Se til at du aldrig mister troen

„Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud.“ — Hebræerne 3:12.

1. Hvilken rystende mulighed henleder Paulus’ ord til de kristne hebræere vores opmærksomhed på?

TANKEN om at nogle der har haft et personligt forhold til Jehova, har kunnet udvikle et „ondt hjerte“ og ’falde fra den levende Gud’, virker skræmmende. Apostelen Paulus stilede ikke denne stærke advarsel til læsere uden for den kristne menighed, men til nogle der havde fået tro på Jesu Kristi genløsningsoffer og havde indviet sig til Jehova.

2. Hvilke spørgsmål bør vi tage op til overvejelse?

² Hvordan kunne det gå til at nogle der havde opnået denne store forret og glæde, udviklede „et ondt hjerte uden tro“? Hvordan kunne nogle som havde mærket Guds kærlighed og ufortjente godhed, med overlæg trække sig bort fra ham? Kunne det samme ske for dig og mig? Det er spørgsmål der maner til selvransagelse, og det er gavnligt for os at kende baggrunden for denne advarsel. — 1 Korinther 10:11.

Hvorfor så stærk en advarsel?

3. Beskriv de forhold de kristne i og omkring Jerusalem i det første århundrede måtte udholde.

³ Formodentlig skrev Paulus sit brev til de kristne hebræere i Judæa i år 61. En historiker har fremhævet at det var en tid hvor „ordentlige og hæderlige folk ikke kunne finde fred og tryghed, hverken i Jerusalem eller noget andet sted i hele provinsen“. Tiden bar præg af lovløshed og vold der var fremkaldt af romernes undertrykkende besættelse, de romerfjendtlige jødiske zeloters agitation og de kriminelles udnyttelse af det herskende kaos. Alt dette betød trængsler for de kristne, som søgte at holde sig fri af al ufred. (1 Timoteus 2:1, 2) Deres neutralitet gjorde dem i nogles øjne til pariaer, ja, endda oprørere. De kristne led jævnlig overlast, afsavn og tab. — Hebræerne 10:32-34.

4. Hvilket religiøst pres var de kristne hebræere udsat for?

⁴ De kristne hebræere var også under stærkt religiøst pres. Jesu trofaste disciples nidkærhed fik den kristne menighed til at vokse hastigt, og dette vakte skinsyge og vrede hos jøderne, især hos deres religiøse overhoveder. De skyede ingen midler for at chikanere og forfølge Jesu Kristi disciple.a (Apostelgerninger 6:8-14; 21:27-30; 23:12, 13; 24:1-9) Selv om nogle kristne undgik korporlig forfølgelse, undgik de ikke at blive foragtet og hånet af jøderne. Man så ned på kristendommen som en nyreligiøs opkomling der, i modsætning til jødedommens pragt, var uden tempel, præsteskab, højtider, ceremonielle ofre og så videre. De kristnes fører, Jesus, var tilmed blevet henrettet som en forbryder. De behøvede tro, mod og udholdenhed for at udøve deres religion.

5. Hvorfor var det nødvendigt for de kristne i Judæa at forblive åndeligt vågne?

⁵ Det var en epokegørende tid for Israels nation. Mange af de tegn som ifølge de kristnes Herre, Jesus Kristus, ville markere endens tid for den jødiske ordning, var allerede indtruffet. Afslutningen kunne ikke ligge langt ude i fremtiden. For at overleve måtte de kristne forblive åndeligt årvågne og holde sig klar til at „flygte til bjergene“. (Mattæus 24:6, 15, 16) Ville de i den afgørende stund have den tro og åndelige styrke der var nødvendig for straks at adlyde Jesu befaling? Det kunne der herske en vis tvivl om.

6. Hvad havde de kristne hebræere i Judæa hårdt brug for?

⁶ I det sidste tiår inden den jødiske ordnings undergang var de kristne hebræere utvivlsomt udsat for et hårdt pres fra kræfter i og uden for menigheden. De trængte til opmuntring. Men de behøvede også vejledning og hjælp til at indse at de havde valgt det rigtige, og at det ikke var forgæves at de havde udholdt lidelser. Glædeligvis forstod Paulus deres behov og dækkede det.

