Jehova er min hjælper

„Vi kan . . . være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’“ — HEBRÆERNE 13:6.

1, 2. (a) Hvilken tillid til Jehova gav både salmisten og Paulus udtryk for? (b) Hvilke spørgsmål opstår?

JEHOVA GUD er altid rede til at hjælpe sine tjenere. Det vidste salmisten af erfaring, og han kunne derfor skrive: „Jehova er på min side; jeg frygter ikke. Hvad kan et menneske gøre mig?“ (Salme 118:6) Apostelen Paulus gav udtryk for lignende følelser i sit guddommeligt inspirerede brev til de kristne hebræere.

² Idet Paulus åbenbart citerede salmistens ord ifølge den græske Septuaginta-oversættelse, skrev han til sine trosfæller: „Vi kan . . . være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’“ (Hebræerne 13:6) Hvorfor skrev apostelen dette? Og hvad kan vi slutte ud fra sammenhængen?

Brug for hjælp fra Jehova

3. (a) Under hvilke omstændigheder beviste Jehova at han var Paulus’ hjælper? (b) Hvorfor havde de kristne hebræere i særlig grad brug for Jehova som deres hjælper?

³ Paulus var en selvopofrende forkynder der på sin egen krop havde mærket at Jehova var hans hjælper. Gud hjalp apostelen gennem mange trængsler. Paulus blev fængslet, slået og stenet. På sine rejser som en kristen ordets tjener led han skibbrud og kom ud for mange andre farer. Han kendte til slid og slæb, sult og tørst, søvnløse nætter, og endda nøgenhed. „Foruden disse ting udefra er der det som vælter ind over mig fra dag til dag, bekymringen for alle menighederne,“ skrev han. (2 Korinther 11:24-29) Paulus var bekymret for de kristne hebræere. Jerusalems dage var talte, og apostelens jødiske brødre og søstre i Judæa ville blive udsat for store trosprøver. (Daniel 9:24-27; Lukas 21:5-24) De havde brug for hjælp fra Jehova.

4. Hvilken tanke uddybede Paulus i Hebræerbrevet?

⁴ I indledningen til sit brev til de kristne hebræere påpegede Paulus at de ikke kunne forvente at få hjælp fra Gud medmindre de lyttede til Guds søn, Jesus Kristus. (Hebræerne 1:1, 2) Denne tanke uddybede han yderligere i brevet. For at give sin vejledning vægt mindede apostelen for eksempel sine læsere om at israelitterne blev straffet for deres ulydighed i ørkenen. De kristne hebræere kunne heller ikke forvente at undgå straf hvis de forkastede Guds ord til dem gennem Jesus og blev frafaldne der holdt sig til Moseloven, som var blevet sat ud af kraft ved Kristi offer. — Hebræerne 12:24-27.

Aktiv broderkærlighed

5. (a) Hvilken anden vejledning indeholder brevet til hebræerne? (b) Hvad skrev Paulus om kærlighed?

⁵ Brevet til hebræerne gav de kommende arvinger til det himmelske rige vejledning i hvordan de skulle følge deres forbillede, Jesus Kristus, „yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt“ og have Jehova som deres hjælper. (Hebræerne 12:1-4, 28, 29) Paulus tilskyndede sine trosfæller til at mødes regelmæssigt og ’anspore hinanden til kærlighed og gode gerninger’. (Hebræerne 10:24, 25) Og han gav dem denne vejledning: „Lad broderkærligheden vare ved.“ — Hebræerne 13:1.

6. I hvilken forstand var det „et nyt bud“ om kærlighed Jesus gav sine disciple?

⁶ Jesus krævede en sådan kærlighed af sine disciple, for han sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) Dette var „et nyt bud“ i den forstand at det krævede mere end Moseloven, der sagde: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) Ja, det nye bud krævede mere end at man elskede sin næste som sig selv. Det krævede selvopofrende kærlighed, en kærlighed der var så stærk at man endda ville give sit liv for andre. Både ved sit liv og ved sin død viste Jesus en sådan kærlighed. Tertullian omtalte dette kendetegn for de kristne da han i sit Forsvarsskrift gengav hvad udenforstående sagde om de kristne: „’Se,’ siger de, ’hvor de dog elsker hinanden . . . og hvor de er rede til at dø for hinanden.’“

7. Hvordan kom de kristnes broderkærlighed til udtryk efter pinsedagen i år 33?

⁷ Broderkærligheden var tydelig blandt Jesu disciple efter pinsedagen i år 33. For at mange af de nydøbte fra fjerne egne kunne forlænge deres ophold i Jerusalem og lære mere om Guds foranstaltninger til frelse gennem Kristus, var „alle de som havde fået tro . . . sammen om at have alting fælles, og de gav sig til at sælge deres ejendomme og hvad de ellers ejede og at dele det indkomne ud til alle, efter som hver enkelt havde behov“. — Apostelgerninger 2:43-47; 4:32-37.

