De går generelt ud fra det grundprincip at ethvert bibelvers der bruger det hebraiske ord for Gud (’Ælohīmʹ) uden at knytte hans navn til, må være skrevet af én forfatter, mens de vers der nævner Gud ved hans navn, Jehova, må være skrevet af en anden — som om samme forfatter ikke kunne bruge begge udtryk.⁴

⁸ Hvis samme begivenhed er nævnt flere gange i en bog, betragter de også dette som et bevis for at der må have været flere forfattere, selv om anden semitisk oldtidslitteratur indeholder lignende eksempler på gentagelser. Desuden antager de at enhver stilændring er ensbetydende med et forfatterskift, til trods for at selv nyere eller moderne forfattere ofte har benyttet forskellige stilarter i forskellige perioder af deres forfatterskab eller i værker af forskellig art.b

¹⁰ En anden brist ved den historisk-kritiske forskning er ifølge Gleason L. Archer jun. at „Wellhausenskolen gik ud fra den rene antagelse (som den næppe har bekymret sig om at føre bevis for) at Israels religion var af blot og bar menneskelig oprindelse ligesom enhver anden, og at den måtte forklares som et rent udviklingsprodukt“.⁶ Wellhausen og hans tilhængere tog med andre ord deres udgangspunkt i den antagelse at Bibelen blot var menneskers ord.

¹¹ Tilbage i 1909 gjorde The Jewish Encyclopedia opmærksom på endnu et par svagheder ved Wellhausens teori: „De argumenter hvormed Wellhausen har vundet næsten alle samtidens bibelkritikere for sine synspunkter, bygger på to antagelser: for det første at ritualerne bliver mere udførlige efterhånden som en religion udvikles; for det andet at ældre kilder nødvendigvis beskæftiger sig med de tidligere stadier af ritualudviklingen. Den første antagelse strider mod de primitive kulturers vidnesbyrd, og den anden finder ingen støtte i for eksempel de indiske ritualkodeksers vidnesbyrd.“