7. Hvorfor bør vi interessere os for det Paulus skrev til de kristne hebræere?

⁷ Vi bør være meget interesserede i det som Paulus skrev til de kristne hebræere. Hvorfor? Fordi vores tid er et sidestykke til den epoke de levede i. Hver dag mærker vi presset fra den verden som Satan behersker. (1 Johannes 5:19) Vi ser med egne øjne opfyldelsen af de profetier Jesus og apostlene fremsatte om de sidste dage og „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3-14; 2 Timoteus 3:1-5; 2 Peter 3:3, 4; Åbenbaringen 6:1-8) Frem for alt må vi holde os åndeligt vågne, så vi kan „undslippe alle disse ting som skal ske“. — Lukas 21:36.

Den der er større end Moses

8. Hvad tilskyndede Paulus med ordene i Hebræerbrevet 3:1 sine medkristne til at gøre?

⁸ Paulus nævnte noget vigtigt med ordene: „Betragt den apostel og ypperstepræst som vi bekender — Jesus.“ (Hebræerne 3:1) Grundformen af det græske ord der her er oversat med „betragt“, betyder „at opfatte klart . . ., at forstå til fulde, at lægge nøje mærke til“. (Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words) Paulus tilskyndede altså sine trosfæller til at sætte sig grundigt ind i den betydning Jesus havde for deres tro og frelse. Det ville styrke deres beslutning om at stå fast i troen. Hvilken betydning havde Jesus da, og hvorfor bør vi ’betragte’ ham?

9. Hvorfor omtalte Paulus Jesus som „apostel“ og „ypperstepræst“?

⁹ Paulus kaldte Jesus for „apostel“ og „ypperstepræst“. En apostel er en udsending, og i dette tilfælde sigtes der til den ved hvem Gud har meddelt sig til menneskeheden. En „ypperstepræst“ er en gennem hvem mennesker kan nærme sig Gud. Disse to former for tjeneste er uundværlige for sand tilbedelse, og i Jesus forenes begge tjenester. Han blev udsendt fra himmelen for at undervise menneskeheden i sandheden om Gud. (Johannes 1:18; 3:16; 14:6) Jesus er også udnævnt som den modbilledlige ypperstepræst i Jehovas åndelige tempelordning hvorved synder tilgives. (Hebræerne 4:14, 15; 1 Johannes 2:1, 2) Hvis vi virkelig værdsætter de velsignelser vi kan opnå gennem Jesus, vil vi have mod og beslutsomhed til at forblive faste i troen.

10. (a) Hvordan hjalp Paulus de kristne hebræere til at forstå kristendommens fortrin i forhold til jødedommen? (b) Med hvilken almengyldig sandhed gav Paulus sin udtalelse vægt?

¹⁰ For at fremhæve værdien af den kristne tro sammenlignede Paulus Jesus med Moses, som jøderne anså for den største profet blandt deres forfædre. Hvis de kristne hebræere virkelig begreb at Jesus er større end Moses, ville de ikke have nogen grund til at tvivle på at kristendommen langt overgik jødedommen. Paulus påpegede at Moses ganske vist blev regnet for værdig til at få betroet Guds „hus“ — Israels nation eller menighed — men han var kun en trofast tjener. (4 Mosebog 12:7) Jesus var derimod Sønnen, husets herre. (1 Korinther 11:3; Hebræerne 3:2, 3, 5) Paulus giver sin udtalelse vægt med følgende almengyldige sandhed: „Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.“ (Hebræerne 3:4) Ingen vil bestride at Gud er større end nogen anden, for han er altings Bygmester eller Skaber. Eftersom Jesus var Guds medarbejder, må han følgelig være større end alle andre skabninger, Moses indbefattet. — Ordsprogene 8:30; Kolossenserne 1:15-17.

11, 12. Hvad skulle de kristne hebræere ’standhaftigt fastholde til det sidste’, og hvordan kan vi følge Paulus’ vejledning?

¹¹ De kristne hebræere var virkelig begunstigede. Paulus mindede dem om at de havde „andel i den himmelske kaldelse“, en forret der måtte sættes højere end noget som helst den jødiske ordning havde at tilbyde. (Hebræerne 3:1) Paulus’ ord må have fået disse salvede kristne til at føle sig så taknemmelige over at de havde udsigt til en ny arv, at de ikke har sørget over det de havde givet afkald på i forbindelse med deres jødiske arv. (Filipperne 3:8) Paulus opfordrede dem indtrængende til at værne om deres forret og ikke tage den for givet, idet han skrev: „Kristus som søn var trofast over [Guds] hus. Vi er Hans hus, hvis vi til det sidste standhaftigt fastholder vor frimodighed i tale og vor stolthed over håbet.“ — Hebræerne 3:6.