8. Hvad viser at der råder en tilsvarende kærlighed blandt Jehovas vidner i dag?

⁸ Blandt Jehovas vidner i vor tid finder man en lignende broderkærlighed. Efter den anden verdenskrig fik denne kærlighed for eksempel Guds folk til at gennemføre en hjælpekampagne der varede to og et halvt år. Forkyndere i Sverige, Schweiz, Canada, De Forenede Stater og andre lande skænkede tøj og penge til indkøb af mad til trosfæller i de krigshærgede lande Danmark, Norge, Finland, Tyskland, Holland, Belgien, England, Frankrig, Italien, Grækenland, Østrig, Ungarn, Polen, Bulgarien, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Kina og Filippinerne. Dette er blot et enkelt eksempel. I de senere år har Guds folk vist kærlighed mod kristne ofre for jordskælv i Peru og Mexico, orkaner på Jamaica, og lignende naturkatastrofer andre steder. Jehovas vidner ’lader broderkærligheden vare ved’ på denne og mange andre måder.

Gæstfrihed

9. (a) Hvilken kristen egenskab omtales i Hebræerbrevet 13:2? (b) Hvordan har nogle uden at vide det „beværtet engle“?

⁹ Paulus kom derefter ind på en anden egenskab hos dem der følger Kristus, ’yder hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt’ og har Jehova som deres hjælper. Han formanede: „Glem ikke gæstfriheden, for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.“ (Hebræerne 13:2) Hvem har „beværtet engle“ uden at vide det? Patriarken Abraham fik besøg af tre engle. (1 Mosebog 18:1-22) To af dem tog videre til Sodoma hvor Abrahams nevø Lot boede. Lot inviterede disse fremmede hjem. Før de kunne gå til ro blev huset imidlertid omringet af en pøbelsværm, „fra dreng til gammel mand“. I en umoralsk hensigt krævede de at Lot førte sine gæster ud til dem, men det nægtede han hårdnakket. Skønt Lot i begyndelsen ikke var klar over det, var det engle han havde på besøg, og de hjalp ham og hans døtre til at undgå døden da ’Jehova lod svovl og ild regne fra himmelen ned over Sodoma og Gomorra’. — 1 Mosebog 19:1-26.

10. Hvilke velsignelser får gæstfri kristne?

¹⁰ Gæstfri kristne får mange velsignelser. De hører deres gæster fortælle gode oplevelser og nyder det åndeligt opbyggende samvær. Gajus blev rost for at han gæstfrit tog imod sine trosfæller, „og det endda fremmede“, ligesom mange blandt Jehovas folk i dag åbner deres hjem for rejsende tjenere. (3 Johannes 1, 5-8) Gæstfrihed er et af kvalifikationskravene til ældste. (1 Timoteus 3:2; Titus 1:7, 8) Det er også værd at lægge mærke til at Jesus lovede Rigets velsignelser til de symbolske får som gæstfrit gjorde godt mod hans salvede „brødre“. — Mattæus 25:34-40.

Husk på dem der bliver forfulgt

11. Hvorfor var vejledningen i Hebræerbrevet 13:3 meget aktuel?

¹¹ De der ønsker at modtage Jehovas hjælp og ’yde ham hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt’ må ikke glemme deres trosfæller som lider ondt. Paulus kunne sætte sig ind i hvilke trængsler andre kristne måtte gennemgå. Nogen tid forinden var disciplene blevet spredt på grund af forfølgelse, og Paulus’ medarbejder Timoteus var lige blevet løsladt fra fængselet. (Hebræerne 13:23; Apostelgerninger 11:19-21) Kristne missionærer rejste omkring og oprettede nye menigheder eller gav åndelig opmuntring til de allerede eksisterende. Eftersom mange af de brødre og søstre der således rejste rundt var hedningekristne, har nogle af de kristne hebræere måske ikke vist tilstrækkelig omsorg for dem. Paulus gav dem derfor denne påmindelse: „Husk på dem der er i lænker, som om I var i lænker sammen med dem, og dem der mishandles, da I også selv er i et legeme.“ — Hebræerne 13:3.

