ikke mellem ét afkom og et andet, men mellem det ene afkom og de mange; og når vi tager i betragtning at han citerer samme passage som Peter [som anført i det foregående], forstår vi at hans argument er ganske godt underbygget af stedordet ’sine [ikke deres] fjender’. Afkom med et stedord i ental svarer fuldstændig til søn.“