¹² Ja, de kristne hebræere måtte ’til det sidste standhaftigt fastholde’ grebet om deres gudgivne håb hvis de skulle overleve den jødiske ordnings forestående undergang. I dag må vi gøre det samme hvis vi ønsker at overleve denne ordnings afslutning. (Mattæus 24:13) Vi må ikke lade tilværelsens bekymringer, folks ligegyldighed eller vore egne ufuldkomne tilbøjeligheder svække vores tro på Guds løfter. (Lukas 21:16-19) Lad os rette opmærksomheden mod Paulus’ næste ord og se hvordan vi kan ruste os.

„Forhærd ikke jeres hjerter“

13. Hvilken advarsel gav Paulus, og hvordan benyttede han Salme 95 i den forbindelse?

¹³ Efter sin beskrivelse af de kristne hebræeres begunstigede stilling gav Paulus følgende advarsel: „Som den hellige ånd siger: ’I dag, hvis I hører efter hans røst, så forhærd ikke jeres hjerter som dengang der blev vakt bitter vrede, som på fristelsens dag i ørkenen.’“ (Hebræerne 3:7, 8) Paulus citerede fra Salme 95 og kunne derfor benytte udtrykket „den hellige ånd siger“.b (Salme 95:7, 8; 2 Mosebog 17:1-7) Bibelen er inspireret af Gud ved hjælp af hans hellige ånd. — 2 Timoteus 3:16.

14. Hvordan reagerede israelitterne på det Jehova havde gjort for dem, og hvad var grunden?

¹⁴ Efter udfrielsen fra trældommen i Ægypten fik israelitterne den store ære at træde ind i et pagtsforhold til Jehova. (2 Mosebog 19:4, 5; 24:7, 8) De påskønnede imidlertid ikke det Gud havde gjort for dem, men blev hurtigt oprørske. (4 Mosebog 13:25–14:10) Hvordan kunne det gå til? Ved at de, sagt med Paulus’ ord, forhærdede deres hjerter. Men hvordan kan hjerter der er følsomme og modtagelige for Guds ord, blive forhærdet? Og hvordan forebygger vi at det sker?

15. (a) Hvordan har ’Guds røst’ kunnet høres i fortiden og nutiden? (b) Hvad bør vi spørge os selv om vedrørende ’Guds røst’?

¹⁵ Paulus indledte sin advarsel med betingelsen „hvis I hører efter hans røst“. Jehova talte til sit folk gennem Moses og andre profeter. Dernæst talte han til sine tjenere gennem sin søn, Jesus Kristus. (Hebræerne 1:1, 2) I dag har vi Guds inspirerede ord, Bibelen, i sin helhed. Vi har også „den trofaste og kloge træl“, der af Jesus er udpeget til at sørge for åndelig „mad i rette tid“. (Mattæus 24:45-47) Gud taler således stadig. Men hører vi efter? Hvordan reagerer vi for eksempel på vejledning om tøj, frisure og lignende, eller om den underholdning og musik vi beskæftiger os med? ’Hører vi efter’ ved at være opmærksomme og rette os efter det vi hører? Hvis vi har for vane at undskylde vore handlinger eller mener at vi kan se stort på en vejledning, udsætter vi os for en snigende forhærdelse af vort hjerte.

16. Hvordan kunne vi forhærde vort hjerte?

¹⁶ Vort hjerte kan også blive forhærdet hvis vi undslår os for at gøre det vi kan og bør gøre. (Jakob 4:17) Trods alt hvad Jehova gjorde for israelitterne, forsømte de at vise tro. De gjorde oprør mod Moses, foretrak at tro på en negativ melding om Kana’an og nægtede at gå ind i det forjættede land. (4 Mosebog 14:1-4) Jehova bestemte derfor at de skulle forblive 40 år i ørkenen, så lang tid at de troløse israelitter af den generation ville uddø. Gud følte lede ved dem og sagde: „’De farer altid vild i deres hjerte, og selv har de ikke lært mine veje at kende.’ Så jeg svor i min vrede: ’De skal ikke gå ind til min hvile.’“ (Hebræerne 3:9-11) Tager vi ved lære af disse begivenheder?