12. Hvordan kan vi følge vejledningen om at huske på dem der lider ondt?

¹² Hebræerne havde ’følt med dem der var i fængsel’, men de måtte ikke glemme deres trofaste trosfæller, uanset om de var jøder eller hedninger. (Hebræerne 10:34) Hvordan kan vi i dag vise at vi tænker på de kristne der bliver mishandlet? I nogle tilfælde kan vi skrive til regeringsmyndighederne i et forsøg på at hjælpe dem af vore trosfæller der sidder i fængsel for deres tro i lande hvor forkyndelsen af Riget er forbudt. Og vi bør navnlig huske dem i vore bønner, og om muligt nævne dem ved navn. Det bedrøver os dybt at de forfølges, og Jehova vil lytte når vi inderligt beder for dem. (Salme 65:2; Efeserne 6:17-20) Skønt vi ikke befinder os i samme fængselscelle er det som om vi er i lænker sammen med dem og er i stand til at opmuntre og hjælpe dem. Åndsavlede kristne har stor medfølelse med dem af de salvede der mishandles. (Se Første Korintherbrev 12:19-26.) Og de nærer en lignende bekymring for deres trosfæller med et jordisk håb der mishandles på mange måder af deres forfølgere. Vi bør vise medfølelse, især i betragtning af at vi også befinder os i et legeme og selv kan komme ud for lidelser og forfølgelse som tilbedere af Jehova. — 1 Peter 5:6-11.

Ægteskabet skal holdes i ære

13. Hvad er tanken i det Paulus skrev i Hebræerbrevet 13:4?

¹³ Hvis vi følger Kristi eksempel og ’yder Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt’ bør det få os til at vise omsorg for andre på mange måder. Efter at have skrevet: „Da I også selv er i et legeme,“ omtalte Paulus et forhold med et legemligt eller fysisk aspekt der giver mulighed for at vise passende hensyn til andre. (Hebræerne 13:3) Han gav de kristne hebræere denne formaning: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebræerne 13:4) I betragtning af hvor udbredt umoralitet var i Romerriget, var det en vejledning de havde stærkt brug for. Også i vore dage er det nødvendigt at kristne adlyder disse ord, for verdens moralnormer er meget lave og hvert eneste år må mange tusind udstødes af den kristne menighed på grund af kønslig umoralitet.

14. Hvorfor mener du at ægteskabet bør holdes i ære?

¹⁴ Essæerne var blandt dem der ringeagtede ægteskabet på Paulus’ tid. De fleste af dem levede i cølibat, ligesom visse gejstlige i dag der fejlagtigt betragter det som mere helligt at leve i cølibat end at være gift. I sit budskab til de kristne hebræere viste Paulus imidlertid tydeligt at ægteskabet er ærefuldt. Dyb respekt for ægteskabet kendetegnede også No’omis ord til sine svigerdøtre, Rut og Orpa, der var blevet enker. Hun sagde: „Måtte Jehova lade jer finde et trygt hjem, hver især i sin mands hus.“ (Rut 1:9) Et andet sted påpegede Paulus selv at ’i senere tidsperioder ville nogle falde fra troen, idet de forbød at man giftede sig’. — 1 Timoteus 4:1-5.

15. Hvem regnes blandt de utugtige og ægteskabsbrydere der omtales i Hebræerbrevet 13:4, og hvordan vil Gud dømme dem?

¹⁵ Hebræerne, der engang havde været under Loven men nu var kommet ind under den nye pagt, kendte budet: „Du må ikke begå ægteskabsbrud.“ (2 Mosebog 20:14) Men de levede i en umoralsk verden og havde derfor brug for advarselen: „Sørg for at . . . ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ Disse utugtige indbefatter ugifte der har kønsligt samkvem. Ægteskabsbrydere er gifte mennesker der lever sammen med en de ikke er gift med, og derved besmitter ægtesengen. Da de der uden at angre øver utugt og ægteskabsbrud fortjener en hård dom fra Gud, vil de hverken få adgang til det nye Jerusalem i himmelen eller få lov at leve evigt på jorden under Rigets herredømme. (Åbenbaringen 21:1, 2, 8; 1 Korinther 6:9, 10) Advarselen mod at besmitte ægtesengen bør også minde gifte kristne om at undgå urene seksuelle handlinger med deres ægtefælle. Der er dog ikke noget urent ved tilbørligt intimt samkvem inden for ægteskabet. — Se Vagttårnet for 15. juni 1983, side 17-21.

