Over for et truende angreb fra den begærlige Sankeribs side viste Ezekias stor klogskab og benyttede sig af krigsstrategi. Han tilstoppede alle kilder og vandløb uden for Jerusalem således at assyrerne i tilfælde af en belejring ikke ville kunne finde vand. Han styrkede byens forsvarsanlæg og „lavede kastespyd i mængde samt skjolde“. Men det var ikke den militære udrustning han satte sin lid til, for da han samlede befalingsmændene og folket, sagde han opmuntrende: „Vær modige og stærke. Vær ikke bange eller skrækslagne på grund af Assyriens konge og på grund af hele den folkemængde som er med ham; for der er flere med os end med ham. Med ham er en arm af kød, men med os er Jehova vor Gud til at hjælpe os og føre vore krige.“ — 2Kr 32:1-8.

Ezekias var stærkt foruroliget, men fortsatte med at stole på Jehova og bad til ham i templet, samtidig med at han sendte nogle af de ledende i folket til profeten Esajas. Esajas’ svar, der var fra Jehova, gik ud på at Sankerib ville høre en melding og vende tilbage til sit eget land, hvor han til sidst ville falde for sværdet. (2Kg 19:1-7; Es 37:1-7) På dette tidspunkt var Sankerib brudt op fra Lakisj og havde lejret sig ved Libna, hvor han hørte at Ætiopiens konge Tirhaka var draget ud for at kæmpe imod ham. Alligevel sendte Sankerib sendebud af sted til Ezekias med et brev hvori han fortsatte med sine trusler og med at spotte Jehova, Israels Gud. Da Ezekias havde læst det stærkt krænkende brev, bredte han det ud foran Jehova, der igen svarede gennem Esajas. Nu var det Sankerib der blev spottet til gengæld, og Ezekias fik forsikring om at assyrerne ikke ville få lov at trænge ind i Jerusalem. Jehova sagde: „Jeg vil forsvare denne by for at frelse den, for min egen skyld og for min tjener Davids skyld.“ — 2Kg 19:8-34; Es 37:8-35.