Noget vi bør tage ved lære af

17. Hvorfor manglede israelitterne tro til trods for at de havde set Jehovas magtfulde gerninger og hørt hans udtalelser?

¹⁷ Den generation af israelitter der gik ud af Ægypten, så med egne øjne Jehovas magtfulde gerninger og hørte med egne ører hans udtalelser. Alligevel troede de ikke på at han kunne føre dem sikkert ind i det forjættede land. Hvorfor ikke? ’De har ikke lært mine veje at kende,’ sagde Jehova. De vidste hvad han havde sagt og gjort, men de havde ikke opdyrket tillid til at han kunne sørge for dem. De var så opslugt af deres egne behov og ønsker at de ikke skænkede Guds veje og hensigter mange tanker. De manglede tro på hans løfte.

18. Hvilken indstilling og adfærd vil ifølge Paulus føre til at der „udvikles et ondt hjerte uden tro“?

¹⁸ De næste ord til hebræerne har lige så udtrykkelig adresse til os: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud.“ (Hebræerne 3:12) Paulus trængte ind til sagens kerne ved at pege på at „et ondt hjerte uden tro“ er resultatet af „frafald fra den levende Gud“. Tidligere i brevet havde Paulus talt om hvordan nogle var ’gledet bort’ på grund af uopmærksomhed. (Hebræerne 2:1) Men det græske ord der er gengivet med „frafald“, og som ordret betyder „stillen sig borte fra“, betegner overlagt eller bevidst modstand, fravigelse eller afstandtagen og har desuden en klang af foragt.

19. Hvordan kan det få alvorlige følger hvis man overhører vejledning? Giv et eksempel.

¹⁹ Det bør derfor lære os at hvis vi vænner os til ikke at ’høre efter Jehovas røst’, men tilsidesætter hans vejledning gennem hans ord og den trofaste trælleskare, vil det ikke vare længe før vort hjerte bliver ufølsomt eller forhærdet. Hvad sker der for eksempel hvis en ugift mand og kvinde har vist hinanden lidt for intim hengivenhed og så blot ignorerer det der er sket? Så vil de ikke være beskyttede mod at gentage det de gjorde. Og når ’trælleskaren’ vejleder os om at være kræsne i vort valg af musik og underholdning og så videre, følger vi da taknemmeligt vejledningen og gør de forandringer der måtte være nødvendige? Paulus tilskyndede desuden de kristne til ikke at „forsømme at komme sammen“. (Hebræerne 10:24, 25) Alligevel tager nogle let på denne vejledning og svigter møderne. De mener måske at der ikke sker noget ved at blive væk en gang imellem eller ved helt at svigte visse møder.

20. Hvorfor er det yderst vigtigt at vi følger Bibelens vejledning?

²⁰ Hvis vi ikke adlyder Jehovas „røst“, der lyder tydeligt gennem Bibelen og bibelske publikationer, vil vi inden længe opdage at vi er ved at ’falde fra den levende Gud’. Hvis vi passivt afviser vejledning, kan det let udarte til at vi begynder at bagatellisere, kritisere eller modsige den vejledning vi får. Hvis vi lader stå til, udvikler der sig „et ondt hjerte uden tro“ hos os, og den tilstand er det som regel meget svært at rette op på. (Jævnfør Efeserbrevet 4:19.) Jeremias skrev træffende: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det?“ (Jeremias 17:9) Af den grund skrev Paulus til sine hebraiske trosfæller: „Bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedragende magt.“ — Hebræerne 3:13.

21. Hvad bliver vi alle formanet til at gøre, og hvad kan vi glæde os over?

²¹ Vi glæder os over at Jehova stadig taler til os i dag gennem sit ord og sin organisation. Vi er taknemmelige over at „den trofaste og kloge træl“ fortsat yder os hjælp så vi ’til det sidste standhaftigt kan fastholde den tillid vi havde fra begyndelsen’. (Hebræerne 3:14) Det er nu vi må tage imod Guds kærlighed og vejledning. Så vil vi erfare opfyldelsen af endnu et af Jehovas løfter — løftet om at ’gå ind til hans hvile’. (Hebræerne 4:3, 10) Det var det emne Paulus derefter skrev til de kristne hebræere om, og det vil blive behandlet i den følgende artikel.