Tilfreds med det der er for hånden

16, 17. Hvad skrev Paulus i Hebræerbrevet 13:5, og hvorfor havde hebræerne brug for denne vejledning?

¹⁶ Vi vil finde tilfredshed hvis vi følger vort forbillede og ’yder Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt’, i tillid til at han er vor hjælper. Det kan være meget fristende at begynde at jage efter materielle ting. Men kristne må ikke give efter for denne fristelse. Paulus skrev til hebræerne: „Lad jeres levevis være fri for kærlighed til penge, idet I er tilfredse med det der er for hånden; for han har sagt: ’Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.’“ (Hebræerne 13:5) Hvorfor havde hebræerne brug for denne vejledning?

¹⁷ Måske gik hebræerne lovlig meget op i penge fordi de kunne huske ’den store hungersnød’ i kejser Claudius’ regeringstid (41-54 e.v.t.). Denne hungersnød var så omfattende at kristne andre steder måtte sende hjælp til deres brødre i Judæa. (Apostelgerninger 11:28, 29) Ifølge den jødiske historieskriver Josefus’ oplysninger i Jødernes Oldtidshistorie varede hungersnøden i mindst tre år, og forårsagede stor fattigdom i Judæa og Jerusalem.

18. Hvad kan vi lære af vejledningen i Hebræerbrevet 13:5?

¹⁸ Kan vi lære noget af det? Ja, for uanset hvor fattige vi er, bør vi ikke elske penge eller gå for højt op i det materielle. I stedet for at bekymre os om vor materielle tryghed og måske endda blive havesyge, bør vi være „tilfredse med det der er for hånden“. Jesus sagde: „Bliv . . . ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:25-34) Han viste også at vi bør koncentrere os om at være ’rige hos Gud’ for ’vort liv hidrører ikke fra det vi ejer’. (Lukas 12:13-21) Hvis kærlighed til penge truer vor åndelige sundhed må vi følge Paulus’ vejledning til hebræerne og huske at „gudhengivenhed sammen med viljen til at klare sig med hvad man har“ er „et middel til stor vinding“. — 1 Timoteus 6:6-8.

Stol på Jehova

19. Hvilken forsikring gav Gud Josua, og hvordan bør det berøre os?

¹⁹ Som Jesu disciple der søger at „yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt“, skal vi ikke stole på penge men på vor himmelske Fader, uden hvis hjælp vi ikke kan klare os. Hvilke problemer vi end kommer ud for, bør vi huske hans forsikring: „Jeg vil ikke på nogen måde slippe dig eller på nogen måde forlade dig.“ (Hebræerne 13:5) Paulus refererede her til Guds ord til Josua: „Jeg vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.“ (Josua 1:5; se også Femte Mosebog 31:6, 8.) Jehova forlod aldrig Josua, og han vil heller ikke forlade os hvis vi stoler på ham.

20. (a) Hvordan lyder årsteksten for 1990? (b) Hvad bør vi fortsat gøre, uden at være bange?

²⁰ I de kommende måneder vil Jehovas vidner blive mindet om Guds aldrig svigtende hjælp, for deres årstekst for 1990 lyder: ’Vær ved godt mod og sig: „Jehova er min hjælper.“’ Disse ord er hentet fra Hebræerbrevet 13:6, hvor Paulus med et citat fra salmisten sagde til hebræerne: „Vi kan derfor være ved godt mod og sige: ’Jehova er min hjælper; jeg vil ikke være bange. Hvad kan et menneske gøre mig?’“ (Salme 118:6) Skønt vi forfølges bliver vi ikke bange, for mennesker kan ikke gøre mere end Gud tillader. (Salme 27:1) Og hvis vi må dø for at bevare vor uangribelighed, har vi håbet om opstandelsen. (Apostelgerninger 24:15) Lad os derfor blive ved med at følge vort forbillede og „yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt“, i tillid til at Jehova er vor hjælper.

