Senere, da han med egne øjne havde set hvad der står i Bibelen, sagde han, ifølge en af sine medarbejdere: „Hvis Bibelen lærer, at evig Pine er den Skæbne, der vil ramme alle med Undtagelse af de hellige, bør det forkyndes, ja, tordnes ud fra Hustagene, hver Uge, hver Dag, hver Time; hvis Bibelen ikke lærer det, bør alle gøres bekendt dermed, og denne Skamplet, der er saa vanærende for Guds hellige Navn, bør fjernes.“

På et tidligt tidspunkt i sit studium af Bibelen indså C. T. Russell klart at det der i mange bibeloversættelser blev kaldt „helvede“, ikke er et sted hvor sjælene blev pint efter døden. Det var sikkert George Storrs, redaktøren af Bible Examiner, der hjalp ham til at nå frem til denne opfattelse. George Storrs havde selv skrevet meget om det han ud fra Bibelen forstod var de dødes tilstand, og broder Russell omtalte ham med stor værdsættelse i sine skrifter.

„Brandslangen“ vendes mod helvede

På grund af sit stærke ønske om at fjerne den skamplet på Guds navn som læren om evig pine i helvedes flammer var, skrev broder Russell en traktat om spørgsmålet „Lærer Bibelen at Evig Pine er Syndens Straf?“ (Den gamle Theologie, engelsk 1889; dansk-norsk 1892). Heri skrev han:

„Læren om evig Pine har en hedensk Oprindelse; dog, lært og troet, som den blev af disse Hedninger var den ikke denne ubarmhjertige Lærdom den sidenefter blev, da den lidt efter lidt begyndte at drage den saakaldte Christenheds Opmærksomhed hen paa sig, igjennem dennes Beblandelse med hedensk Philosophie i Løbet af det andet Aarhundrede efter Christus. Det var forbeholdt for det store Frafald, af hedensk Philosophie at sammenflikke denne skrækkelige Fremstilling, som nu saa almindelig bliver lært og troet; at male den paa Kirkevæggene, saa som det blev gjort i Europa, at indføre den i Troesbekjendelser og Psalmer, og at fordreie Guds Ord, saa dette tilsyneladende gav en guddommelig Støtte for denne skjændige Gudsbespottelse. Saaledes har Nutidens Lettroenhed derfor dette, som et testamenteret Gods, ikke fra Herren, eller Apostlerne eller Propheterne, men fra den compromisserende Aand, som offrede Sandhed og Forstand; som i vanhellig Ærgjærrighed, i Higen efter Magt, Vælde, Antal og Indflydelse, skammeligt fordreiede den christelige Lære. Evig Pine, som Syndens Straf, var ukjendt for Patriarkerne fra de forgangne Tidsaldre; den var ukjendt for Propheterne i den jødiske Tidsalder; den var ukjendt for Herren og Apostlerne; men den er blevet en Hovedlære i den saakaldte Christenhed efter det store Frafald; den er blevet en Svøbe, hvormed de Lettroende, Uvidende og Overtroiske i Verden er blevet tugtede til stræng Underkastelse under Tyranni. Evig Pine blev tildømt enhver, som gjorde Modstand, som vovede at forkaste den romerske Kirkes Myndighed, og Afstraffelsen paabegyndte i dette Liv saa langt, som den havde Magten dertil.“

Broder Russell var fuldt på det rene med at det store flertal af fornuftige mennesker egentlig ikke troede på helvedeslæren. Men som han i 1896 påpegede i brochuren Hvad siger Skriften om Helvede? (dansk-norsk 1910): „Da de . . . tror, at Bibelen lærer den, bliver hvert fremskridt i virkelig intelligens og menneskekjærlighed . . . i de fleste tilfælde et skridt bort fra Guds ord, som med urette faar skylden for denne lære.“

For at lede sådanne tænkende mennesker tilbage til Guds ord, fremlagde han i denne brochure hvert eneste skriftsted i King James-oversættelsen hvori ordet „helvede“ forekom, så læserne selv kunne se hvad der stod, og derefter skrev han: „Lovet være Gud, vi finder ikke noget saadant evigt pinested som det, troesbekjendelser og salme- og sangbøger forkynder. Dog har vi fundet et ’helvede’ eller ’dødsrige’, nemlig sheol eller hades, hvortil hele menneskeslægten blev dømt paa grund af Adams synd, og hvorfra alle er blevet gjenløst ved Jesu død. Dette ’helvede’ er graven, dødstilstanden. Og vi finder et andet ’helvede’ — Gehenna, den anden død, evig tilintetgjørelse — fremstillet i skriften som den endelige straf for alle, der, efter at de er blevet gjenløst og har faaet fuld kundskab om sandheden og fuldkommen evne til at adlyde den, alligevel vælger døden ved at fremture i modstand mod Gud og retfærdigheden. Og hertil siger vore hjerter: Amen! ’Retfærdige og sande er dine veie, du folkeslagenes konge! Hvem skulde ikke frygte dig, Herre, og prise dit navn? Thi du alene er hellig; ja, alle folkeslagene skal komme og tilbede for dit aasyn, fordi dine retfærdige domme er blevet aabenbaret’. — Aab. 15:3. 4.“

Det han lærte vakte stor irritation blandt kristenhedens præster og satte dem i forlegenhed. I 1903 blev han opfordret til at deltage i en offentlig debat. De dødes tilstand var et af de emner der blev taget op i en række debatter som fulgte mellem C. T. Russell og dr. E. L. Eaton, der virkede som talsmand for et uofficielt forbund af protestantiske præster i den vestlige del af Pennsylvanien.

Under disse debatter holdt broder Russell urokkeligt fast ved at „død er død, og at vore kære som er gået bort, virkelig er døde, at de hverken lever hos englene eller hos dæmonerne på et fortvivlelsens sted“. Til støtte herfor henviste han til skriftsteder som Prædikeren 9:5, 10; Romerbrevet 5:12; 6:23 og Første Mosebog 2:17. Han sagde også: „Bibelen er i fuld overensstemmelse med det De og jeg og ethvert andet normalt, tænkende menneske i verden må indrømme er vor Guds egentlige og rigtige natur. Hvad siges der om vor himmelske Fader? At han er retfærdig, at han er vís, at han er kærlig, at han er mægtig. Alle kristne mennesker vil anerkende at den guddommelige natur har disse egenskaber. Hvis dette er tilfældet, kan vi da tænke os at vi i nogen betydning af ordet kunne opfatte Gud som retfærdig, og alligevel som en der straffer en af sine egne skabninger i al evighed, uanset hvilken synd det måtte dreje sig om? Jeg undskylder ikke synd; jeg lever ikke selv i synd og jeg prædiker ikke synd. . . . Men jeg siger Dem at alle disse mennesker heromkring som vor broder [dr. Eaton] siger taler uærbødigt og bespotter Gud og Jesu Kristi hellige navn, alle er blevet undervist i læren om den evige pine. Og alle morderne, tyvene og forbryderne i fængslerne er blevet undervist i denne lære. . . . Det er dårlige læresætninger; de har været til skade for verden hele tiden; de er overhovedet ikke en del af Herrens lære, og vor kære broder har endnu ikke fået gnedet den mørke middelalders røg ud af øjnene.“

Det fortælles at en præst der var til stede, kom hen til broder Russell efter debatten og sagde: „Det glæder mig at se Dem vende brandslangen mod helvede og slukke ilden.“