Er du gået ind til Guds hvile?

„Den der er gået ind til Guds hvile, har . . . også selv fået hvile fra sine gerninger.“ — Hebræerne 4:10.

1. Hvorfor er hvile noget vi alle sætter pris på?

ORDET hvile har en behagelig klang. Så hektisk som tilværelsen er i dag, synes de fleste af os at et lille hvil kan være tiltrængt. Mange, både gamle og unge, gifte og ugifte, har en krævende og udmattende dagligdag. Hvis man er kronisk syg eller handicappet, kan hver dag være en udfordring. Bibelen har ret når den siger at „hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu“. (Romerne 8:22) At man hviler sig, behøver derfor ikke at være et udtryk for dovenskab. Vi har alle behov for hvile.

2. Siden hvornår har Jehova hvilet?

² Jehova Gud har selv hvilet. I Første Mosebog læser vi: „Sådan fuldendtes himmelen og jorden og hele deres hær. Og da Gud på den syvende dag var færdig med sit værk som han havde frembragt, gav han sig på den syvende dag til at hvile fra hele sit værk som han havde frembragt.“ Jehova tillagde „den syvende dag“ særlig betydning, hvilket fremgår af fortsættelsen i den inspirerede beretning: „Gud velsignede den syvende dag og helligede den.“ — 1 Mosebog 2:1-3.

Gud hvilede fra sit værk

3. Hvad var ikke grunden til at Gud hvilede?

³ Hvorfor hvilede Gud på „den syvende dag“? Det var selvfølgelig ikke fordi han var træt. Jehova besidder ’vældig styrke’ og „bliver ikke træt eller mat“. (Esajas 40:26, 28) Han hvilede heller ikke fordi han trængte til en pause i forbindelse med sit skaberværk, for Jesus sagde: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (Johannes 5:17) „Gud er en ånd“ og er derfor ikke underkastet jordiske væseners cykluser og behov. — Johannes 4:24.

4. På hvilken måde var „den syvende dag“ forskellig fra de foregående seks ’dage’?

⁴ Hvad kan da være årsagen til at Gud hvilede på „den syvende dag“? Vi får et fingerpeg om det når vi lægger mærke til at Gud var tilfreds med det han havde udrettet i det lange tidsrum de seks foregående ’skabelsesdage’ havde varet, men at han specielt velsignede „den syvende dag“ og erklærede den hellig. Ordbogen Concise Oxford Dictionary definerer „hellig“ som „ubeskåret viet eller reserveret (til en gud eller et religiøst formål)“. At Jehova velsignede „den syvende dag“ og helligede den, betyder altså ikke at denne dag og hans „hvile“ har noget at gøre med et behov hos ham. Den må på en eller anden måde have forbindelse med hans hellige vilje og hensigt. Hvordan det?

5. Hvad havde Gud iværksat i løbet af de seks første ’skabelsesdage’?

⁵ I løbet af de seks forudgående ’skabelsesdage’ havde Gud frembragt og igangsat alle de cykluser og love der gør sig gældende for jorden og dens livsformer. Forskere erkender nu mere og mere at der er tale om et mesterværk. Hen imod slutningen af den „sjette dag“ skabte Gud de to første mennesker og anbragte dem i „en have i Eden, mod øst“. Til sidst erklærede han med disse profetiske ord hvad der var hans hensigt med menneskeslægten og jorden: „Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.“ — 1 Mosebog 1:28, 31; 2:8.

6. (a) Hvad syntes Gud om alt det han havde skabt i løbet af de seks første ’skabelsesdage’? (b) I hvilken betydning er „den syvende dag“ hellig?

⁶ I forbindelse med afslutningen på den sjette ’skabelsesdag’ siger beretningen: „Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ (1 Mosebog 1:31) Gud var tilfreds med alt hvad han havde frembragt. Derfor hvilede han eller afstod fra at skabe mere på jorden. Den paradisiske have var fuldendt og smuk, men den optog kun et beskedent areal, og der var kun to mennesker på jorden. Det ville vare nogen tid før jorden og menneskeslægten opfyldte Guds hensigt i fuld udstrækning. Af den grund fastsatte han en „syvende dag“, en periode hvor alt det han havde skabt i løbet af de forudgående seks ’dage’, gradvis skulle udfolde sig i overensstemmelse med hans hellige vilje. (Jævnfør Efeserbrevet 1:11.) Når „den syvende dag“ afsluttes, vil hele jorden være et paradis der til evig tid bebos af fuldkomne mennesker. (Esajas 45:18) „Den syvende dag“ er sat til side eller viet til den fuldstændige gennemførelse af Guds vilje med jorden og menneskeheden. I den forstand er den hellig.