Bring ofre der glæder Jehova

„Lad os gennem [Jesus Kristus] altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ — HEBRÆERNE 13:15.

1. Hvad tilskyndede Jehova de syndige israelitter til at gøre?

JEHOVA hjælper dem der bringer ham antagelige ofre. Derfor havde israelitterne, der bragte dyreofre, en overgang hans behag. Men hvordan gik det efter at de gentagne gange havde syndet? Gennem profeten Hoseas fik de denne tilskyndelse: „Vend om, Israel, til Jehova din Gud; du er jo snublet ved din brøde. Tag ord med jer og vend om til Jehova. Sig til ham: ’Tilgiv al brøde, og tag imod det der er godt, ja, vi vil betale med vore læbers tyre.’“ — Hoseas 14:1, 2.

2. Hvad var ’deres læbers tyre’, og hvordan hentydede apostelen Paulus til Hoseas’ profeti?

² Guds folk i fortiden blev altså opfordret til at bringe Jehova Gud ’deres læbers tyre’. Hvori bestod de? I oprigtige lovprisningsofre. Idet apostelen Paulus sigtede til denne profeti tilskyndede han de kristne hebræere til at „bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn“. (Hebræerne 13:15) Hvad kan hjælpe Jehovas vidner til at bringe sådanne ofre i dag?

„Efterlign deres tro“

3. Hvad er tanken i det apostelen Paulus skrev i Hebræerbrevet 13:7, og hvilket spørgsmål afføder dette?

³ Hvis vi følger den vejledning Paulus gav hebræerne vil vi kunne bringe antagelige ofre til vor store hjælper, Jehova Gud. Apostelen skrev for eksempel: „Husk på dem som fører an iblandt jer, dem som har talt Guds ord til jer, og efterlign deres tro idet I nøje betragter udfaldet af deres adfærd.“ (Hebræerne 13:7) Hvem tænkte Paulus på da han sagde: „Husk på dem som fører an iblandt jer,“ eller „er jeres ledere“? — Fodnote i studieudgaven af New World Translation.

4. (a) Hvad gør de der „fører an“, ifølge den græske tekst? (b) Hvem „fører an“ blandt Jehovas vidner?

⁴ Paulus talte i versene 7, 17 og 24 om dem der ’førte an’ eller ledede menigheden. Kristne ældste bruger deres „evner til at lede“ (græsk: kybernēʹseisa) når de vejleder og fører an i de lokale menigheder. (1 Korinther 12:28) Men apostlene og andre ældste i Jerusalem tjente som et råd der gav vejledning til alle menighederne. (Apostelgerninger 15:1, 2, 27-29) I dag findes der ligeledes et styrende råd af ældste som fører tilsyn med Jehovas vidner i hele verden.

5. Hvorfor og hvordan bør vi bede for de ældste i menighederne og for medlemmerne af Det Styrende Råd?

⁵ Det er altså de lokale ældste og medlemmerne af Det Styrende Råd der fører an iblandt os. Vi bør derfor respektere dem og bede Gud give dem den nødvendige visdom til at lede menigheden. (Se Efeserbrevet 1:15-17.) Det er absolut på sin plads at vi husker på dem som ’har talt Guds ord til os’! Timoteus blev undervist af sin moder og mormoder, og senere også af Paulus og andre. (2 Timoteus 1:5, 6; 3:14) Timoteus kunne derfor betragte udfaldet af deres adfærd og efterligne deres tro.

6. Hvis tro bør vi efterligne, men hvem følger vi?

⁶ Da vi ved at blandt andre Abel, Noa, Abraham, Sara, Rahab og Moses var trofaste mod Gud til døden, kan vi uden tøven efterligne deres tro. (Hebræerne 11:1-40) Vi kan også efterligne troen hos de loyale mænd som nu fører an iblandt os. Dog følger vi naturligvis ikke ufuldkomne mennesker, for vi holder blikket rettet mod Kristus. Som bibeloversætteren Edgar J. Goodspeed sagde: „Fortidens helte er ikke den troendes forbilleder, for han har et bedre forbillede i Kristus. . . . Den kristne løber må rette blikket mod Jesus.“ Ja, ’Kristus led for os, hvorved han efterlod os et forbillede så vi kan følge lige i hans fodspor’. — 1 Peter 2:21; Hebræerne 12:1-3.

7. Hvordan bør ordene i Hebræerbrevet 13:8 berøre vor holdning til det at lide ondt for Jesu Kristi skyld?

⁷ Paulus henledte nu opmærksomheden på Guds søn: „Jesus Kristus er den samme i går og i dag og for evigt.“ (Hebræerne 13:8) Trofaste vidner som Stefanus og Jakob havde vist sig fuldstændig uangribelige og derved fulgt Jesu uforanderlige eksempel. (Apostelgerninger 7:1-60; 12:1, 2) Eftersom de var villige til at dø som Kristi disciple, er deres tro værd at efterligne. Gudfrygtige mennesker vil ikke undslå sig for at lide martyrdøden som Jesu disciple. Det gjorde de ikke i fortiden, de gør det ikke nu, og de vil heller ikke gøre det i fremtiden.

Undgå falsk lære

8. Hvordan vil du gengive Paulus’ ord i Hebræerbrevet 13:9?

⁸ Uforanderligheden af Jesu personlighed og lære bør få os til at holde os til det han og hans apostle lærte. Paulus skrev til hebræerne: „Lad jer ikke føre bort af forskellige og fremmede lærdomme; det er nemlig godt at hjertet styrkes ved ufortjent godhed, ikke ved særlige spiser; de der går op i dem, er ikke blevet gavnet af dem.“ — Hebræerne 13:9.

9. Hvilke større ting henviste Paulus til i brevet til de kristne hebræere?

⁹ Jøderne henviste til sådanne ting som den bemærkelsesværdige måde Loven var blevet givet på ved Sinaj Bjerg, og Davids varige kongedømme. Men Paulus gjorde de kristne hebræere opmærksomme på at skønt indstiftelsen af Lovpagten var ærefrygtindgydende, havde Gud givet et langt kraftigere vidnesbyrd med tegn, undere, kraftige gerninger og tildelinger af hellig ånd da den nye pagt blev indgået. (Apostelgerninger 2:1-4; Hebræerne 2:2-4) Kristi himmelske rige kan ikke rystes, sådan som de davidiske herskeres jordiske kongedømme blev i 607 f.v.t. (Hebræerne 1:8, 9; 12:28) Desuden samler Jehova de salvede foran noget langt mere ærefrygtindgydende end Sinaj Bjerg, for de kommer til et himmelsk Zions bjerg. — Hebræerne 12:18-27.

10. Ved hvad styrkes hjertet, ifølge Hebræerbrevet 13:9?

¹⁰ Hebræerne måtte derfor være på vagt, så de ikke blev ’ført bort af de forskellige og fremmede lærdomme’ som judaisterne fremførte. (Galaterne 5:1-6) Det er ikke ved sådanne lærdomme men ’ved Guds ufortjente godhed at hjertet styrkes’ til at holde ud i sandheden. Nogle var åbenbart uenige om betydningen af mad og ofre, for Paulus skrev at hjertet ikke blev styrket „ved særlige spiser; de der går op i dem, er ikke blevet gavnet af dem“. Gudhengivenhed og værdsættelse af sonofferet — ikke upassende interesse for særlige spiser eller højtideligholdelse af særlige dage — er til åndelig gavn for den enkelte. (Romerne 14:5-9) Kristi offer gjorde desuden de levitiske ofre ugyldige. — Hebræerne 9:9-14; 10:5-10.

Ofre der glæder Gud

11. (a) Hvad er tanken i Paulus’ ord i Hebræerbrevet 13:10, 11? (b) Hvilket symbolsk alter har de kristne?

¹¹ Levitpræsterne spiste kødet fra offerdyrene, men Paulus skrev: „Vi har et alter hvorfra de som yder hellig tjeneste ved teltet [tabernaklet] ikke har ret til at spise. For kroppene af de dyr hvis blod af ypperstepræsten bringes ind på det hellige sted for synd, opbrændes uden for lejren“ på forsoningsdagen. (Hebræerne 13:10, 11; 3 Mosebog 16:27; 1 Korinther 9:13) Kristne har et billedligt alter, der står for at vi kan nærme os Gud på grundlag af Jesu offer der soner synder og medfører Jehovas tilgivelse og frelse til evigt liv.