7. (a) I hvilken henseende hvilede Gud på „den syvende dag“? (b) Hvordan vil alt blive ved slutningen af „den syvende dag“?

⁷ Gud hvilede altså fra sin skabervirksomhed på „den syvende dag“. Det var som om han trådte tilbage og lod det han havde sat i værk, gå sin gang. Han har fuld tillid til at ved slutningen af „den syvende dag“ vil alt være fuldbyrdet nøjagtig som han har udtænkt det. Enhver hindring vil være overvundet. Når Guds vilje bliver fuldstændig gennemført, vil det komme alle lydige mennesker til gode. Intet vil kunne forpurre hans hensigt, for Gud har velsignet „den syvende dag“ og helliget den. Hvilken storslået udsigt for alle lydige mennesker!

Israel gik ikke ind til Guds hvile

8. Hvornår og hvordan begyndte israelitterne at holde sabbat?

⁸ Israels nation nød godt af Jehovas ordning vedrørende arbejde og hvile. Endog før Gud gav israelitterne Loven ved Sinaj Bjerg, gav han dem følgende befaling gennem Moses: „Mærk jer at Jehova har givet jer sabbatten. Det er derfor at han på den sjette dag giver jer brød til to dage. Hver bør blive på sin plads. Ingen må gå bort fra sit sted på den syvende dag.“ Af den grund „holdt folket sabbat på den syvende dag“. — 2 Mosebog 16:22-30.

9. Hvorfor var sabbatsloven utvivlsomt en kærkommen forandring for israelitterne?

⁹ Denne ordning var ny for israelitterne, der netop var blevet udfriet fra trældommen i Ægypten. Ægypterne og andre folkeslag inddelte tiden i perioder af fem til ti dages varighed, men sandsynligvis havde de israelitiske trælle ikke haft nogen hviledag. (Jævnfør Anden Mosebog 5:1-9.) Man må derfor gå ud fra at israelitterne hilste denne nyhed velkommen. De burde ikke regne sabbatten for en byrde eller begrænsning, men holde den med glæde. Desuden meddelte Gud dem senere at sabbatten skulle minde dem om deres trældom i Ægypten og om hvordan han havde udfriet dem. — 5 Mosebog 5:15.

10, 11. (a) Hvad kunne israelitterne se frem til hvis de var lydige? (b) Hvorfor kunne israelitterne ikke gå ind til Guds hvile?

¹⁰ Hvis de israelitter Moses førte ud af Ægypten, havde været lydige, ville de være kommet ind i ’det forjættede land’, der ’flød med mælk og honning’. (2 Mosebog 3:8) Dér ville de have kunnet glæde sig over sand hvile, ikke kun på sabbatten, men hele livet igennem. (5 Mosebog 12:9, 10) Men sådan gik det ikke. Apostelen Paulus skrev om dem: „Hvem var det nemlig der hørte og dog vakte bitter vrede? Var det ikke alle dem som gik ud af Ægypten under Moses? Og hvem følte Gud lede ved i fyrre år? Var det ikke ved dem som syndede, hvis kroppe faldt i ørkenen? Og over for hvem svor han at de ikke skulle gå ind til hans hvile, undtagen over for dem som handlede ulydigt? Så vi ser at de ikke kunne gå ind på grund af mangel på tro.“ — Hebræerne 3:16-19.

¹¹ Det er et eksempel vi bør lære af. På grund af manglende tro på Jehova gik dette slægtled glip af den hvile han havde lovet israelitterne; og de døde i ørkenen. De indså ikke at de som Abrahams efterkommere var nært knyttet til gennemførelsen af Guds beslutning om at velsigne alle jordens nationer. (1 Mosebog 17:7, 8; 22:18) De handlede ikke i overensstemmelse med Guds vilje, men var i deres selviskhed fuldstændig opslugt af deres fysiske behov. Måtte det aldrig gå sådan for os! — 1 Korinther 10:6, 10.