12. Hvad tilskyndes de salvede kristne til at gøre, ifølge Hebræerbrevet 13:12-14?

¹² Paulus fortsatte ikke sammenligningen med forsoningsdagen, men tilføjede dog: „Derfor led også Jesus uden for porten [til Jerusalem], for at han kunne hellige folket med sit eget blod.“ Dér, uden for byen, døde Kristus og tilvejebragte derved et fuldkomment sonoffer. (Hebræerne 13:12; Johannes 19:17; 1 Johannes 2:1, 2) Apostelen Paulus tilskyndede de øvrige salvede kristne: „Lad os da gå ud til ham uden for lejren, idet vi bærer den skændsel han bar, for her har vi ikke en blivende by, men vi søger ivrigt den kommende.“ (Hebræerne 13:13, 14; 3 Mosebog 16:10) Skønt vi, ligesom Jesus, bliver smædet, holder vi ud som Jehovas vidner. Vi ’siger nej til ugudelighed og verdslige ønsker og lever efter et sundt sind og retfærdigt og gudhengivent midt i den nuværende tingenes ordning’, mens vi ser frem til den nye verden. (Titus 2:11-14; 2 Peter 3:13; 1 Johannes 2:15-17) Og de salvede iblandt os søger ivrigt ’byen’, det himmelske rige. — Hebræerne 12:22.

13. Hvad består ofre der er til behag for Gud ikke blot af?

¹³ Derefter omtalte Paulus de ofre der har Guds behag, idet han skrev: „Lad os gennem ham [Jesus] altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn. Og glem ikke at gøre godt og at dele med andre, for i sådanne ofre har Gud velbehag.“ (Hebræerne 13:15, 16) Kristne ofre består ikke blot i humanitært hjælpearbejde. Mennesker i almindelighed er også godgørende når der er behov for det — det så man for eksempel da folk fra mange lande sendte hjælp til jordskælvsofrene i Armenien i slutningen af 1988.

14. Nævn en vigtig del af det antagelige offer vi kan bringe Gud.

¹⁴ Den hellige tjeneste vi yder Jehova „med gudsfrygt og ærefrygt“ er baseret på en selvopofrende kærlighed som den Jesus viste. (Hebræerne 12:28; Johannes 13:34; 15:13) Vor forkyndelse er en vigtig del af denne tjeneste, for gennem Kristus som ypperstepræst ’bringer vi Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn’. (Hoseas 14:2; Romerne 10:10-15; Hebræerne 7:26) Vi glemmer naturligvis ikke „at gøre godt og at dele med andre“, også dem der ikke er „beslægtede med os i troen“. (Galaterne 6:10) Navnlig når vore trosfæller kommer ud for ulykker eller er i nød, yder vi kærlig hjælp både materielt og åndeligt. Hvorfor gør vi det? Fordi vi elsker hinanden. Vi ønsker også at vore brødre skal kunne holde fast ved den offentlige bekendelse af deres håb uden vaklen, „for i sådanne ofre har Gud velbehag“. — Hebræerne 10:23-25; Jakob 1:27.

Vær føjelige

15. (a) Hvordan vil du sammenfatte vejledningen i Hebræerbrevet 13:17? (b) Hvorfor skal vi vise respekt for dem der fører an?

¹⁵ For at kunne yde Gud antagelige ofre må vi samarbejde med hans organisation i et og alt. Paulus skrev: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“ (Hebræerne 13:17) Vi bør vise respekt for de udnævnte ældste der fører an i menigheden, så de ikke behøver at sukke i bekymring over vor manglende samarbejdsvilje. Hvis vi ikke er føjelige vil det være en byrde for tilsynsmændene og til åndelig skade for os selv. Er vi derimod samarbejdsvillige bliver det lettere for de ældste at yde hjælp, og det bidrager til enheden og til at forkyndelsen af Riget kan have fremgang. — Salme 133:1-3.

16. Hvorfor er det på sin plads at vi er føjelige over for dem der fører an iblandt os?

¹⁶ Det er kun rimeligt at vi er føjelige over for dem der fører an! De underviser ved møderne og hjælper os i forkyndelsen. Som hyrder viser de os omsorg. (1 Peter 5:2, 3) De hjælper os til at bevare et godt forhold til Gud og menigheden. (Apostelgerninger 20:28-30) Ved at underkaste os et víst og kærligt tilsyn viser vi respekt for den øverste Tilsynsmand, Jehova Gud, og den tilsynsmand han har indsat, Jesus Kristus. — 1 Peter 2:25; Åbenbaringen 1:1; 2:1–3:22.

Bliv ved med at bede

17. Hvad tilskyndede Paulus hebræerne til, og hvorfor kunne han med rette gøre det?

¹⁷ Da Paulus og hans medarbejdere var adskilt fra hebræerne, måske på grund af forfølgelse, skrev han: „Bed stadig for os, for vi har tillid til at vi har en god samvittighed, idet vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting. Men jeg tilskynder jer specielt til at gøre dette for at jeg må blive givet tilbage til jer så meget tidligere.“ (Hebræerne 13:18, 19) Hvilken ret ville Paulus have haft til at tilskynde hebræerne til at bede om at han måtte komme, hvis han var en der gik krogveje og havde en brændemærket samvittighed? (Ordsprogene 3:32; 1 Timoteus 4:1, 2) Han var naturligvis en ærlig ordets tjener, der med god samvittighed modstod judaisterne. (Apostelgerninger 20:17-27) Paulus havde desuden tillid til at han hurtigere ville kunne komme tilbage til hebræerne hvis de bad om det.

18. Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv hvis vi ønsker at andre skal bede for os?

¹⁸ Paulus’ anmodning om hebræernes forbøn viser at det er ret og rigtigt af kristne at bede for hinanden — om muligt med navns nævnelse. (Se Efeserbrevet 6:17-20.) Men hvis vi forventer at andre skal bede for os, bør vi så ikke, ligesom apostelen, sikre os at vi ’har en god samvittighed og bærer os ærligt ad i alle ting’? Er du ærlig i alt hvad du gør? Og har du samme tillid til bønnens kraft som Paulus havde? — 1 Johannes 5:14, 15.

Afslutning og tilskyndelser

19. (a) Hvad ønskede Paulus for hebræerne? (b) Hvorfor er den nye pagt en evig pagt?

¹⁹ Efter at have anmodet om hebræernes forbøn gav Paulus udtryk for et dybtfølt ønske: „Måtte fredens Gud, som førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, udruste jer med alt godt, så I kan gøre hans vilje, og i os, gennem Jesus Kristus, udrette hvad der er velbehageligt i hans øjne; ham tilkommer herligheden i evighedernes evigheder. Amen.“ (Hebræerne 13:20, 21) Med en fredfyldt jord i tanke oprejste „fredens Gud“ Kristus til udødeligt liv i himmelen, hvor Jesus frembar værdien af sit udgydte blod der gyldiggjorde den nye pagt. (Esajas 9:6, 7; Lukas 22:20) Det er en evig pagt fordi de der befinder sig på jorden modtager evige velsignelser på grundlag af den tjeneste der udføres af Guds 144.000 åndelige sønner, som regerer i himmelen sammen med Jesus og som har del i den nye pagt. (Åbenbaringen 14:1-4; 20:4-6) Det er gennem Kristus at Gud, hvem vi tilskriver ære, ’udruster os med alt godt, så vi kan gøre hans vilje og udrette hvad der er velbehageligt i hans øjne’.

20. Hvordan vil du genfortælle og forklare Paulus’ afsluttende tilskyndelse til de kristne hebræere?

²⁰ Da Paulus ikke helt vidste hvordan hebræerne ville reagere på hans brev, skrev han: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, til at finde jer i dette opmuntringsord [til at lytte til Guds søn, og ikke judaisterne], for jeg har jo skrevet til jer i korthed [i betragtning af brevets vægtige indhold]. I skal vide at vor broder Timoteus er blevet løsladt [fra fængselet]; hvis han kommer ret snart, vil jeg besøge jer sammen med ham.“ Apostelen skrev sandsynligvis fra Rom, og håbede at han kunne besøge hebræerne i Jerusalem sammen med Timoteus. Derefter tilføjede han: „Bring mine hilsener til alle dem som fører an iblandt jer [som hårdtarbejdende ældste] og til alle de hellige [de der havde det himmelske håb]. De der er i Italien hilser jer. Den ufortjente godhed [fra Gud] være med jer alle.“ — Hebræerne 13:22-25.